Ingen krav til mærkning af træbriketter

Som forbruger kan du hverken se, hvad det du sætter ild til indeholder, eller hvad brændværdien er.

Som forbruger har du ingen mulighed for at kende kvaliteten af de træbriketter, du fyrer med.

De seneste måneder har danske forbrugere fyldt brændeskuret op til fyringssæsonen, og rigtig mange fyrer med træbriketter.

Faktisk køber vi hvert år 100 millioner kg træbriketter herhjemme for at holde varmen.

Og som DR’s forbrugerprogram Kontant i dag kan fortælle, kan du ikke regne med, at den dyreste briket er lig med den bedste kvalitet. Tværtimod viser en analyse, at de billigste briketter brænder lige så godt som de dyreste.

Men der er ingen krav i lovgivningen om varedeklarationen på briketter hverken fra EU eller nationalt hold. Forbrugerne har derfor ingen mulighed for at vide, hvad det de køber indeholder, eller hvor god brændværdien er.

- En deklaration af briketter kunne hjælpe forbrugerne til at vælge på et oplyst grundlag, siger projektleder Ole Schleicher fra Force Technology, der har stået for analysen.

Forhandler: En svær opgave

Men som det er i dag, er det op til producenter og forhandlere at beslutte, om de vil sætte en varedeklaration på deres produkter og på den måde skabe mere gennemsigtighed. Det fortæller direktør i mærkningsordningen Varefakta, Heidi Søsted.

- Hvis der er varedeklaration på, kan forbrugerne vælge det produkt, der har den bedste brændværdi, på samme måde som det fremgår af en rulle toiletpapir, hvor mange meter, der er på en rullen. Det er til gavn for forbrugeren i forhold til at sammenligne priser og træffe et valg. Den mulighed har de ikke i dag, og det ville være god forbrugeroplysning, siger hun.

Men ifølge Klaus Jensen, der er indkøbschef i byggemarkedskæden Silvan, vil det være svært at lave en velfungerende mærkningsordning, fordi briketterne kommer fra mange forskellige savværker og fremstilles af meget forskelligt træ.

- Det kan låse os i en situation, hvor vi ikke har mulighed for at skaffe briketter, hvis vi skal være underlagt en standard og dokumentere, hvordan briketten er sammensat helt til bunds, for jeg kan ikke garantere, at det savværk, jeg køber briketter fra den ene uge, er det samme savværk, jeg køber fra ugen efter, siger han.

Samme melding lyder fra andre forhandlere.

Et stort konkurrenceparameter

Heidi Søsted er enig i, at det vil være krævende at indhente den nødvendige dokumentation, men hun påpeger samtidig, at det kan vendes til en fordel.

- Det er dyrt at dokumentere oprindelse, men det vil samtidig være et stort konkurrenceparameter for producenter og forhandlere i branchen, siger hun, og påpeger at der fremadrettet kan komme skrappere krav til dokumentation både i forhold til miljøpåvirkning og klimabelastning.

Men indtil videre ser det ikke ud til, at der kommer varedeklarationer på træbriketter, og forbrugerne må derfor fyre i blinde, med mindre politikerne går ind og lovgiver på området.

Facebook
Twitter