Ingen vanilje i vaniljekranse

Karen Volf og Salling Group har vildledt forbrugerne med småkager, der giver indtryk af at indeholde vanilje, men ikke gør det.

Vaniljekranse hører julen til, og de skal have den velkendte smag af vanilje. Men køber du dig til julebag eller andre vaniljekager, kan du ende med at sætte tænderne i et produkt, der aldrig har set skyggen af en vaniljestang.

DR's forbrugerprogram Kontant har købt en række vaniljekranse i de danske supermarkeder og undersøgt, hvad de indeholder.

Her viser det sig, at Salling Groups egne 'Vaniljekranse' af mærket Curré ikke indeholder ægte vanilje, men aroma, hvor smagen af vanilje kommer fra stoffet vanillin. Det kan blandt andet udvindes af fyrretræ eller fremstilles kemisk.

Ulovlig markedsføring

Salling Group ejer blandt andet Netto, Føtex og Bilka, der hvert år langer flere hundredetusinde bøtter Curré-vaniljekranse over disken, og den manglende vanilje er et problem.

- Der skal være en form for naturlig vanilje i, for at det kan hedde vaniljekranse, men det kan for eksempel godt være en naturlig vaniljearoma. Hvis ikke der er naturligt vanilje i, kan det for eksempel kaldes 'Kranse med vaniljesmag', lyder det fra Nina Læssø Jacobsen, specialkonsulent i Fødevarestyrelsen.

Men det er ikke kun vaniljekranse, der vildleder. Kontant har også kigget nærmere på Karen Volfs 'Vaniljedrømme', der har en vaniljeorkidé og vaniljestænger på forsiden af indpakningen. Et kig på ingredienslisten afslører dog, at kagerne slet ikke indeholder vanilje. Smagen af vanilje kommer fra en aroma, der er kemisk fremstillet.

I begge tilfælde overtrædes lovgivningen.

Det handler om penge

Spørger man konditor Mette Blomsterberg, har hun en klar holdning til ingredienserne i de traditionsrige julesmåkager.

- For mig skal der vanilje i en vaniljekrans. Det er slet ikke til diskussion, siger hun.

Men vaniljestænger er dyre, påpeger hun, og derfor er hun ikke overrasket over, at der hverken er vanilje i Salling Groups vaniljekranse eller Karen Volfs 'Vaniljedrømme'.

- Det er desværre ikke sjældent, det sker i industrielt fremstillede produkter. Det handler om pris, og det er et bevidst valg fra producenten. Jeg synes bare, det skal være tydeligt for forbrugeren, siger Mette Blomsterberg.

Også ernæringsekspert Preben Vestergaard Hansen vurderer, at der ligger økonomiske hensyn bag 'vanilje-vildledningen'.

- Der er masser af penge i at udvikle fødevarer så billigt som muligt og så stadig profilere sig med, at det er det samme, som vi kender, forklarer han.

Ændrer navn til Havredrøm

Ingen fra Karen Volf har ønsket at stille op til interview i Kontant, men firmaet oplyser, at de vil ændre emballagen.

- Vi er i gang med at opdatere vores designs og er i den forbindelse blevet opmærksomme på, at navnet 'Vaniljedrøm' godt kan være misvisende, eftersom der ikke er vanilje i småkagen. Den indeholder i stedet en creme med vaniljesmag, hvorfor vi i det nye design fjerner vaniljestangen på emballagen, skriver marketingdirektør Tina Møller i en mail til Kontant.

  • Produktet 'Vaniljedrøm' fra Karen Volf.
  • 'Vaniljekranse' af mærket Curré fra Salling Groups eeget mærke indeholder ikke vanilje.
1 / 2

Produktets navn ændres nu til ’Havredrøm – havrekager med cremefyld med vaniljesmag’.

Salling Group: Vi ændrer produktet

I Salling Group bekræfter kvalitetschef Carina Jensen, at de vaniljekranse, Kontant har købt i Bilka, indeholder en kemisk fremstillet vaniljearoma. Til gengæld er de billige.

- Det her er vores mest prisvenlige produkt, og det er klart, at vi har vaniljekranse til enhver smag og pengepung, siger Carina Jensen.

Hun erkender dog, at det godt kunne fremgå tydeligere, at småkagerne ikke indeholder vanilje.

I stedet for at ændre varebetegnelsen har Salling Group på baggrund af Kontants henvendelse ændret i ingredienserne.

- Vi har taget vanillinen ud og erstattet med en aroma, der kommer fra en vaniljestang. Vi skal være fuldstændig sikre på, at kunderne ved, hvad de køber, og kan vi forbedre det, gør vi selvfølgelig det, siger Carina Jensen.