Kommune føler sig svigtet af grønt boligselskab

Køge Kommune sagde for seks år siden ja til at støtte et alment grønt byggeri. Det fortryder de i dag.

BoliGrøn står bag et alment byggeri i Køge. (© Danmarks Radio)

Kolde boliger, høje el-regninger og utallige byggefejl er hverdagen hos lejerne i et kun to år gammelt alment boligbyggeri i Køge Kommune.

- Jeg føler mig svigtet, og det er jeg sikker på, at der er rigtig mange borgere, der gør, siger Marie Stærke, der er viceborgmester i Køge Kommune, til forbrugerprogrammet Kontant.

Marie Stærke sad for bordenden, som borgmester, da kommunen sagde ja til at støtte en ny grøn almen boligforening i 2010. Den almene boligforening hedder BoliGrøn og har stået bag fem byggerier i Køge.

Borgmesteren og resten af byrådet blev lovet billige, klimavenlige almene boliger. Men byggerierne i Køge Kommune er i dag fyldt med fejl, som lejerne betaler prisen for. Selvom det er omkring to år siden, de sidste boliger stod klar, er der ikke sket de store udbedringer af fejlene endnu.

Boligerne er fyldt med fejl

Kontant har fået byggesagkyndig Morten Mathiasen til at se på den afdeling, som er værst ramt. Den hedder Uglevænget.

- Det er dårlig kvalitet. Det er dårligt lavet. Det er dårlig udførelse, siger Morten Mathiasen.

Faktisk står det så skidt til, at Byggeskadefonden efter et år fandt fejl på 49 procent af alle undersøgte bygningsdele i BoliGrøns byggerier. Normalt ligger det tal kun på 30 procent for nye almene boligbyggerier.

Problemerne begyndte allerede, da BoliGrøn købte grunden væsentlig dyrere end gennemsnitsprisen for lignende grunde i Køge Kommune. For det kan have haft indflydelse på byggeriets kvalitet.

- Hvis de bruger deres penge på grunde og øvrige omkostninger, så er der færre penge at bygge for. Og det medfører en risiko for dårligere kvalitet, siger Bent Madsen, som er direktør for BL - Danmarks Almene Boliger, landsforeningen for almennyttige boliger.

Andre kommuner sagde nej

Boligrøn har forsøgt at få lov at opføre almene boliger i andre kommuner end Køge. Men alle andre kommuner har sagt nej. Ifølge borgmesteren i en af dem, Favrskov kommune, blandt andet på grund af selskabets skrøbelige økonomi.

- Vi syntes, at der var nogle signallamper, der gjorde, at vi ikke var helt sikre på, at vi kunne komme i mål, fordi vi taler om borgernes penge. Og vi kunne godt se, at vi kunne komme til risikere lidt i det forhold her, siger Nils Borring, borgmester (S) i Favrskov kommune.

BoliGrøns økonomi er afhængig af hele tiden at få penge ind fra nye projekter med andre kommuner, hvis de skulle fortsætte den daglige drift. Bent Madsen fra BL - Danmarks Almene Boliger ser Boligrøns forretningsmodel som højst usædvanlig.

- Man har indbygget i sin økonomi, at man skal blive ved med at bygge og bygge for at få det til at hænge sammen. Det er jo et usundt pyramidespil, siger han.

BoliGrøn ikke stolt af kvalitet

I bestyrelsen for BoliGrøn sidder tidligere borgmester i Vejle, Flemming Christensen. Han erkender, at boligerne ikke er gode nok.

- Det, at man har bygger noget, som har en for dårlig kvalitet, det kan man jo af gode grunde ikke være stolt af, og man kan kun være rigtig ked af det på beboernes vegne, siger Flemming Christensen.

I forhold til forretningsmodellen siger Flemming Christensen til Kontant, at han mener, deres model er helt normal.

- Et nystartet boligselskab har jo per definition ingen egenkapital. Og den kapital den får i hvert fald i første omgang, den får det via byggesagshonorarer.

Efter Kontant er gået ind i sagen, har de ansvarlige for byggeriet nu lovet at sætte gang i udbedringer af fejlene.

Se med kl. 21:00 på DR1, hvor Kontant undersøger, hvordan det kunne gå så galt med et offentligt støttet byggeri.

FacebookTwitter