KORT Se hvor mange rotteanmeldelser der er i din kommune

Antallet af rotteanmeldelser er steget 44 procent på landsplan de seneste fire år

Danmark oplever i disse år en sand rotteplage. Udbedringen af skader og bekæmpelsen af de bakteriebefængte kræ koster millioner. Alligevel kniber det med den forebyggende indsats, og det afspejler sig nu i antallet af rotteanmeldelser.

Kontant har ringet rundt til samtlige landets kommuner for at få oplyst antallet af rotteanmeldelser de seneste fire år. Antallet er steget med 44 procent fra 2013 til 2016.

Se hvordan det står til i din kommune ved at klikke på kortet her:

Måtte flytte

Helt galt står det til i Aarhus Kommune. Her er antallet af anmeldelser steget med 80 procent fra 4416 i 2013 til 8011 i 2016.

En af dem, der har haft problemer med rotter, er Charlotte Mortensen, der bor i Aarhus-forstaden Viby. Her var rotteplagen så slem, at hun og hendes 11-årige søn måtte flytte, mens huset blev ryddet for rotter. Sammen med Kontant vender hun tilbage til huset, men oplevelsen med rotterne sidder i hende.

- Jeg er ikke sikker på, at jeg kommer til at bruge det køkken igen, for jeg er ikke tryg ved, om de er væk endnu. Jeg tror ikke helt på det, siger hun.

En økonomisk prioritering

Kontant har talt med rådmanden for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Kristian Würtz (S), der har det politiske ansvar for rottebekæmpelsen. Han erkender, at stigningen er voldsom og forklarer, at kommunen har taget en stærkere gift i brug, men at der ikke har været politisk vilje til yderligere initiativer.

- Det er en samlet prioritering af, hvad vi skal hente af penge hos de aarhusianske skatteydere, og hvad vi skal bruge dem på. Vi er i det hele taget underlagt et betydeligt pres på vores økonomi, og derfor må vi hele tiden kigge på, hvordan vi får enderne til at nå sammen, siger han og understreger, at han har et bredt politisk flertal bag sig i byrådet.

Eksperterne påpeger dog, at effektiv bekæmpelse kræver mere forebyggelse og flere fælder – ikke mere gift.