Kriminelle kan stjæle din identitet helt risikofrit

Op mod 50.000 danskere kan være udsat for identitetstyveri årligt, men ofte kan politiet intet stille op.

- Din søn har taget røven på mig.

Den type ubehagelige henvendelser har Dorrit Themsen og hendes 17-årige søn, Oliver Themsen, efterhånden fået rigtig mange af.

Siden midten af januar har familien jævnligt måttet forklare folk, at Oliver Themsen ikke har snydt og svindlet nogen.

Men en ukendt gerningsmand har stjålet hans identitet og brugt den til at snyde andre i handler i salgsgrupper på Facebook.

Her har gerningsmanden oprettet en falsk profil med navnet Oliver Themsen og et billede af den unge mand. Identitetstyveriet er sandsynligvis sket, da den rigtige Oliver Themsen sendte et billede af sit kørekort i forbindelse med en reel handel på nettet.

- Jeg er både vred og såret og ked af det på Olivers vegne. Det er rigtig, rigtig ubehageligt, siger Dorrit Themsen.

Ikke ulovligt at stjæle en identitet

Men hvor tyveri i alle andre sammenhænge er ulovligt og straffes, er der ingen straf for tyveri af det mest personlige vi har; vores identitet.

- Vi kan ikke anmelde Olivers identitetstyveri, fordi han ikke har lidt noget tab. Men det synes vi jo, han har, for det er da ubehageligt at blive hængt ud som svindler og bedrager, fortæller Dorrit Themsen.

Lovbruddet sker først i det øjeblik, gerningsmanden misbruger Oliver Themsens identitet til bedrageri ved handel på nettet. Her er offeret bare ikke Oliver Themsen, men den person eller det firma, der bliver svindlet.

Som lovgivningen er i dag, kan politiet ikke hjælpe Oliver Themsen.

- Det kan ikke være rigtigt, at det forekommer, og så kan man ikke engang anmelde det som en lovovertrædelse, siger Dorrit Themsen.

Men sådan forholder det sig, og Oliver Themsens historie er langt fra enestående. Antallet af identitetstyverier i Danmark er i hastig vækst. Ifølge rapporten Internet-kriminalitet 2017 fra Københavns Universitet og Det Kriminalpræventive Råd får op mod 50.000 danskere stjålet deres identitet årligt.

Ny lovgivning på vej

Både i Norge, Sverige og Holland har politikerne ændret lovgivningen, så det nu i sig selv er strafbart at stjæle en andens identitet.

Her bør Danmark følge med, mener professor i it- og medieret, Søren Sandfeldt.

- Det vil have den fordel, at problemet vil få fokus, og så vil det måske også tvinge politiet til en lidt mere aktiv indsats i forhold til efterforskningen af identitetstyveri, siger han.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er helt enig i, at der skal gøres noget ved problemet.

- Jeg har bedt mit ministerium om at kigge på det her, for det er da voldsomt indgribende over for det enkelte menneske, at folk bare udgiver sig for at være en anden. Alle kan jo se, at det ikke er rimeligt, at man bliver udsat for det her, siger Søren Pape Poulsen.

Han mener ikke, det bliver svært, at få vedtaget en ny lov. Udfordringen er at få lavet en lov, der løser problemet bedst muligt.

- Jeg tror ikke, der er uenighed i Folketinget om, at vi skal gøre noget ved det her. Udfordringen er bare at gøre det mest effektivt, siger Søren Pape Poulsen.

Han håber at kunne præsentere de konkrete tiltag mod identitetstyveri senere på året.

Se ”Kontant: Svindlerne uden ansigt” nu eller i aften 21.00 på DR1.

Facebook
Twitter