Kunder og tidligere ansatte: Værkstedskæde laver unødvendige reparationer

Under påskud af at kunne se ind i fremtiden eskalerer små opgaver til omfattende og bekostelige reparationer.

- Vi matcher tyske værkstedspriser.

Sådan lyder sloganet igen og igen i tv-reklamer og radiospots for værkstedskæden Skorstensgaard. Og løftet om besparelser på mellem 20 og 40 procent lokker tilsyneladende mange kunder til, for firmaet har ekspanderet voldsomt de senere år og har i dag 26 værksteder over hele landet.

Louise Zahle vælger også Skorstensgaard, da hendes bil – en Mercedes ML 320 - skal på værksted før syn. Hun har på det tidspunkt ejet bilen i otte måneder, og den kører uden problemer, så hun får lidt af et chok, da mekanikeren fra Skorstensgaard ringer.

- Han siger, at han håber, jeg sidder ned, for der skal laves reparationer for 44.896 kroner. Den var i så dårlig stand, at det ikke ville være forsvarligt at køre i den, siger Louise Zahle.

Ifølge Skorstensgaard skal bilen ud over almindelig service blandt andet have skiftet drivaksel på både højre og venstre forhjul og en ny tandstang. Men i stedet for at lade mekanikeren gå i gang kontakter Louise Zahle ham, hun købte bilen af.

- Han siger, det lyder meget mærkeligt, at alle de ting skal laves, så han foreslår at hente bilen og kigge på den selv. Han får den så gennem syn, men til 6.000 kroner, fortæller hun.

Bilen har altså langt fra behov for alle de reparationer, som mekanikeren hos Skorstensgaard påstår. Eksempelvis fejler tandstangen, som det vil koste over 10.000 kroner at skifte, ikke noget.

- Jeg fik lidt en følelse af, at går den, så går den, siger Louise Zahle, der kort efter skriver en anmeldelse på nettet om sin oplevelse, og så reagerer værkstedskæden.

- De bliver ved med at ringe og beder mig om at slette anmeldelsen. De siger, at det er en fejl fra deres side, og at den pågældende medarbejder er fyret, siger Louise Zahle.

Flere enslydende historier

DR’s forbrugerprogram Kontant har talt med en stribe kunder, der på samme måde oplever, at reparationerne griber om sig, når deres bil er på værksted hos Skorstensgaard.

Anders Winther får at vide, at bremserne på hans Peugeot er færdige efter blot 17.000 kilometer. Ifølge Peugeot kan bremserne typisk holde mellem 60.000 – 70.000 kilometer.

Og da Brita Linder vil hente sin Mazda efter et olieskift, får hun også en overraskende melding.

- De siger, at det ikke er så godt med min bil. Den skal laves for 17.000 kroner.

Ifølge Skorstensgård skal bilen have nye bremser foran og nye bærearme for og bag. Men da Brita Linder kører bilen på det autoriserede Mazda-værksted, viser det sig, at bærearmene intet fejler, og at det er bagbremserne – ikke forbremserne – der skal skiftes.

Anders Winther og Brita Linder skriver ligesom Louise Zahle en anmeldelse på nettet om deres oplevelse, og kort efter bliver Anders Winther også kontaktet af værkstedskæden.

- Jeg bliver ringet op af en værkfører, som gerne vil høre min version af sagen, og han ender med at give mig 1400 kroner tilbage. Jeg ser det som en indrømmelse, siger Anders Winther.

Afviser at der er begået fejl

Men administrerende direktør Anders Skorstensgaard fastholder, at bremserne burde skiftes.

- Det er en korrekt vurdering ud fra et fagligt synspunkt. Når bremserne bliver angrebet af rust, krænger rusten sig ind i bremseskiven, så man skal dreje meget af skiven for at få rusten væk. Vi mener, at rusten har grebet så meget ind, at det ikke vil være den korrekte reparation, siger han.

Men hvorfor skiver Skorstensgaard så direkte, at bremserne skulle have været afdrejet på den kreditnota, Anders Winther modtager?

- I det her tilfælde er det gået galt med kommunikationen. Vi burde have sagt til kunden, at der er de her to muligheder med komplet udskiftning eller afdrejning af bremserne, og så kunne han selv vælge, siger Anders Skorstensgaard.

Han fastholder, at bærearmene på Brita Linders Mazda burde skiftes, men erkender, at der er sket en fejl med hensyn til bremserne.

- Der kan jeg ikke sige andet, end at det er en fejl. Det er menneskeligt at fejle, og vi laver fejl på vores værksteder.

Vi skal kunne se ud i fremtiden

I Louise Zahles sag, hvor Skorstensgaard ville lave reparationer for over 44.000 kroner, fastholder den administrerende direktør, at reparationerne var nødvendige.

- Ved et serviceeftersyn gennemgår vi bilen grundigt og oplyser om de defekter, der er på bilen, og så giver vi kunden en oversigt over, hvad det koster at holde bilen kørende frem til næste service. Vi giver kunden mulighed for, om det skal laves nu eller i fremtiden, siger Anders Skorstensgaard.

De mange reparationer skal altså blot ses som et tilbud, og det er ifølge den administrerende direktør en særlig service, de yder hos Skorstensgaard.

- Vi skal kunne se ud i fremtiden og garantere, at bilen kan køre 20.000 – 30.000 kilometer. Det er så kunden, der vælger, om bilen skal repareres nu, eller om den skal på værksted inden næste service, siger Anders Skorstensgaard.

Ifølge Louise Zahle fik hun at vide, at reparationerne var nødvendige, da bilen var uforsvarlig at køre i, og efterfølgende oplyste Skorstensgaard, at der var begået fejl, og at den pågældende mekaniker nu var fyret. Men Anders Skorstensgaard står fast.

- Det er ikke sket nogen fejl her, siger han og oplyser efterfølgende på mail, at den pågældende medarbejder ikke er blevet fyret.

Mekanikere: Vi lavede unødvendige reparationer

Kunderne står imidlertid ikke alene med deres kritik af metoderne hos Skorstensgaard. Flere tidligere medarbejdere fortæller til Kontant, at de er blevet instrueret i at lave unødvendige reparationer for at øge indtjeningen.

- Jeg har aldrig været ansat et sted, hvor de var så hungrende efter at sælge mere. Hvis der var knækket en fjeder i højre side af bilen, fik den nye fjedre i begge sider og alle tilhørende dele, som det måske ikke var nødvendigt at skifte, blev også skiftet, fortæller en tidligere mekaniker.

- Hvis kunden selv nævner, at bilen måske har en lyd på bremserne, så skal der for alt i verden skiftes bremser, for så er der helt sikkert noget i vejen. Bremserne bliver ikke bare skilt ad, renset og smurt op, selv om der måske er 50.000 kilometer tilbage. De skal bare skiftes, fortæller en anden.

Og en tredje tidligere medarbejder fortæller, at lige præcis bremserne har særligt fokus hos Skorstensgaard.

- Man skifter tit og ofte noget, der ikke burde skiftes. Mest bremser for det er jo den største del af sikkerheden, så det er nemt. Og folk kører jo med på den, for de ved jo ikke bedre. Jeg har så mange gange hørt værkføreren stå og fortælle, at noget er i stykker, som ikke er i stykker, siger vedkommende.

Værkfører: Du skal tage, hvad du kan fra kunden

En tidligere værkfører bekræfter de tre mekanikeres udsagn. Også han ønsker at være anonym, da han frygter et sagsanlæg fra Skorstensgaard.

- Som værkfører eller værkstedschef får du at vide, at du skal tage, hvad du kan fra kunden, og hvis der bliver problemer, skal de nok redde dig, siger han og understreger, at strategien kommer fra den øverste ledelse i form af brødrene Anders og Martin Skorstensgaard.

- Det kommer fra dem. Den er ikke længere, og hvis man ikke kan lide det, er det fordi, man ikke har den rigtige Skorstensgaard-DNA, siger han.

Men Anders Skorstensgaard afviser anklagerne fra alle de tidligere medarbejdere.

- Det tager jeg stærkt afstand fra. Det er slet ikke sådan, vi arbejder hos os. Vi er en god og ordentlig virksomhed baseret på nogle gode og sunde værdier. Jeg kender ikke deres motivation for at sige det, de siger. Men det er i hvert fald ikke den måde, vi driver forretning på, siger han.

Kontant sender tre biler på værksted

I forbindelse med et sagsanlæg fra Danske Bilimportører mod Skorstensgaard i 2018 viste en test fra Teknologisk Institut, at Skorstensgaard i gennemsnit fandt 2,3 ud af fem fejl på 13 forskellige biler. Ingen værksteder fandt alle fem fejl.

Kontant sender nu tre biler på værksted hos Skorstensgaard. Bilerne er på forhånd gennemtjekket hos FDM, så det står klart, hvad der skal laves. Testen skal vise, om Skorstensgaard finder de konstaterede fejl, og ikke mindst om de forsøger at sælge unødvendige reparationer.

Første bil:

Model: Toyota Aygo

Årgang: 2011

Kørte kilometer: 158.387

Nødvendige reparationer: Ifølge FDM skal venstre baglygte skiftes, da den er løs, for at bilen kan gå gennem syn.

Skorstensgaard konstaterer korrekt, at Venstre baglygte skal skiftes, men hævder også, at udstødningen skal renses, for at bilen kan gå gennem syn.

Men ifølge FDM er der intet galt med udstødningen. Da bilen dagen efter skal synes, er der da heller ingen bemærkninger til udstødningen. Derimod viser det sig, at Skorstensgaard har monteret baglygten forkert, så den ikke virker.

Svar fra administrerende direktør Anders Skorstensgaard:

- Kunden kan komme tilbage og få skiftet en pære uden beregning. I forhold til udstødningen har vi angiveligt lavet en forkert måling. Det er en fejl fra vores side, og det beklager vi meget.

Anden bil:

Model: Renault Clio

Årgang: 2017

Kørte kilometer: 52.604

Nødvendige reparationer: Ifølge FDM skal bilen have nye bremser på begge forhjul samt en ny forfjeder.

Skorstensgaard konstaterer det samme som FDM og skifter bremser og forfjeder. Men da FDM tjekker bilen efterfølgende, viser det sig, at forfjederen er monteret forkert.

Svar fra administrerende direktør Anders Skorstensgaard:

- Vi skal have kunden og bilen ind igen, og så laver vi det hurtigst muligt uden beregning.

Tredje bil:

Model: Skoda Suberb

Årgang: 2016

Kørte kilometer: 169.892

Nødvendige reparationer: Ingen.

Skorstensgaard foreslår, at koblingssæt og svinghjul skal skiftes. Pris: 21.069 kroner.

FDM tjekker bilen igen og fastholder, at hverken kobling eller svinghjul bør skiftes. På foranledning fra Skorstensgaard bliver bilen også undersøgt af Teknologisk Institut, der konstaterer ”hørbar begyndende støj, som højst sandsynligt henføres til svinghjulet”, men instituttet skriver også; ”det skal understreges, at støjbilledet på nuværende tidspunkt ikke vurderes kritisk og heller ikke vurderes usædvanligt.”

Svar fra administrerende direktør Anders Skorstensgaard:

- Jeg ved, at den vurdering, vi har lavet, er korrekt. Teknologisk Institut har også fundet, at der er begyndende støj fra svinghjulet. Følgeskaden kan være udskiftning af gearkasse, så det bliver en meget stor reparation. Så hellere for tidligt end for sent.

Skorstensgaard ser altså igen ud i fremtiden og hævder på den baggrund, at bilen skal repareres for over 20.000 kroner her og nu, på trods af at den begyndende støj fra koblingen hverken vurderes kritisk eller usædvanlig.

På de to øvrige biler laver Skorstensgaard som nævnt to fejlfyldte reparationer, der skal laves om, og hævder fejlagtigt, at den ene bil skal have renset udstødningen.

Men Anders Skorstensgaard fastholder, at kundetilfredsheden er høj og at kvaliteten af arbejdet er i orden på kædens værksteder.

- Det er klart, at når vi kører så mange biler igennem, som vi gør, så vil der være nogle uheldige sager, og det tager vi fuldstændig ansvar for. Men helt generelt har vi en rigtig høj kvalitetskurve, siger den administrerende direktør.

Facebook
Twitter