Leasingfælden: Mobiloplader-firma tømmer foreninger og små firmaer for millioner

Det har haft store konsekvenser for små økonomier i mange foreninger og hos mindre erhvervsdrivende, der har skrevet under på kontrakter med firmaet i-charge.

Sådan ser den ud, opladerstanderen fra Randers-virksomheden i-charge.

Mange foreninger og mindre erhvervsdrivende kan sikkert nikke genkendende til, at det indimellem er svært at få pengene til at række.

Derfor er det heller ikke nemt at sige "nej tak", hvis der pludselig står en person, som lover en ekstra indtægt, der ikke kræver nogen større indsats.

Sådan et tilbud lyder umiddelbart godt, men det er ikke glædestårer, der triller ud af øjenkrogene på Majbritt Harritz.

Hun står bag baren på Jægerkroen, som hun har drevet i 20 år, og fortæller om det økonomiske mareridt, hun er endt i. Hun er bange for, at hun snart må dreje nøglen om, fordi hun indgik en aftale med firmaet i-charge ApS fra Randers om at få opsat en mobilopladerstander.

En sælger fra i-charge lovede Majbritt Harritz reklameindtægter, fordi der kørte små videospots på en skærm øverst på opladerstanderen, men pengene kom aldrig.

Det gjorde derimod opkrævningerne.

Majbritt Harritz frygter, at den økonomiske klemme, hun er havnet i, ender med en konkurserklæring af den kro, hun har drevet i 20 år. (Foto: Jens Kolding)

Majbritt Harritz skylder stadig 68.000 kroner, men dem vil hun ikke betale, og derfor er hun blevet stævnet af det tysk-danske leasingselskab, Grenke, som i-charge har vist sig at samarbejde med.

Hvordan det samarbejde fungerer, vender vi tilbage til.

Majbritt Harritz' sag skal for retten til december, og hun vurderer, at den samlede regning med udgifter til advokat løber op i mere end 200.000 kroner, hvis hun taber.

Det er derfor, hun har svært ved at holde tårerne tilbage.

"Kontant" har været i kontakt med op imod 80 foreninger og mindre erhvervsdrivende i hele landet, der enten er nuværende eller tidligere kunder hos i-charge, og de fortæller enslydende historier om, hvordan de ligesom Majbritt Harritz har haft et møde med en sælger, der lovede dem en omkostningsfri lejeaftale.

Alle føler de sig snydt og ført bag lyset af en "hurtigtsnakkende sælger", der på intet tidspunkt gjorde det klart, præcist hvilken aftale de i virkeligheden skrev under på.

Kim Andersen, ejer af Bakkens Køreskole i Skanderborg, går forbi opladerstanderen i køreskolens entré flere gange om dagen, og den vækker konstant dårlige associationer i ham.

- Det er fusk, og vi skal bare ud af det her. Jeg vil ikke kigge på den mere. Jeg bliver sur og ked af det, når jeg ser på den, siger Kim Andersen, hvis udestående lyder på mere end 130.000 kroner.

I en fitnesskæde i Horsens fortæller indehaver Anders Steffensen, at han skylder mere end 800.000 kroner, da han i sine centre har fået opsat hele syv standere.

Og på Mariagerfjord Idrætsskole konstaterer halinspektør Elmo Plougstrup, at alt det her efter hans mening er "svindel af værste skuffe".

Det hele startede godt...

Opladerstanderen fungerer sådan, at man lægger sin telefon ind i et lille rum, tilslutter en ledning, lukker skabslågen, vælger en kode og venter, mens batteriet lades op.

Det koster ingenting.

Det er på mange måder en smart løsning for folk på farten, der ikke lige selv har fået en oplader med i lommen, og det er derfor en god service, mange foreninger, cafeer og restauranter gerne vil tilbyde deres medlemmer eller kunder.

Hele setup'et skulle som nævnt være omkostningsfrit, fordi udgifterne til leje af standeren bliver finansieret af de førnævnte reklameindtægter fra den lille tv-skærm.

Det er her, problemet opstår, og sandheden kommer frem.

I mange tilfælde gik det godt i starten, fortæller kunderne til "Kontant", men efter et års tid stoppede reklameindtægterne med at tikke ind - hvis de da overhovedet var kommet - mens regningerne for at have standeren stående blev ved med at komme ind ad brevsprækken hver måned.

Først her går det op for mange, hvad de egentlig har skrevet under på:

Ikke en lejeaftale, der kan opsiges med et forholdsvis kort varsel, men derimod en finansiel leasingaftale, der er uopsigelig i en fem-årig periode.

Leasing frister kreative sjæle

Kim Østergaard er professor i kontraktret på CBS Law under Copenhagen Business School.

Han har set nogle af de kontrakter, som kunderne har skrevet under på med i-charge, og han vurderer, at de tydeligvis er skrevet af jurister og til jurister.

- Det betyder, at de fleste ikke-jurister vil have svært ved at afkode og forstå dem. Hvis de forstod, hvad de gik ud på, ville de jo aldrig have skrevet under, fastslår Kim Østergaard.

Der er angiveligt et misforhold mellem det, der markedsføres af sælgeren i mødet med kunderne, og så det, der er det reelle indhold af aftalen. Kunderne tror, der er tale om en lejeaftale og et topartsforhold. Ikke et trepartsforhold med et leasingselskab.

- Er kunderne slet ikke beskyttet i det her tilfælde?

- Nej. Udgangspunktet er, at hvis man indgår en leasingaftale, er der ikke nogen regel, som beskytter én, fordi der er et udgangspunkt om aftalefrihed. Der er indgået en aftale, når der foreligger tilbud og accept, forklarer Kim Østergaard.

Jackie Vest Olsen har igennem sine 27 år i leasingbranchen set mange eksempler på, hvordan folk er blevet overrasket over den endelige pris for at lease et produkt. (Foto: Jens Kolding)

Jackie Vest Olsen har indgående kendskab til leasingbranchen, som han har arbejdet i gennem 27 år. Først som sælger af leasingkontrakter og nu som rådgiver.

Han er blevet kontaktet af adskillige utilfredse i-charge-kunder, der har brug for hjælp.

Han er forundret over, at nogle stadig bruger leasing som et værktøj til at lave "fiks-fakserier", som han kalder det, men han mener, at leasing kan være et rigtig godt værktøj til at erhverve sig ting.

- Jeg vil faktisk råde mange til at bruge det. Men - det er desværre også et værktøj, som af mange kreative sjæle bliver brugt til at charge vanvittige overpriser, siger Jackie Vest Olsen.

Han nævner som eksempel en fagforening, der for år tilbage lavede en leasingaftale på en printer. Den endte med at koste foreningen halvanden million kroner, selv om den kun havde en markedsværdi på omkring 10.000.

Aftalerne mellem i-charge og det store leasingselskab Grenke er skruet sådan sammen, at i-charge leverer udstyret, mens selve leasingaftalen formelt er indgået med Grenke.

Grenke tjener sine penge på at opkræve månedlige leasingydelser fra kunden i 60 måneder, som der står i betingelserne.

Det er derfor, Grenke stævner en del af dem, der ikke overholder aftalerne.

Kunderne har i sidste ende selv skrevet under på papirerne, som de i princippet kunne have sat sig ned og nærlæst grundigt. Eventuelt med hjælp fra en jurist, der forstår indholdet.

- Sagen er bare den, at når en sælger lover en kunde, at en aftale ikke kommer til at koste penge, så afvæbner man kunden i forhold til at stille spørgsmål til prisen og produktet, lyder vurderingen fra Jackie Vest Olsen.

Professor Kim Østergaard er enig.

- Det her er jo et spørgsmål om, at sælgeren ikke handler loyalt. Han holder den store salgstale, men forklarer ikke, hvad der står i kontrakten. Man kan argumentere for det synspunkt, at så foreligger der faktisk svig fra i-charges side, så der bør være mulighed for at påråbe sig reglerne om ugyldighed efter aftalelovens kapitel 3, siger Kim Østergaard.

- Man skal oplyse om de faktiske omstændigheder, der er relevante for den aftale, man er ved at indgå.

'Jeg kunne ikke længere se mig selv i øjnene'

"Kontant" har fundet frem til flere personer, der tidligere har været ansat som sælgere hos i-charge.

De bekræfter, at de blev instrueret i at fortælle potentielle kunder, at aftalerne var uden risiko, og at eksempelvis de små idrætsforeninger kunne tjene penge på at have opladerstanderne stående.

Én af dem siger, at der efter hans opfattelse blev indgået "nogle tusinde aftaler", hvorfor der angiveligt er tale om leasingaftaler for mange millioner kroner. Han stoppede i jobbet, fordi han ikke følte, han kunne se sig selv i øjnene med det, han foretog sig.

- Jeg synes, produktet var for dyrt i forhold til, hvad det gav kunden, siger han.

En intern forhandlerprisliste, som "Kontant" er kommet i besiddelse af, viser, at nogle kunder har indgået aftaler om leasing af opladestandere, der ender med at koste op imod 139.000 kroner.

Lignende produkter kan købes hos konkurrerende firmaer for en tiendedel af prisen.

Den nuværende direktør i i-charge hedder Brian Schwartz Nielsen.

"Kontant" forsøger at finde ham på virksomhedens adresse i Randers, men der er ingen på kontoret, som ser ud til at have ligget stille længe.

Ifølge én af de tidligere medarbejdere bliver en del af virksomheden drevet fra Malaga. Det gælder blandt andet alt, hvad der vedrører kundesupport.

Det lykkes senere over telefonen at få kontakt til Brian Schwarz Nielsen, der bekræfter, at der står lejeaftaler på papirerne, selv om der er tale om leasing. Det har han ingen forklaring på.

Han henviser i stedet til Grenke, hvis der skal svares på flere spørgsmål om kontrakterne, da det jo er Grenke, der har formuleret alt i dem.

Se og hør samtalen med Brian Schwartz Nielsen i den her video:

Brian Schwartz Nielsen siger, at han er bekendt med, at nogle medarbejdere tidligere har sagt noget forkert over for kunderne, og det beklager han.

Grenke stoppede samarbejdet med i-charge

Hos Grenkes danske afdeling beder direktør Nick Hallager "Kontant" sende alle spørgsmål på mail.

Vi vil gerne have svar på, hvorfor kunderne får at vide, at der er tale om lejeaftaler, når det i virkeligheden er uopsigelige leasingkontrakter.

Vi vil også gerne vide, hvorfor opladestanderne er meget dyrere end tilsvarende produkter på markedet.

I det mailsvar, Grenke har sendt, svarer de ikke på de to spørgsmål.

Grenke afviser derimod alle spekulationer om, at de bevidst laver kontrakter, der er svære for kunderne at gennemskue, og dokumenter, hvor skriften er utydelig og decideret umulig at læse, som flere kunder har påpeget.

Et eksempel på en kontrakt, hvor det ikke er nemt at læse, hvad der står. Kunden har dog selv skrevet under. (Foto: Jens Kolding)

Kontrakterne følger ifølge Grenke almindelige standardbetingelser og er ikke bevidst skrevet i et svært forståeligt sprog, men bundet af juridiske termer og formuleringer.

Grenke vil dog nu se på, hvordan aftaledokumenterne kan gøres mere gennemskuelige.

Grenke skriver desuden, at de stoppede samarbejdet med i-charge i 2021, da de blev bekendt med firmaets salgsmetoder.

Det er uvist, præcist hvor mange sager Grenke har anlagt mod kunder allerede og hvor mange flere der er på vej. De har ikke ønsket at kommentere på de konkrete sager, "Kontant" har set nærmere på.

Du kan se programmet "Kontant: Leasingfælden" allerede nu på DRTV eller på DR1 i aften klokken 21.25.