Leasingsvindler snød for millioner og stak af til Spanien i kundes bil

Kim Thyge Bjerg tilbød store biler til lave priser, men snørede kunder og selskaber med talrige løfter og falske underskrifter.

Store pengebeløb skifter hænder, når muligheden for at køre af sted i en lækker leasingbil byder sig, og det har den midtjyske forretningsmand Kim Thyge Bjerg udnyttet.

En lang række kunder, samarbejdspartnere og store leasingselskaber står i dag tilbage med store økonomiske tab, og i flere tilfælde er de leasingbiler, det hele drejer sig om, simpelthen forsvundet.

En af dem, der mangler en bil, er Mathias Markus. Han indgik i august 2018 en aftale om leasing af en Mercedes gennem Kim Thyge Bjerg og hans hustrus leasingselskab, Find2Lease.

Mathias Markus er en af de mange kunder, der føler sig snydt. (Foto: Jens Kolding DR)

- Han forklarer, at han kan lave en rigtig god pris på bilen og få den hjem fra Tyskland. Jeg skal betale 40.000 kr. i førstegangsydelse og så 3.000 kr. i månedlig ydelse, fortæller Mathias Markus.

Han betaler 43.000 kr. i alt og glæder sig til at få sin bil, men tiden går, og bilen kommer ikke.

- Jeg skriver og spørger, hvor bilen bliver af, siger Mathias Markus.

Han får en undskyldning og en forsikring om, at bilen er på vej. Men Kim Thyge Bjerg har lignende korrespondancer med sine andre kunder på det tidspunkt, og det skal siden vise sig, at de får samme tur.

DR’s forbrugerprogram Kontant har været i kontakt med otte kunder, der har mistet alt mellem 10.000 og 140.000 kr. i forbindelse med leasingaftaler gennem Kim Thyge Bjerg.

Leasingselskaber taber millioner

Flere store leasingselskaber er også blevet snydt. Selskaberne ønsker ikke deres navne frem, men de bekræfter, at de tilsammen har mistet over fire millioner kr.

De har blandt andet finansieret 15 biler, der aldrig blev leveret.

Kim Thyge Bjerg ses her på et ældre privat foto. (Foto: PRIVATFOTO)

Leasingselskaber og kunder indgiver anmeldelse til Sydøstjyllands Politi, der bekræfter, at de efterforsker sagerne.

- Vi har fået 46 anmeldelser mod selskaberne Find2Lease, Au2link og Supremeleasing, og vi vurderer umiddelbart, at forholdene falder ind under straffelovens paragraf vedrørende underslæb, siger Torben Rungstrøm Simonsen fra afdelingen for økonomisk kriminalitet ved Sydøstjyllands Politi.

Find2Lease, Au2link og Supremeleasing er alle ejet af Kim Thyge Bjerg eller hans hustru. Alle forurettede kunder og leasingselskaber pointerer dog, at de udelukkende har gjort forretninger med Kim Thyge Bjerg, og at det er ham, der er ansigtet udadtil.

Nu tror jeg faktisk på, at jeg får bilen

I december 2018 har Mathias Markus endnu ikke politianmeldt Kim Thyge Bjerg, da alt nu tilsyneladende falder på plads.

- Kim siger, han har en Audi A7 klar til mig og sender billeder af bilen. Han indregistrerer bilen i mit navn, og jeg får brev i e-boks, hvor der står, at en Audi A7 er indregistreret i mit navn. Så nu tror jeg faktisk på, at jeg får bilen, siger han.

Kim Thyge Bjerg indregistrerer bilen her i Mathias Markus' navn. (Foto: PRIVATFOTO)

Men Mathias Markus får aldrig bilen, og meget tyder på, at Kim Thyge Bjerg nu mærker jorden brænde under sig.

Kunderne og de leasingselskaber, der har finansieret bilerne, begynder at tale sammen, og Kim Thyge Bjerg skylder også penge til flere nære samarbejdspartnere, der har fået nok.

En af dem er Christian Jæger, der har transporteret biler for Kim Thyge Bjerg. Han har over 30.000 kr. til gode, som han rykker for igen og igen.

- Jeg er nede og slå i bordet, og han virker ydmyg og lover, at han nok skal få styr på det. Jeg skriver nogle gange til ham, for vi er ikke noget verdensfirma, og så mange penge gør ondt på os, siger Christian Jæger.

Men pengene kommer aldrig, og i løbet af et halvt år fra sommeren 2018 og frem til årsskiftet er bunken af ubetalte regninger og utilfredse kunder og leasingselskaber vokset så stor, at Kim Thyge Bjerg til sidst trækker stikket på det hele, slukker alle telefoner og går under jorden.

Forsvinder over natten

Ingen kan længere komme i kontakt med manden, der pakker familien og rømmer den lejede villa i Give over natten.

Udlejer Orla Andersen konstaterer først i januar 2019, at Kim Thyge Bjerg er væk. Han efterlader en gæld, der ifølge udlejeren er på mellem 60.000-70.000 kr. (Foto: Jens Kolding DR)

Rygterne siger, at familien måske er stukket af til det nordlige Italien, hvor de før har holdt ferie og angiveligt har et hus eller en lejlighed. Men andre rygter vil vide, at Kim Thyge Bjerg har slået sig ned på den spanske solkyst nær Malaga.

At turen er gået mod Sydeuropa, får Mathias Markus en kraftig indikation på midt i januar 2019, da han modtager en fartbøde fra tysk politi.

Her er Kim Thyge Bjerg fotograferet 19. december kl. 22.30 i en Audi A7 ved Köln. Den samme Audi, han få uger forinden har indregistreret i Mathias Markus' navn.

Mathias Markus modtager denne fartbøde fra tysk politi, da bilen, Kim Thyge Bjerg er stukket af i, er indregistreret i hans navn. (Foto: Jens Kolding DR)

- Da indser jeg, at den er helt gal. Jeg vidste, at bilen var indregistreret i mit navn, men jeg vidste ikke, at han havde stjålet bilen. For det er jo min bil, men det er Kim, der kører rundt i den, siger Mathias Markus.

Han opdager også, at Kim Thyge Bjerg har forfalsket hans underskrift over for det leasingselskab, der finansierede bilen.

Stor villa med skøn udsigt

Kontant modtager flere tip om, at Kim Thyge Bjerg er i Spanien, og pludselig kommer et tip med en konkret adresse i byen Mijas 30 km syd for Malaga.

Huset er tomt, da Kontant kommer frem, men naboerne i området bekræfter, at den danske familie har boet der i en længere periode, og flere fortæller, at de jævnligt har set Kim Thyge Bjerg i området.

Den mondæne villa med egen pool ligger på en skråning med en skøn udsigt, som billederne her viser.

  • Huset, der ligger øverst på skråningen, ses her nede fra byen. (Foto: Jens Kolding DR)
  • Huset ligger godt gemt af vejen bag et højt hegn og en gitterport. (Foto: Jens Kolding DR)
  • Kim Thyge Bjerg og hans familie har boet til leje i huset gennem længere tid. (Foto: Jens Kolding DR)
  • Fra huset er der udsigt over hele området med Middelhavet i baggrunden. (Foto: Jens Kolding DR)
1 / 4

Udlejeren, Joanne Hutchison Smith, fra Mijas Rentals and Sales bekræfter, at det er Kim Thyge Bjerg, der har lejet huset, men hun fortæller også, at han er stukket af fra det hele.

- Han forlod huset for et par dage siden, og han skylder penge for husleje, el og vand. Det er omkring 3.900 euro (knap 30.000 kr., red.), siger hun og oplyser, at Kim Thyge Bjerg skulle arbejde i butikscenteret Centro Nordico ikke langt fra Mijas.

Centeret huser flere kontorer og små forretningsdrivende med tilknytning til Danmark og Skandinavien. Her har Kim Thyge Bjerg i en periode lånt en kontorplads hos en ejendomsmægler, og flere i centeret har set ham handle biler på parkeringspladsen. Ejendomsmægleren bekræfter at have set Kim Thyge Bjerg køre rundt i en Audi A7.

Jeg hedder Kim Thyge Bjerg

Hvor den og alle de andre biler er i dag, ved kun Kim Thyge Bjerg. Han er også den eneste, der ved, hvor de mange penge fra kunder og leasingselskaber er henne.

Kontant har gentagne gange forsøgt at ringe og skrive til Kim Thyge Bjerg for at få hans kommentar til de mange beskyldninger og spørgsmål.

Ugerne går, og han vender ikke tilbage på de mange henvendelser.

Men pludselig ringer telefonen.

- Jeg ved, der er nogen, der leder efter mig. Jeg hedder Kim Thyge Bjerg, siger han.

Men manden, der angiveligt har svindlet kunder, samarbejdspartnere og store leasingselskaber for millioner, gør det kort efter klart, at han ikke har nogen intention om at forklare Kontant, hvad der er sket, og hvor penge og biler er blevet af.

- Jeg har ikke noget at sige af rigtig mange årsager og ønsker ikke at optræde. Jeg kender godt det program, og jeg ønsker ikke at deltage. Det danske retsvæsen skal afgøre det her og ikke et tv-program, lyder det kortfattet fra Kim Thyge Bjerg, før han afbryder forbindelsen.

Facebook
Twitter