Der bruges sølvpartikler i flere og flere hverdagsprodukter. Det viser en opgørelse fra Nanodatabasen, som DTU Miljø, Det Økologiske Råd og Forbrugerrådet Tænk står bag.
Ifølge kontaktperson på DTU Miljø, Steffen Foss Hansen, indeholder databasen produkter, hvor producenter eller forhandlere selv siger, at produktet indeholder nanosølv, og som man kan købe via nethandel i Danmark og EU.
Ifølge databasen var der 192 produkter i 2012, men 344 produkter i 2016.
Skærebrætter og madrasbeskyttere
Da databasen kun indeholder produkter, hvor sølvpartiklerne er i nanostørrelse, er antallet af produkter med sølv i, som kan købes i Danmark, sandsynligvis endnu større.
Kontant har eksempelvis fundet en række produkter i danske butikker med sølv i, som ikke var i nanopartikelform. Det gjaldt f.eks. et skærebræt fra ALDI og en madrasbeskytter fra JYSK samt tøj med indvævet sølv fra forskellige producenter.
Miljøstyrelsen fraråder antibakterielt sølv i hverdagen
Miljøstyrelsen fraråder brugen af sølv som antibakterielt middel i hverdagsprodukter, da brugen af dem på længere sigt kan skabe antibiotikaresistente bakterier og skade vandmiljøet.
Ifølge kontorchef Sonja Canger er der dog ikke noget problem i at bruge sølvsmykker og bestik og tallerkener af sølv.