Rikkes identitet misbrugt til at oprette falske webshops

Uskyldige mennesker ender med at stå som ejere af fupbutikker på nettet, fordi registreringen af domæner ikke er god nok

I jagten på svindlerne bag falske webshops stødte Kontant på navnet Rikke Laursen.

Det skete, da Jakob Illeborg forsøgte at købe et par sko på en side, hun står til at eje.

Derfor opsøgte han Rikke Laursen på hendes bopæl i Sydjylland for at få en forklaring.

- Det er ikke min hjemmeside, men der er nogen, der bruger mine oplysninger, og jeg har været ude for det før, sagde hun, da Kontant bankede på.

Ikke første gang

Det begyndte, da Rikke Laursen modtog et brev fra DK Hostmaster, der står for registreringen af alle domæner på danske hjemmesider. I brevet stod der, at Rikke Laursen stod registreret som ejer af et domæne til en dansk hjemmeside - et såkaldt.dk-domæne.

Siden blev hun kontaktet af en kvinde, der ligesom Kontant ville købe et par sko på siden.

- Jeg sagde, at det skulle hun lade være med, for det var en fupside.

Rikke Laursen kontaktede DK Hostmaster og fik slettet sit navn fra siden. Men svindlerne kørte videre med Rikkes oplysninger

- Der gik faktisk kun et par måneder, efter jeg havde fået slettet den hjemmeside, så var der oprettet en ny, fortæller hun.

Usikkert system

Problemet ligger i fremgangsmåden for registrering hos DK Hostmaster.

De sender et brev, der bekræfter, at modtageren ejer en dansk hjemmeside. Men modtageren skal ikke bekræfte, at han eller hun rent faktisk står bag siden.

Svindlerne gemmer sig altså bag uskyldige menneskers identitet, der misbruges til at oprettet de falske webbutikker.

Det system er ikke godt nok, mener Henrik Bjørner. Han er it-ekspert og har lavet et program, der kan afsløre falske webbutikker.

- Der burde være mere validering omkring selve navnet, så dem der står som ejere af de her forskellige sider, rent faktisk også er dem, de udgiver sig for at være.

DK Hostmaster skærper procedurer

Bestyrelsesformand i DK Hostmaster, Henrik Udsen, mener ikke, problemet er så stort, men beklager Rikke Laursens historie.

- Det lyder som en dum sag, og vi ærgrer os jo hver gang, der kommer en sag som den her. Så mange hører vi heldigvis ikke om, men de er der, og det er ærgerligt, siger han.

Henrik Udsen oplyser dog, at DK Hostmaster arbejder på et bedre system for verificering af de personer, der ønsker at oprette.dk-domæner.

- Skærpelsen af vores procedurer indebærer, at vi begynder at bede om NemID, når danskere identificerer sig, siger han.