Sådan udnytter datingsider forelskede mænd

Dybt private og personfølsomme oplysninger om mændene registreres og misbruges af kyniske operatører.

Bileder af smukke og tiltrækkende kvinder lokker mange mænd i fælden.

Danske mænd, der leder efter kærligheden, bliver udnyttet på datingsiderne Matchklub, Flirtmatch og Flirtklub.

Mændene tror, de chatter med reelle kvinder, men i den anden ende sidder en hær af såkaldte operatører.

De er ansat af firmaet bag datingsiderne og skriver det, mændene gerne vil høre.

Mændene drømmer om at mødes med de fiktive kvinder og bliver derfor ved med at sende beskeder, der koster 8-12 kr. stykket.

En af de mange operatører har givet DR's forbrugerprogram Kontant indsigt i sit arbejde.

Sådan opererer de

Her kan du se, hvordan han chatter med en dybt forelsket mand, og du kan se, hvordan bedrageriet er sat i system og alle informationer logges og deles med andre operatører.

Af hensyn til den pågældende mands privatliv er en række billeder og oplysninger sløret.

Operatøren logger ind på dating-platformen fra sin computer og får dette skærmbillede:

Her får han alle de informationer, han har brug for.

De forskellige elementer på skærmen forklares her:

Player: Den fiktive kvinde

Player er den fiktive kvinde, som den intetanende mand er forelsket i og tror, han chatter med.

Her får operatøren informationer om den fiktive kvinde, som han skal foregive at være. Han kan blandt andet se alder, beskæftigelse og stjernetegn.

Last 10 notes: Information om kvinden

Her kan operatøren se, hvad den fiktive kvinde tidligere har fortalt om sig selv, når "hun" har chattet med manden.

Andre operatører kan på den måde få en hurtig opdatering på den fiktive kvindes liv, hvis de skal overtage chatten med den forelskede mand.

Chatten: Samtalen mellem de to

Her kører tråden mellem playeren (den fiktive kvinde) og target (den forelskede mand).

Som det fremgår, er manden særdeles interesseret og forelsket i den kvinde, han tror, han chatter med.

Den fiktive kvinde er omvendt mere tilbageholdende og stiller ofte et spørgsmål, for at holde chatten kørende, og på den måde øge indtjeningen, da den forelskede mand betaler 8-12 kr. pr. besked.

Target: Den forelskede mand

Target - engelsk for målet - er den forelskede mand, som operatøren og firmaet bag datingsiderne tjener penge på.

Her ses de profiloplysninger, den forelskede mand har givet om sig selv, da han oprettede profilen. På den måde kan operatøren hurtigt se, hvem der er tale om.

Last 10 notes: Information om target

Her kan andre operatører holde sig opdateret på vigtige emner, som target har skrevet om, hvis de skal overtage chatten.

Som det fremgår, har den forelskede mand tidligere inviteret den fiktive kvinde på en rejse til Egypten og vil gerne vide, om hun vil med.

I logbogen er der desuden informationer om civilstand, familierelationer, rejser og hobby.

Ved du noget?

Har du viden om datingsiderne Matchclub, Flirtmatch og Flirtclub eller de personer, der er involveret i Boost Web Activities?

Det kan også være, du kender du til firmaerne DataEntry eller DKworkfromhome?

Ved du noget, så skriv til kontant@dr.dk eller send en besked på Facebook.

Din viden kan være afgørende.

Det er firmaet Boost Web Activities, der står bag siderne Matchklub, Flirtmatch og Flirtklub. Kontant har flere gange forsøgt at få Boost Web Activities i tale, men folkene bag firmaet vender ikke tilbage.

Firmaet DKworkfromhome, der står for at hyre de danske operatører, skriver i en mail, at de ikke ønsker at stille op til interview.

Men Kontant prøver alligevel, og Jakob Illeborg støder også på andre datingsider, der spiser kunderne af med falske profiler.

Se ”Kontant: Det store datingbedrag”

KONTAKT REDAKTIONEN

Format: PNG, JPG, PDF, DOC og DOCX.
Max. 5 MB