SE LISTEN: Ti cremer med parfumestoffer i

Se, hvor mange deklarationspligtige stoffer der er i de cremer, Kontant har købt.

Ifølge Videncenter for allergi er 150.000 danskere ramt af parfumeallergi, og som DR’s forbrugerprogram Kontant i dag kan fortælle, kan allergi have ganske alvorlige konsekvenser for de ramte.

Flere eksperter på området mener derfor, at lovgivningen bør strammes, for som det er i dag, er det i vid udstrækning industrien selv, der sætter grænserne for, hvor meget parfume der må tilsættes i en creme.

EU har dog indført en liste med 26 deklarationspligtige parfumestoffer, som producenterne skal skrive på ingredienslisten, hvis en creme indeholder mere end 10 mg/kg.

På den måde kan allergikere se, hvis der er et parfumestof i, de ikke kan tåle.

Men hvorfor tilsætter producenterne potentielt allergifremkaldende parfumestoffer?

Kontant har bedt toksikolog og medejer af mærkningsordningen Allergy Certified Ewa Daniél gennemgå ti tilfældigt udvalgte cremer. Her kan du se, hvor mange af de 26 parfumestoffer der er i hver creme og få producenternes svar.

1

Karmameju:

Creme: Velvet Face Cream 01, 50 ml

11 stoffer: Isoeugenol, Benzyl alcohol, Limonene, Linalool, Geraniol, Citral, Citronellol, Benzyl benzoate, Eugenol, Farnesol, Benzyl salicylate

Producentens svar:

De 26 duftallergener forekommer naturligt i stort set alle dufte fra naturen. Således vil de være i hudpleje med naturlige dufte, på samme måde som de også forekommer naturligt i vores fødevarer. Det er vigtigt at pointere, at de 26 deklarationspligtige allergener skal angives, for at allergikere kan se, at den potentielle allergene er i produktet. Mennesker kan udvikle allergi overfor stort set alt: tomater, peanuts, skaldyr, nødder, græs, støv, husdyr osv. - alligevel vælger forbrugere trygt at spise f.eks. potentielt livstruende nødder og at give dem til deres børn. Ligeledes fjernes de ikke fra supermarkedernes hylder.

2

Trilogy:

Creme: Line Smoothing Day Cream, 50 ml

9 stoffer: Benzyl alcohol, Benzyl salicylate, Citral, Citronellol, Coumarin, Limonene, Eugenol, Geraniol, Linalool

Producentens svar:

Vi fremstiller alle vores produkter i overensstemmelse med EU's kosmetiske retningslinjer, og vi tager produktsikkerhed meget seriøst. Derfor bruger vi kun 100% naturlige blandinger af æteriske olier og kun i små mængder. Der anvendes ingen syntetiske parfume i Trilogy-produkter. Vores sortiment til følsom hud er dermatologisk testet og godkendt til følsom hud og duftfri. Vores NATRUE Natural-certificering er beviset for, at vi er et ægte naturligt brand.

3

Green People:

Creme: Beauty Boost Skin Restore, 50 ml

8 stoffer: Benzyl salicylate, Farnesol, Citronellal, Benzyl Alcohol, Limonene, Linalool, Geraniol, Citral

Producentens svar:

Green People producerer mere end 25 kosmetiske produkter, der er helt duftfrie, som ikke indeholder parfume af nogen art. Alle disse produkter er tydeligt markeret som duftfri eller parfumefri, så folk, der har brug for eller ønsker at undgå sådanne ingredienser, let kan identificere dem.

Vi tilbyder også en række produkter fremstillet med æteriske olier, der bruges af de fleste af vores kunder, der foretrækker duftende kosmetik. Disse produkter tilbyder også den terapeutiske fordel ved disse naturlige olier. Beauty Boost Skin Restore falder inden for dette sortiment og er ikke en del af vores duftfri tilbud. I alle tilfælde, hvor vi bruger duftingredienser i et produkt, er ordet 'Aroma' inkluderet i ingredienslisten og efterfølges af en komplet liste over de plantematerialer, som parfume er fremstillet af.

4

Weleda:

Creme: Iris Hydrating Day Cream, 30 ml

6 stoffer: Limonene, Linalool, Citronellol, Geraniol, Citral, Eugenol

Producentens svar:

Vores produkter er sikre at bruge. Produktets sikkerhed evalueres, inden produktet bringes ind på det europæiske marked i en såkaldt sikkerhedsvurdering. I denne sikkerhedsvurdering tages der højde for koncentrationen af alle stoffer (inklusive alle duftingredienser) og den forventede anvendelse af produktet.

Vi bruger ikke disse duftingredienser som isolerede stoffer, men de er naturlige ingredienser i forskellige essentielle olier, vi bruger i vores dufte. Duftingredienserne er ikke forbudte, og de er ikke relevante for ikke-allergiske forbrugere, da de ikke har negativ påvirkning i de koncentrationer, de er tilsat i vores produkter.

5

REN:

Creme: Global Protection Day Cream, 50 ml

5 stoffer: Citral, Citronellol, Geraniol, Limonene, Linalool

Producentens svar:

Evercalm Global Protection Day Cream indeholder et minimalt niveau af duft for at øge fornøjelsen ved at bruge produkterne. Vi bruger kun 100% naturlig duft fremstillet af blandinger af æteriske olier og planteekstrakter.

Alle REN-formler testes dermatologisk inden lancering. Produkterne er produceret i overensstemmelse med de nuværende EU-regulativer og har været igennem en komplet sikkerhedsvurdering. Der er en enorm mængde lovgivning vedrørende ingredienser, og alle REN-produkter overholder denne lovgivning. Lovgivning kan dog ikke forhindre en situationen, hvor en person er allergisk over for en ingrediens, der er brugt i produktet i overensstemmelse med lovgivningen.

6

Caudalíe:

Creme: Firming Cashmere Cream, 50 ml

4 stoffer: Benzyl Alcohol, Linalool, Limonene, Coumarin

Producenten henviser til Kosmetik- og hygiejnebranchens generelle svar:

Kosmetik og personlige plejeprodukter skal være dokumenteret sikre at bruge, før produkterne må sælges i Danmark og EU. EU’s fælles kosmetiklovgivning stiller bl.a. krav til produkternes ingredienser, herunder brugen af såvel naturlig som syntetisk fremstillet parfume. Som forbruger har man valget mellem at købe kosmetik og plejeprodukter med eller uden parfume. Som hjælp til forbrugere med allergi er det et krav, at indholdet af parfume deklareres på produktet. Hvis man ønsker produkter uden parfume, skal man se på indholdsdeklarationen, hvor ordene ”parfum/fragrance” står, hvis produktet indeholder parfume.

7

Tromborg:

Creme: Anti-Aging Wrinkle Cream, 50 ml

4 stoffer: Limonene, Citral, Linalool, Geraniol

Producentens svar:

Vi deklarerer netop de stoffer, som er i vores produkter i overensstemmelse med gældende lovgivning. Vi anvender ikke stofferne som parfumestoffer, men som økologiske planteolier, hvor de deklarationspligtige indholdsstoffer naturligt indgår. Og vi anvender dem, fordi de har nogle gode virkninger på huden og så ovenikøbet dufter dejligt og har aromatherapeutisk effekt.

Vi har mere en 50 års viden på vores fabrik med hensyn til planteekstrakter/æteriske olier, som er det vi benytter i TROMBORG og har været 18 år på markedet. Vi benytter jo netop ikke syntetiske parfumer ej heller omskrevet til naturlig parfume, men derimod gennemtestede lave koncentrationer af planteekstrakter/æteriske olier.

8

Urtekram:

Creme: Nordic Birch Day Cream, 50 ml

3 stoffer: Citral, Citronellol, Linalool

Producenten henviser til Kosmetik- og hygiejnebranchens generelle svar:

Kosmetik og personlige plejeprodukter skal være dokumenteret sikre at bruge, før produkterne må sælges i Danmark og EU. EU’s fælles kosmetiklovgivning stiller bl.a. krav til produkternes ingredienser, herunder brugen af såvel naturlig som syntetisk fremstillet parfume. Som forbruger har man valget mellem at købe kosmetik og plejeprodukter med eller uden parfume. Som hjælp til forbrugere med allergi er det et krav, at indholdet af parfume deklareres på produktet. Hvis man ønsker produkter uden parfume, skal man se på indholdsdeklarationen, hvor ordene ”parfum/fragrance” står, hvis produktet indeholder parfume.

9

Origins:

Creme: GinZing Ultra-Hydrating Energy-Boosting Cream with Ginseng & Coffee, 50 ml

3 stoffer: Limonene, Linalool, Citral

Producentens svar:

Produktet er evalueret i overensstemmelse med internationalt anerkendte standarder. Duftingredienser er angivet på emballagen, så forbrugerne kan træffe et informeret valg. Vi arbejder flittigt for at sikre, at vores produkter overholder kravene i EU’s kosmetikforordning (herunder information om duftallergener på emballagen) og de, der er fremsat af andre statslige, lovgivningsmæssige og videnskabelige organer samt vores egne høje sikkerheds- og kvalitetssikringsstandarder. Vores grundige kontrolproces og information på vores emballage betyder, at vi er sikre på produktets sikkerhed, integritet og effektivitet.

10

Ecooking:

Creme: Dagcreme – til ansigtet, 50 ml

3 stoffer: Linalool, Geraniol, Limonene

Producentens svar:

Vi har valgt at lave størstedelen af vores produkter både med og uden duft – heriblandt vores Dagcreme. Det har vi gjort, fordi vi synes, det er vigtigt, at forbrugerne har valget og dermed ikke er tvunget til at tilvælge parfume for at bruge et givent produkt. På nuværende tidspunkt vælger 51 % af vores kunder vores Dagcreme med duft og 49 % uden, så der er stadigvæk en del forbrugere, der foretrækker duft. Alle de duftnoter vi bruger hos Ecooking er naturlige udtræk fra planter og blomster, også kaldet essentielle eller æteriske olier. Disse olier kan give allergi, såvel som at naturen kan give allergi. Når det er sagt, så indeholder vores Dagcreme med duft et meget lavt indhold af den naturlige essentielle olie.

Facebook
Twitter