Energiminister, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) er blevet så træt af snyd med tilskud til hulmursisolering, at ordningen nu lukkes ned.
- Jeg står på forbrugernes side i denne sag, og jeg vil ikke acceptere, at der er så omfattende sjusk og fejl, måske endda direkte fusk, med en ordning, hvor der både gives tilskud, og som koster husejerne penge, skriver ministeren i en pressemeddelelse i dag.
Lukningen af ordningen kommer efter Kontants afsløringer om misbrug af ordningen og en særkontrol fra Energitilskud.
Tilbage i januar afslørede Kontant, hvordan boligejere blev snydt og ikke fik isoleret hulmuren, som de betalte for. I marts viste en særkontrol fra Energistyrelsen fejl i seks ud af ti undersøgte sager, hvor der var forkert dokumentation, opmåling af det isolererede areal eller arbejdet ringe udført.
Og i juni kunne Kontant fortælle, hvordan over 700 huse havde fået isoleret en tom hulmur, selvom de var bygget efter 1972, hvor det kun i sjældne tilfælde var tilladt at bygge med en tom hulmur. Samtidig var tre garager mod reglerne fået tilskud til at isolere hulmure. I ti ud af ti huse, som en rådgivende ingeniør undersøgte for Kontant, var tilskud udbetalt forkert.
Samtidig kunne Kontant også fortælle, hvordan energiselskabernes kontrol af ordningen var mangelfuld.
Minister vil rydde op
Energistyrelsen har nu pålagt samtlige energiselskaber at foretage en intern kvalitetskontrol af indberetningerne i samtlige hulmursisoleringssager, som er indberettet i 2016.
-Vi skal have ryddet op i det her morads og have afdækket, om der er udbetalt tilskud på et forkert grundlag. Det er afgørende for tilliden til energispareindsatsen, at tilskuddene bliver givet på det rigtige grundlag, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
I april styrkede ministeren den generelle kontrol med hele energispareindsatsen ved at tilføre 115 mio. kr. til området frem mod 2021. Pengene går til op til 20 nye ansatte i Energistyrelsen og Energitilsynet, der bl.a. skal foretage stikprøvekontroller og gennemgå bilag for at komme problemerne til livs.
Energiselskabernes brancheorganisation bakker op om, at tilskud til hulmursisolering nu er fortid.
- Snyd er på ingen måder acceptabelt. Det er vigtigt, der kan være tillid til ordningen, som bidrager med milliardstore energibesparelser årligt, siger Kamilla Thingvad, afdelingschef i Dansk Energi.