Skattesvindel for millioner med eksport af brugte biler

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) erkender, at svindlen er vokset til et "uredeligt omfang".

Her forklarer Jakob Illeborg, hvordan der er svindlet med selvanmelderordningen.

Meget brugte biler til absurd høje priser lyder ikke umiddelbart som en god forretning.

Men de seneste 12 år har skruppelløse bileksportører udnyttet Skats selvanmelderordning og malket statskassen for millioner af kroner årligt ved eksport af de brugte biler.

Siden 2006 har eksportørerne selv kunnet fastsætte værdien af de biler, de eksporterer til udlandet. Jo mere en bil er værd, jo flere penge får eksportøren udbetalt af Skat i eksportgodtgørelse.

Nogle eksportører har derfor indkøbt brugte biler til eksport, skruet værdien voldsomt op over for Skat, og da der ingen nævneværdig kontrol har været, er eksportgodtgørelsen efterfølgende blevet udbetalt som en ren ekspeditionssag.

Alene i 2016 udbetalte Skat således 887 millioner kr. i eksportgodtgørelse. Samme år afslørede Skats egen stikprøve svindel for 35 millioner kr. Men stikprøven omfattede kun ti procent af de eksporterede biler. 90 procent af bilerne blev aldrig kontrolleret.

20 år gammel Saab sat til 75.000 kr.

DR’s forbrugerprogram Kontant har fundet tre af de biler, der aldrig blev kontrolleret. De er 20 år gamle og blev eksporteret til Tyskland i september 2016.

En af bilerne - en godt brugt Saab fra 1999, der har kørt 389.000 km - blev indberettet til en værdi på 75.000 kr. hos SKAT, og eksportøren fik derfor udbetalt 32.000 kr. i eksportgodtgørelse.

Kontant har fået bilen vurderet af to eksperter. Ifølge dem er bilens reelle værdi bare 21.500 kr. Det betyder, at eksportøren kun skulle have udbetalt 3.465 kr. i eksportgodtgørelse. Eksportøren har altså svindlet Skat for 28.500 kr. på én enkelt bil.

Samlet har Skat udbetalt 79.000 kr. i eksportgodtgørelse for de tre biler, hvor eksportøren kun skulle have 8.000 kr. udbetalt.

Den pågældende eksportør er siden blevet afsløret i ulovlig høj værdifastsættelse og snyd med eksportgodtgørelser på over 100 biler. Sagen er under behandling, og eksportøren skylder Skat 600.000 kr.

Der mangler en ordentlig kontrol

Før 2006 blev alle biler, der skulle eksporteres, kontrolleret af Skats egne vurderingsmænd.

Dengang lå eksporten på ca. 4.500 biler om året.

Men da Skat afskaffede vurderingsmændene og indførte selvanmelderordningen, eksploderede antallet eksporterede biler til 30.000 i 2006 og 63.000 biler i 2007. En fjortendobling på bare to år. Antallet har de seneste år ligget på ca. 39.000 biler.

Den voldsomme vækst i eksporten af brugte biler og dermed udbetaling af eksportgodtgørelser fik imidlertid ikke Skat til at genindføre kontrollen på området.

Det undrer Kurt Nielsen, der var vurderingsmand i Skat og siden blev formand for Motorankenævnet i Midtjylland. Han forstår ikke, hvorfor kontrolfunktionen blev afskaffet, og selvanmelderordningen indført i 2006.

- Hvis man selv vurderer standen og angiver værdien, og ingen vil se bilen alligevel - andet end ved nogle ganske få stikprøver - så ved Skat jo ingenting, siger Kurt Nielsen.

Han fortæller blandt andet om en sag, hvor en håndfuld eksportører snød med værdisætningen af 1.200 biler. Ifølge Kurt Nielsen fik eksportørerne blot en efterregning, og så blev sagen lukket.

Han efterlyser en bedre og mere systematisk kontrol med eksporten af brugte biler.

- Selvanmelderordningen kan ikke stå alene. Den skal kontrolleres. Hvis man ikke gør det, kan selvanmelderne skrive, hvad de vil, siger Kurt Nielsen.

Minister: Svindlen har nået et uredeligt omfang

Kontant har forelagt sagen for skatteminister Karsten Lauritzen (V), som erkender, at der er brug for skrappere kontrol.

- Når man har en ordning, hvor folk selv skal angive en værdi, er der risiko for, at nogen svindler, og meget tyder på, at svindlen her er vokset til et uredeligt omfang, og derfor ønsker jeg også at gribe ind og rette op på de problemer, der måtte være med selvanmelderordningen, siger ministeren.

Han afviser imidlertid, at flere stikprøver ville afsløre markant mere svindel.

- Når man kun har kontrolleret ti procent, er det fordi mange af dem, der bruger ordningen, er store anerkendte bilfirmaer, hvor der ikke er tegn på svindel. Derfor er man gået efter de brodne kar, og man har heldigvis fanget mange af dem, siger Karsten Lauritzen.

Han vil nu bede Motorstyrelsen om en redegørelse for ordningen, og på baggrund af den vil han tage stilling til, hvad der skal ske.

- Så må vi se på, om vi fortsat skal have den ordning. Jeg håber og tror, at dem der svindler får væsentligt sværere ved det fremover, siger han.

FacebookTwitter