Snydt for ferie: Privat udlejer snørede kunder med lækkert sommerhus

Manden snød mere end 20 ferieklare familier, da han lejede sommerhus ud igen og igen i de samme uger.

Ifølge Jakob Clint Leslie var der både trampolin, cykler og havkajak i sommerhuset, og Peter Berg og familien så frem til en uges ferie i Nordsjælland.

Hos familien Berg i Horsens var taskerne pakket og familien klar til afgang, da årets ferieplaner pludselig tog en skuffende drejning.

Peter Berg havde sammen med sin kone og to børn lejet et sommerhus i Nordsjælland i uge 30. Stedet havde de fundet gennem Facebook, hvor de skrev et opslag i en gruppe for privat udlejning af sommerhuse. Det fik en mandlig udlejer til at henvende sig.

- Hej Peter. Vi har vores sommerhus ledigt i perioden. Det ligger i Hornbæk i Nordsjælland, tæt på strand og skov. Stor have med masser af plads og med trampolin, havkajak og cykler, skrev udlejeren.

Han medsendte billeder af huset og haven, og familien fik så godt et indtryk, at de besluttede sig for at slå til.

- Jeg ringer og snakker med ham, og han lyder meget venlig og imødekommende. Han har et specielt navn, så jeg søger på Google og Facebook for at se, om der dukker noget op om ham. Det gør der ikke, så vi overfører halvdelen af beløbet, fortæller Peter Berg.

Aflyste i sidste øjeblik

Udlejeren hedder Jakob Clint Leslie, men går også under navnet Jacob Leslie Edelskov. Dagen inden familien skal på ferie, ringer han med dårlige nyheder.

- Han siger, han er blevet brændt af på det sommerhus, han selv har lejet. Derfor kan han ikke leje sit eget sommerhus ud, forklarer Peter Berg, som må fortælle sin familie, at de ikke kommer på ferie alligevel.

Peter Berg havde på forhånd betalt i alt 5.000 kroner for leje af sommerhuset via MobilePay. Da bookingen bliver aflyst, kontakter han udlejeren for at få sine penge tilbage.

- Han lover, at jeg får mine penge tilbage, men han siger, jeg skal lade være med at chikanere ham mere eller skrive til ham, for han er uforskyldt i den situation, han er kommet i. Han synes faktisk, han er offer i den her situation, fortæller Peter Berg.

Mange familier i samme båd

Men det viser sig, at familien fra Horsens langt fra er de eneste, der måtte se langt efter sommerhuset.

Kort efter aflysningen kommer familien i kontakt med en kvinde, som også har lejet sommerhuset af Jacob Clint Leslie. Kvinden henviser familien til en facebookgruppe med 25 andre personer, som har lejet selvsamme Hornbæk-sommerhus i uge 29 og 30.

- Det er bare løgn, tænker jeg. Man sidder og er træt af, at man har dummet sig og føler, at man har ødelagt ferien for sin familie. Han har ingen skrupler. Han er totalt ligeglad, siger Peter Berg.

Udlejer: Der er sket nogle fejl

DR’s forbrugermagasin Kontant har talt med Jacob Clint Leslie for at få svar på, hvorfor han har udlejet sommerhuset til flere familier på samme tid.

- Der er sket nogle fejl, som jeg også har indrømmet og er ked af. Efterfølgende er mit liv blevet helt kaotisk. Jeg er blevet smidt ud og har ikke noget sted at bo. Jeg er i gang med at gøre bod og bedring på alle tingene. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at gøre det godt igen for alle, siger han.

Handler det om at betale folk deres penge tilbage?

- Ja, med tiden gør det. Jeg har jo betalt rigtig mange af dem tilbage.

Nordsjællands Politi siger, at de efterforsker omkring 20 sager lige nu.

- Det er jo langt fra 20, der ikke har fået deres penge. I resten er der sket nogle fejl, og det er ikke lavet ordentligt. Det er vildt beklageligt.

Hvad mener du med fejl?

- Der er sket nogle fejl med udlejningen. Noget af det er min skyld, og noget er ikke. Det er blandet sammen i én stor pærevælling. Det er rigtig beklageligt og ikke gjort bevidst.

Hvad er det for nogle fejl?

- Kludder med kalenderne og sådan noget, afslutter Jacob Clint Leslie.

Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi har efterfølgende tiltalt Jacob Clint Leslie for svindel i 45 sager, hvoraf de 20 handler om sommerhusudlejning.

Peter Berg og familien har fået 1.000 kroner tilbage, men mangler fortsat de resterende 4.000 kroner, og oplevelsen har sat sine spor.

- Jeg er blevet meget mistænksom. Min tillid til andre mennesker har lidt et knæk, siger han.