Snydt på nettet: Bodil købte et par sko og mistede over 700 kroner

Kontant undersøger fupbutikker på danske hjemmesider som den, hvor Bodil Holck købte et par sko, hun aldrig fik

- Jeg er så irriteret over hjemmesider, der snyder folk, og så er jeg lidt irriteret på mig selv, fordi jeg ikke opdagede det.

Bodil Holck har god grund til at være irriteret. Hun ville købe sig et par sko, men endte med at blive snydt for over 700 kr.

Som så mange andre danskere gør hun jævnligt sine indkøb på nettet. Denne gang ville hun gerne have et par mørkeblå sko af mærket Ara, så hun søgte efter dem på Google og fandt frem til hjemmesiden arasko.dk.

Blev først mistænksom dagen efter

Siden sluttede på.dk og lå altså på et dansk domæne, og der var intet, der vækkede mistanke ved første øjekast, så Bodil Holck fandt de sko, hun godt kunne tænke sig.

- De var i min størrelse, prisen passede med, hvad de kostede i forretningen, og så bestilte jeg dem.

Det var ikke før dagen efter, Bodil Holck blev mistænksom, da der tikkede en SMS ind på telefonen.

- Der stod, at der var trukket 717,47 kr., men skoene kostede noget med 636 kroner. Jeg tænkte, at det var et underligt beløb, og modtageren af det her beløb lød os meget mærkeligt.

Modtageren var anført som Lianyin*Ornamentss. Det lød ikke ligefrem dansk og sammenholdt med det fejlagtige beløb, der var trukket fra hendes konto, var Bodil Holck ikke længere i tvivl. Hun var blevet fuppet.

Skulle have set bedre efter

I dag ærgrer det hende, at hun ikke tog sig bedre tid til at undersøge arasko.dk. For selv om alt umiddelbart så fint ud med dansk domæne og fine billeder, var der alligevel nogle ting, der undrede ved nærmere eftersyn.

Teksten på siden vekslede mellem dansk og engelsk, priserne var ikke afrundede – et par sko blev for eksempel solgt til 955,43 kr. og teksten på siden ’Kontakt os’ gav ikke mening.

Alt sammen tegn på at det var en falsk netbutik.

Bodil Holck modtog senere et par alt for små sko i dårlig kvalitet fra et ukendt mærke. Hun har siden forsøgt at få sine penge retur, men uden held.

- Jeg fik jo aldrig de sko, jeg havde betalt for, og beløbet var selvfølgelig hævet, det er jo klart.

Bodil Holck er en af mange forbrugere, der er blevet snydt på falske webshops på danske domæner. Kontant har set nærmere på fænomenet og undersøger, hvad myndighederne gør for at stoppe svindlerne. Se programmet ”Fupbutikker på nettet”