Da Stein Ole Kjær mødte Kasper Petersen første gang tilbage i 2015, fik han et godt førstehåndsindtryk af den danske mand.
- Jeg må indrømme, at Kasper Petersen præsenterede sig på en hyggelig og ligetil facon. Der var ingen grund til at fatte mistanke om, at der var noget galt, siger den midaldrende nordmand, da Kontant møder ham i hans hjemby Hamar nord for Oslo.
Stein Ole Kjær havde derfor ingen betænkeligheder ved at leje en lejlighed ud til danskeren, der havde fået arbejde i den lille by.
Forsvandt i ly af natten
I dag ved han bedre. Det viste sig nemlig snart, at Kasper Petersen var bedre til at indgå en aftale end til at overholde den. Huslejen blev ikke betalt, så Stein Ole Kjær ville have en forklaring.
- Jeg gik op for at snakke med ham, og da fortalte han, at han ville ordne det dagen efter, og så ville alt være i orden. Da jeg kom ud dagen efter, var begge biler borte, lejligheden var tømt, og han var væk.
Kasper Petersen efterlod en beskidt lejlighed og Stein Ole Kjær kunne nu gøre regningen op for sit møde med danskeren.
- Vores udgifter lander et sted mellem 20.000 og 25.000 kr., når vi medregner tab for den husleje, han ikke betalte, den tre måneders opsigelsesperiode, der stod i kontrakten, rengøring af lejligheden og en ny seng.
Folk rykker for deres penge
Stein Ole Kjær har siden fundet ud af, at han langt fra er den eneste, der har penge i klemme hos Kasper Petersen, og det kan Kontant bekræfte. Jakob Illeborg har fulgt sporet efter Kasper Petersen. Det fører fra Danmark over Norge til Sverige, og vi har også talt med kilder i Grønland.
I alle fire lande møder vi folk, der er stødt på Kasper Petersen, og de har ikke meget godt at sige om danskeren.
Undervejs taler Jakob Illeborg løbende med Kasper Petersen selv over telefonen. Også om lejemålet hos Stein Ole Kjær. Kasper Petersen mener ikke, han havde andet valg.
- Når jeg bliver fyret, kan jeg ikke gøre andet end at pakke mine ting og køre, siger han.
Han mener heller ikke, han skylder Stein Ole Kjær så meget, som nordmanden siger, men Kasper Petersen medgiver, at det kniber med betalingen.
- Jeg får jo ikke betalt det hele tilbage hen over natten. Det får jeg desværre ikke, og folk de rykker jo, indtil de har fået alle deres penge, så det er jeg jo nødt til at leve med, indtil jeg har fået gjort alting op, forklarer han.