Stødfarligt legetøj solgt i massevis i Bilka

Kontant afslører fejl i opladerne til Bilkas ultrapopulære segboards. Fejlen betyder, at man kan risikere at få stød.

Eksempel på en Bilka-reklame for de populære Segboards. (© dr)

- Det er en simpel lille fejl, men det kan være ganske farligt, siger Kim Boll.

Han er el-ekspert og har testet to segboards fra Bilka for forbrugerprogrammet Kontant.

- Der simpelthen ikke isolering nok imellem 230 volt og vores lavspænding ud til batteriet, forklarer han.

- Det betyder, at du kan risikere at få et rap over nallerne, og i værste fald kan man dø af det, siger Kim Boll.

Bilka stoppede salg

Bilka stoppede salget af deres segboards i starten af februar. I den forbindelse skrev de på deres hjemmeside, at der ikke er noget, der tyder på, at der er problemer med de boards, som de har solgt:

- Men for at være helt på den sikre side, har vi valgt at pause salget, mens produkterne undersøges, skrev Bilka på deres hjemmeside.

Testen af deres boards er stadig ikke færdig, men ifølge Bilkas hjemmeside, så viser de foreløbige resultater ikke, at deres boards er så farlige, at de skal trækkes tilbage:

- Men skulle der efter endt tests være mangler på vores boards, vil vi i tæt samarbejde med Arbejdstilsynet finde den bedste løsning til vores kunder, står der.

Pressechef i Dansk Supermarked, Mads Hvitved Grand, uddyber overfor Kontant:

- Vi har involveret myndighederne i det her og foranstaltet en test på et akkrediteret institut og forelagt resultaterne for Arbejdstilsynet, og de vurderer, at der ikke er alvorlige fejl ved den her strømforsyning.

Mangler også CE-mærke

Tidligere i år fortalte Kontant, hvordan segboards i udlandet havde været årsag til voldsomme brandulykker.

Det fik en hel det danske forbrugere til tasterne. Kontant blev især kontaktet af nervøse Bilka-kunder, der ikke kunne finde et CE-mærke på det segboard, som de havde købt i Bilka. Ligesom der også var mange, der skrev direkte til Bilka på Facebook.

- Hej, ligesom andre så har vi også købt et segbaord hos jer til vores søn. Jeg hæfter mig ved i programmet Kontant, at der blev nævnt, at ikke kun kassen skal have et CE-mærke, men også varen. Det kan jeg så se, at der ikke er. Hvad gør I her? Spørger Morten Vangsted på Bilkas facebookside tilbage i januar.

Laura Gudjonsson er en anden Bilka-kunde, der også er nervøs for det manglende CE-mærke på det segboard fra Bilka, som hun har købt til sine to sønner. Derfor kontakter hun Bilka:

- Så fik jeg at vide at det skulle enten være på selve batteriet eller på opladeren, og så fandt jeg det på opladeren, siger hun til Kontant.

Men den besked er ikke rigtig, siger Kim Boll:

- Vi skal have CE-mærke på selve produktet, og der skal ikke kun CE-mærke på, der skal faktisk også stå, hvem der er fabrikant eller importøren af produktet plus et par andre små-mærker. Så det er ikke helt korrekt, konkluderer han.

Manglende CE-mærke var en svipser

Pressechef i Dansk Supermarked Mads Hvitved Grand understreger, at alle de segboards, der er blevet solgt, er CE-mærke godkendte, og lever op til den godkendelse:

- Men vi har kunnet konstatere, at der i en af sendingerne har været nogle boards, som ikke på selve boarded, har båret det her CE-mærke, og det skal de have.

Så der var en svipser?

- Ja, det må vi sige, siger Mads Hvitved Grand til Kontant.

Fejlagtig batterirapport

Før Bilka stoppede salget af deres segboards, skriver de til deres kunder på facebook, at batteriet på deres segboards er sikkerhedstestet og godkendt, og at testrapporten kan rekvireres i deres varehuse.

Kontant har fået el-ekspert Kim Boll til at undersøge testrapporten, og han finder flere fejl:

- I rapporten er der billeder af, hvordan der ser ud inde i batteriparken. Farven matcher nogenlunde, men når vi kigger på det lille printkort, der skulle sidde derinde, så kan vi faktisk se at det ser helt anderledes ud, forklarer han.

- En anden ting er, at det heller ikke har ligeså meget energi i, som der står udenpå. Der er ca. 4000 miliampere timer, men der står altså i rapporten, at der er 5800 miliampere timer i.

I en mail til Kontant skriver Bilka:

- Vi er blevet oplyst, at batteriet i et af de boards, vi og en række andre danske forhandlere har solgt, har en anden ydeevne end beskrevet. Vi har naturligvis gjort vores danske leverandør opmærksom herpå, og leverandøren undersøger derfor batterier i det pågældende board solgt til os og en række andre danske forhandlere.

Bilka tager dit board retur

Hvis der er Bilka-kunder eller andre kunder fra Dansk Supermarked, der er nervøse for at bruge deres board, så kan man returnere det og få pengene tilbage.

Se Kontant-udsendelsen her eller tip redaktionen på kontant@dr.dk