Svindel med dyr elektronik: Skjult GPS afslører hvor ure, telefoner og kameraer ender

Bagmændene lokker ofrene i fælden med dækadresser og forfalskede bankoplysninger.

Masser af varer skifter hver dag hænder via online handelssider som DBA, Gul & Gratis og Marketplace. Og med rig mulighed for at sende varer og overføre penge elektronisk er der ikke længere behov for at mødes fysisk, når en handel skal afsluttes. Det hele klares online, men det har samtidig banet vejen for omfattende svindel og bedrag.

Stine Lund Nielsen og hendes datter går lige i fælden, da de i foråret sætter datterens Apple Watch til salg på DBA. De bliver udsat for et udspekuleret svindelnummer, der er så velorkestreret, at Stine Lund Nielsen først opdager det, da det er for sent.

- Jeg kan ikke se, hvordan jeg kunne have opdaget det her. Det er så sindssygt godt spundet sammen, siger Stine Lund Nielsen, der i første omgang bliver kontaktet af en mand, der gerne vil købe uret.

- På hans profil står der, at han hedder Steve G., og at han er bosat på en adresse i Brønshøj, fortæller Stine Lund Nielsen.

De aftaler en pris 547 euro eller lidt over 4.000 kroner for det ubrugte Apple Watch, men manden beder om at få uret sendt til England, hvilket Stine Lund Nielsen dog ikke ser noget problem i.

- Han må jo opholde sig, hvor end han vil, hvis han er villig til at betale forsendelsen. Han kunne jo være i England af mange årsager, siger hun.

Dobbelttjekker banken

Stine Lund Nielsen har ikke tidligere handlet med folk i udlandet, men Steve foreslår, at hans bank, Cynergy Bank, kan overføre pengene, når hun har sendt pakken.

- Han skriver, at han kontakter banken med det samme, og et øjeblik efter får jeg en mail fra Cynergy Bank. Der står, at de har været i kontakt med Steve, og han har bedt dem om at håndtere handlen. De har trukket de 547 euro og beholder dem som depositum, indtil jeg fremlægger et bevis for, at jeg har sendt pakken, fortæller Stine Lund Nielsen.

Hun skriver selv til banken for at dobbelttjekke, at Steve er kunde hos dem.

- Samme dag får jeg en mail fra Cynergy Bank, hvor der står, at de kan konfirmere, at det her er rigtigt, og de gerne vil kendes ved Steve, fortæller hun.

Svindlen foregår i flere lande

Stine Lund Nielsen går direkte på posthuset og sender pakken til Steven Gaukroger, som er mandens fulde navn.

Hun modtager bare aldrig pengene fra Cynergy Bank, men svindelnummeret stopper ikke her.

Nu skriver banken, at de ved en fejl har trukket for mange penge fra Steves konto.

Stine Lund Nielsen opdager først, at hun er blevet svindlet, da det er for sent.

- De 540 euro er blevet til 940 euro - altså 400 euro for meget, og de 400 euro vil banken gerne have, at jeg tilbagebetaler, fortæller Stine Lund Nielsen, som dog er blevet mistænksom og undlader at sende pengene.

Indtil nu har hun troet, at hun kommunikerer med den rigtige Cynergy Bank, men det viser sig, at de mails, hun har modtaget, i virkeligheden er falske og konstrueret af bagmændene.

DR’s forbrugerprogram Kontant har fået flere henvendelser fra danskere, der er blevet svindlet på lignende måder, og det viser sig, at Steven Gaukroger har svindlet folk på flere online markedspladser i både Danmark, Sverige, Holland og Belgien og med mange forskellige navne.

Ofrene bliver kontaktet af enten Brittany Gaukroger, David Philip, Eric G. Steven, Elizabeth Gaukroger, GD Stephen eller Steve G. Men pakkerne skal altid sendes til samme modtager: Steven Gaukroger, Derwent Road 5 i byen Lytham St. Annes nær Blackpool i England.

GPS skjult i kamerataske

Kontant sætter nu et Canon-kamera til salg på DBA for at se, om Steven Gaukroger stadig er aktiv, og der går ikke længe, før en interesseret køber melder sig. Han kalder sig Simth J. og vil høre, om varen kan sendes til England?

Da svaret er ja, sender han straks adressen: Derwent Road 5, Lytham St. Annes, England.

Alt tyder altså på, at Steven Gaukroger har bidt på krogen. Vi finder et gammelt kamera og syer en GPS ind i kameratasken for at kunne spore ruten og sender pakken af sted.

Udnytter en hjerneskadet mand

Det er dog ikke kun kameraet, Kontant sender til England. Jacob Kragelund følger efter for at opklare, hvad det er, der foregår på Derwent Road, og hvem Steven Gaukroger er.

Lytham St. Annes er en mindre by på den engelske vestkyst ud til Det irske hav. Og Derwent Road ligger i et klassisk, britisk arbejderkvarter med små rækkehuse på rad og række. Det ligner ikke umiddelbart en central for organiseret svindel med dyr elektronik, men da Steven Gaukroger åbner døren, bekræfter han, at det er ham, der har modtaget pakkerne som led i svindelnummeret.

Han fortæller noget overraskende, at han selv er offer og en brik i de virkelige bagmænds plan.

Det viser sig, at en udenlandsk kvinde har lokket Steven Gaukroger til at modtage og videresende pakker, og han har tilsyneladende ikke fået penge for opgaven.

- Jeg mødte hende på nettet, og hun udnyttede mig. Jeg har aldrig mødt hende, men der kommer masser af pakker – hundredvis, fortæller Steven Gaukroger.

Han har taget imod pakkerne, som siden blev afhentet og sendt videre til en adresse ved London. Alt sammen for at hjælpe en kvinde, han troede var en god veninde.

Under samtalen med Jacob Kragelund kontakter Gaukroger politiet, som bekræfter hans historie. Han fortæller selv, at han har en hjerneskade. Han er mentalt handicappet og har formentlig været et nemt offer for bagmændene.

Kamera fortsætter til Afrika

Men hvor er kameraet? GPS-signalet afslører, at pakken er fortsat til London, præcis som Steven Gaukroger forklarer. Herfra går turen til Liége i Belgien og næste stop er Lagos i Nigeria.

Fra lufthavnen i Lagos fortsætter kameraet ud på en lokal markedsplads, hvor det ligger, indtil GPS-signalet pludselig ophører.

I en globaliseret verden kan en svindler altså lige så vel sidde i Nigeria som i Næstved, og let omsættelige varer som telefoner, kameraer og ure fra Danmark ender på markeder i Afrika ved de organiserede svindleres mellemkomst.

Børn og unge gør karriere i svindel

Kontant har bedt chefen for it-sikkerhedsorganisationen DKCERT, Henrik Larsen, se på sagen. Han er ikke overrasket over, at sporet fører til Nigeria.

- Det er et meget stort land med en ganske veluddannet befolkning og et lavt indkomstniveau, og derfor er fristelsen til at slå sig på svindel stor. Det ser vi en række steder i verden, og Nigeria er et stort og hurtigtvoksende land med en meget stor befolkning, forklarer han.

Henrik Larsen har også lyttet til en telefonoptagelse med en af bagmændene, der udgiver sig for at være Steven Gaukroger.

- Det lyder som en mand et sted i Vestafrika eller Afrika. Et sted syd for Sahara i hvert fald. Jeg har faktisk en medarbejder, der har nigeriansk baggrund, og han mener, at det er den sydlige del af Nigeria, vi taler om, siger han.

Og svindel er tilsyneladende en oplagt karrierevej i Nigeria. Det bekræfter Merel van’t Wout, der er antropolog og har forsket i internetsvindel i Vestafrika, hvor hun også har boet.

- Der er så mange drenge og unge mænd involveret i internetsvindel i dag, og det griber virkelig om sig. Der er unge drenge ned til 12 år, som går i skole om dagen, men om aftenen kan du finde dem på internetcaféerne. Der er også folk med fast arbejde og ansatte i staten, der svindler i fritiden, forklarer hun.

Ifølge Merel van’t Wout ser især unge mænd svindel og bedrageri som en oplagt karrierevej.

- Før havde de en drøm om at blive professionelle fodboldspillere og få en kontrakt på et europæisk hold. Men i dag ser mange unge mænd i stigende grad fup og svindel som en vej ud af fattigdom, fortæller hun.

Send ikke varen til udlandet

Hos DBA erkender kundeservicechef Lene Kristensen, at de har en udfordring med den organiserede svindel.

- Vi lukker 10-15 profiler om ugen med de her svindlere, der prøver at kontakte vores sælgere. De kontakter ofte mange på kort tid, så det er noget, vi kigger på i forbindelse med adfærd; den måde man agerer på, og hvor mange man kontakter inden for kort tid. Det er et vedholdende problem, fordi de er meget kreative i deres svindel, og de fortsætter, så vi er meget opmærksomme på at få lukket dem ned, siger hun.

Henrik Larsen fra DKCERT har følgende gode råd til at undgå svindlernes fælder:

- Bliv på den handelsplads, du er på. Handler vi på DBA, bliver vi der, vi går ikke over på WhatsApp eller bruger en anden kanal til at tale. Send ikke varen til udlandet - det er i hvert fald politiets råd - så sørg for at handle med nogen herhjemme. Selvfølgelig foregår der også svindel i Danmark og mellem danskere, men i væsentligt mindre grad. Og så skal man følge sin mavefornemmelse; hvis der er noget, der virker forkert undervejs, så stop handlen med det samme, siger Henrik Larsen.

FacebookTwitter