Svindel med registreringsafgift ved bilimport

Efter afsløring af svindel ved eksport af brugte biler, viser det sig nu, at der også svindles for millioner ved import.

Statskassen er gennem flere år gået glip af minimum 40 mio. kr., fordi danske autoforhandlere har svindlet med registreringsafgiften på importerede, brugte biler. Det dokumenterer tal fra Motorstyrelsen.

Svindlen er sket ved det toldsyn, bilerne gennemgår, når de kommer ind i landet.

Ved toldsynet kategoriseres en bil som ”middel”, ”under middel” eller ”over middel”. Er bilen ”under middel”, skal forhandleren betale fem procent mindre i registreringsafgift. Det giver en besparelse på mellem 5.000 og 20.000 kr. alt efter bilens værdi.

Og som DR’s forbrugerprogram Kontant i dag kan afsløre, bliver mistænkeligt mange biler toldsynet ”under middel”.

I 2018 blev 7.000 biler toldsynet ”under middel”. Det svarer til knap 20 pct., og det er alt for mange, lyder vurderingen i Motorstyrelsen under Skat.

- Da jeg så det tal, tænkte jeg også, at det så underligt ud. Der burde ikke være ret mange biler under middel. Langt de fleste køretøjer, vil jeg forvente, ligger i den kategori, der hedder ”middel”, siger direktør i Motorstyrelsen Jens Otto Størup.

Synshal toldsyner 68 procent ”under middel”

Kontant har fundet flere biler, der er toldsynet ”under middel”, men ikke burde være det, da de er i noget nær perfekt stand.

Bilerne er købt hos forhandleren Midtjysk Automobiler, og toldsynet er sket hos Dekra biler i Silkeborg. Det viser sig, at det er den synshal, der laver flest toldsyn i hele landet.

I 2018 lavede synshallen eksempelvis 1828 toldsyn. Af dem blev 1238 biler synet til ”under middel”. Det svarer til hele 68 pct.

Hverken Midtjysk Automobiler eller Dekra Biler i Silkeborg ønsker at stille op til interview. Direktøren for Midtjysk Automobiler afviser, at de skulle have en aftale med Dekra Biler om at syne biler ”under middel”. Det samme afviser Dekra Biler, og finansdirektør i Dekra Danmark Bo Bay Hougaard skriver i en mail til Kontant, at Dekra følger myndighedernes synsvejledning nøje, og at Færdselsstyrelsen desuden har givet Dekra Biler i Silkeborg en elite-smiley.

Men hos Motorstyrelsen studser man over, at så mange biler vurderes til ”under middel”.

- Jeg kan ikke stå og sige, at der bliver snydt og svindlet, for det skal jeg kunne bevise, men jeg kan undre mig over, at der skulle være så mange flere køretøjer i enkelte synshaller, der ligger under middel, siger Jens Otto Størup.

Minimal kontrol

Som det er i dag, kontrollerer Motorstyrelsen to pct. af de brugte biler, der kommer til landet. Det er ved den kontrol, der er afsløret omfattende svindel de seneste tre år:

2016: Svindel for 19 mio. kr.

2017: Svindel for 10 mio. kr.

2018: Svindel for 11 mio. kr.

Spørgsmålet er nu, hvor meget der er svindlet for med de resterende 98 pct. af de importerede biler? Det ved ingen, og Jens Otto Størup erkender, at kontrollen har været minimal.

- På det her område med import af køretøjer, har vi ikke haft en særlig omfattende kontrol. Det kommer vi til at lave meget mere af. Vi har fået tilført ressourcer til at øge kontrollen fra to til ti procent. Og vi kommer til at oprette specialsynshaller til toldsyn, siger han.

Minister: Stor gevinst ved at svindle

Da Kontant i efteråret afslørede svindel med eksport af brugte biler, endte det med at skatteminister Karsten Lauritzen (V) lukkede den ordning. Så langt vil ministeren ikke gå denne gang.

- Vi femdobler indsatsen fra to til ti procent, og hvis det viser sig, at der er systematisk svindel, er jeg også klar til at gøre mere, men det har jeg ikke konkret viden om er tilfældet i dag, og derfor er jeg heller ikke villig til at ændre importordningen, ligesom vi har ændret eksportordningen, siger han.

Karsten Lauritzen (V) mener, at det reelle problem er de høje afgifter, der ifølge ham er en invitation til svindel.

- Når man har en registreringsafgift, der i nogle tilfælde er langt over 100 pct., er der en stor gevinst ved at svindle. Det er derfor, den her regering har sænket registreringsafgiften tre gange, og det ville være fornuftigt at sænke den yderligere, siger ministeren.

Sagen med brugte importbiler er endnu en i rækken af dårlige sager for Skat. Oprydningen er i gang, men det tager tid, forklarer Karsten Lauritzen (V).

- Der har været en masse problemer på skatteområdet, hvor vi har investeret en masse penge og ansat en masse medarbejdere. Så har der været andre områder, hvor kontrollen har været svag, og det er der så nogle svindlere, der har udnyttet, og dem kommer vi efter. Jeg ville ønske, vi kunne gøre det hele på samme tid, men det har ikke været muligt, siger ministeren.

Facebook
Twitter