"Ved synet konstateredes ingen fejl ved køretøjet."
Sådan står der i synsrapporten til den sorte Toyota Yaris, som står og forfalder med al sin rust og det skæve, højre baghjul.
Den har for længst rundet de første 400.000 kilometer, men den har også kørt rundt på vejene siden 2007. Man behøver med andre ord ikke have et svendebrev som mekaniker for at se, at den ikke er mere værd end skrotpræmien hos den lokale autoophugger.
Alligevel er det ikke noget problem at få den synet, så den - på papiret - er klar til to år mere ude i trafikken.
Det koster 4.200 kroner, og det er hurtigt klaret via nogle beskeder frem og tilbage på Messenger og en overførsel.
Så nemt er det at omgå reglerne for periodisk bilsyn herhjemme, viser research foretaget af "Kontant". Den sorte Yaris er nemlig langt fra alene.
Igennem en tidligere kriminel med erfaring på området får vi at vide, at der findes et sort marked for bilsyn, hvor folk betaler få tusinde kroner for at få synet biler, der ikke ville kunne gå igennem et rigtigt syn i en fysisk synshal.
Aftalerne bliver lavet i lukkede grupper på sociale medier, hvor udbydere og købere af den ulovlige service mødes og får detaljerne på plads.
I nogle tilfælde bliver de nysynede biler handlet videre, uden at den nye ejer aner, hvad han har købt og nu kører rundt i: En falskt nysynet bil, som hverken er lovlig eller sikkerhedsmæssigt forsvarlig at køre rundt i.
Hvordan det hele mere præcist foregår, vender vi tilbage til.
Godkendt trods et hav af fejl
I 80-årige Johannes Jensens indkørsel holder en sølvgrå Mercedes E320, som han købte for nogle måneder siden.
Vi ved, at den tidligere ejer droppede at få bilen synet, fordi der var så meget rust i de bærende dele, at det ikke kunne betale sig at lave den. En overslagspris lød på 125.000 kroner for arbejdet, som ville tage nogle uger.
Den tidligere ejer valgte i stedet at lade bilen indgå i en handel med en anden bil hos forhandleren Investments Cars i Herfølge, men efter nogle få timer dukkede Mercedesen pludselig op i en salgsannonce. Nysynet og klar til en ny ejer for 59.900 kroner.
Alt det vidste Johannes Jensen ikke noget om, da han købte bilen, og han finder først ud af det, da "Kontant" kontakter ham.
I videoen her kan du se, hvordan han reagerer på den opdagelse:
Billeder af Mercedesen, der er taget før den bliver solgt videre, viser, at bilen er så rusten, at den ikke burde være synet.
Vi får den tjekket på et værksted, og mekanikerens dom er helt klar: Bilen er ikke blevet repareret, og den vil aldrig kunne gå igennem et syn. Den er så gennemtæret af rust flere steder, at man kan bøje metallet med fingrene. Mekanikeren vurderer, at det kan være farligt ved en kollision.
Bremserøret ved det ene forhjul er også hårdt angrebet af rust.
Vi spørger indehaveren af Investment Cars, Lindim Useinovski, hvordan bilen kan sælges nysynet få timer efter at være blevet indleveret.
Han siger, at han ikke har undersøgt bilen nærmere, men blot fået den synet i en Applus- synshal få hundrede meter henne ad vejen. Synshallen vil ikke svare på spørgsmål og sender os videre til hovedkontoret for Danmarks største bilsynskæde.
Applus-direktør kalder det 'en beklagelig fejl'
Turen går derfor videre til Applus' administrerende direktør Per Vernegreen Rasmussen.
Han siger, at han beklager, hvad der er sket. Det gør han, mens han ser på billederne af rustdannelsen på Johannes Jensens Mercedes.
- Den her bil skulle have været repareret, og så skulle den have været til omsyn, hvor den ville være blevet godkendt eller ikke godkendt, siger Per Vernegreen Rasmussen.
- Kan du forstå, hvis man tænker, om Applus overhovedet har set bilen?
- Jeg forstår godt mistanken, men det er ikke tilfældet her. Bilen er godkendt af en medarbejder med mange års erfaring. Jeg tror, han har overset de her fejl, og det er beklageligt, siger den administrerende direktør.
Hvis du laver et hurtigt regnestykke…
"Kontant" har via den tidligere kriminelle fået et indblik i nogle af de lukkede grupper på Facebook, hvor der bliver tilbudt systematisk snyd med bilsyn, hvor synsmanden ikke behøver se de biler, han godkender. Et såkaldt sms-syn.
Den tidligere kriminelle forklarer, at synsmanden tager imod bestillinger. Han har blot brug for bilens registreringsnummer og kilometertal - så bliver den synet inden for en uge. Måske endda allerede efter blot et døgn.
- Og det er ikke 10 biler. Vi taler om hundredvis af biler, og hvis du laver et hurtigt regnestykke med omkring 3.500 kroner pr. bil, så er det jo rigtig mange penge, siger manden, der ønsker at være anonym.
Det tyder altså på, at systemet nemt kan omgås.
Knap så fantastisk Toyota
"Kontant" finder frem til en person, der ser ud til at fungere som bindeled mellem kunderne og den synshals-medarbejder, der "får tingene til at ske".
For at dokumentere svindlen anskaffer vi en gammel Toyota Yaris med så mange fejl og mangler, at den aldrig vil kunne synes. Det er imidlertid ikke et problem.
Vi skriver til mellemmanden:
Manden sender skærmbilleder, der viser, at han tidligere har fået godkendt en stribe andre biler.
Da vi konfronterer ham, erkender han, at han nok har et forklaringsproblem.
Det kan du se i videoen her:
"Kontant" laver en aftale med en anden profil på Facebook for at være helt sikker på, at vi faktisk kan få synet vores Yaris, der på ingen måde hører hjemme på vejene. Det lykkes uden problemer. Det koster 4.200 kroner, og der skal bare stå "Scooter" på overførslen.
Transportminister: 'Det her er vanvittigt'
Transportminister Thomas Danielsen (V) har set de optagelser, "Kontant" har lavet.
Han siger, at man selvfølgelig bør kunne stole på bilsyns-systemet, for han kan ikke se, hvilken interesse en synshal skulle have i at syne en bil, der helt åbenlyst ikke kan synes.
Med sin baggrund som lastvognsmekaniker kan han godt se, at den rustne Mercedes ikke burde have været godkendt.
- Det tog ikke lang tid at se, at den ikke kunne synes på de billeder dér. Det er ikke tilfredsstillende at se det her, fastslår Thomas Danielsen.
Det er nyt for ham, at der svindles med bilsyn, og han kalder det for "vanvittigt".
- Hvis man laver bedrageri på den måde her, skal man ikke have lov til at syne biler. Vi har i dag en mulighed i lovgivningen for at lukke en synshal i 30 dage, hvilket bør få store økonomiske konsekvenser, siger han.
- Men det her er jo ikke et spørgsmål om at have overset et dårligt bremserør. Det er direkte bedrageri.
Thomas Danielsen er overrasket over, at det er ansatte hos en stor kæde som Applus, der omgår reglerne.
- Jeg tænkte, det måtte være én eller anden "baggårds-mekaniker", der slet ikke skulle udføre syn. Så det ryster mig. Det virker jo til, at man åbenlyst ikke er bekymret for sanktioner og kontrol, og det er min opgave som minister at følge op på det, siger Thomas Danielsen og varsler øgede kontroller og større sanktioner.
Han har nu indkaldt Færdselsstyrelsen og partiernes transportordførere til et møde med henblik på at stramme kontrollen på området.
Applus understreger, at Johannes Jensens sølvgrå Mercedes har været i synshallen, men "Kontant" er i besiddelse af en række dokumenter, der viser, at en anden bil med stor sandsynlighed er synet hos Applus, uden at den blev tjekket af en synsmand i en synshal.
Administrerende direktør Per Vernegreen Rasmussen kender godt til udtrykket ”sms-syn”, og han gør det meget klart, at det er noget, hans virksomhed ser med stor alvor på og ikke accepterer.
Derfor er en medarbejder da også blevet afskediget, og Applus er i dialog med Færdselsstyrelsen omkring problemet.
Tilbage hos Johannes Jensen er der gode nyheder: Forhandleren Investment Cars har lovet at reparere de omfattende rustskader på hans Mercedes - uden beregning.
Du kan se programmet "Kontant: Sorte bilsyn" allerede nu på DRTV og klokken 21.25 på DR1.