Telia meldt til politiet for anden gang på godt et år for ulovligt telefonsalg

Selskabet lægger sig fladt ned og betaler en bøde på 575.000 kroner for ulovlighederne.

Selv om man er et stort teleselskab, skal man stadig overholde lovgivningen for telefonsalg. (© Telia)

Kampen mod ulovligt telefonsalg er fast arbejde for Forbrugerombudsmanden, og kampen har ført til flere politianmeldelser det seneste år.

Senest er teleselskabet Telia og datterselskabet Call Me meldt til politiet for ulovligt telefonsalg.

- Vi har gennem længere tid haft fokus på ulovligt telefonsalg og kan nu se, at klagerne over flere af virksomhederne ebber ud. Desværre er der stadig nogle, som ikke overholder reglerne, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Politianmeldelsen af Telia og Call Me vedrører ét eller flere opkald til 49 forbrugere samt opkald til to indehavere af enkeltmandsvirksomheder. Den ene er tilmeldt Robinsonlisten, den interne liste i Det Centrale Personregister over forbrugere, som har frabedt sig uopfordret skriftlig og telefonisk markedsføring. Den anden havde gentagne gange frabedt sig henvendelser fra Telia.

Frustrerede forbrugere

DR’s forbrugerprogram Kontant fortalte i april 2019 om flere frustrerede forbrugere, der havde været udsat for Telias ulovlige telefonsalg.

En af dem var Monica Thulstrup, der efterfølgende fandt ud af, at Telias sælger fyldte hende med løgn, og hun måtte igennem en længere kamp for at slippe ud af abonnementet igen.

- Man bliver trukket rundt i manegen. Hvordan skal man som forbruger gennemskue det cirkus? Jeg tror ikke engang selv, de ved, hvad det er, de sidder og siger, sagde Monica Thulstrup om oplevelsen med Telias sælgere og kundeservice.

Bøde på bøde på bøde

Forbrugerombudsmanden har siden undersøgt, hvad der er foregået i Telia og har på den baggrund valgt at skride til en politianmeldelse af selskabet, der uden videre har valgt at betale bøden på 575.000 kroner.

Men spørgsmålet er, om politianmeldelser og bøder har nogen effekt?

I Telias tilfælde er det anden gang på lidt over et år, at selskabet må punge ud på grund af ulovligt telefonsalg. I marts 2019 blev selskabet politianmeldt for ulovligt telefonsalg sammen med 12 andre selskaber. Det resulterede ved den lejlighed i en bøde til Telia på 225.000 kroner. I 2015 resulterede en lignende sag i en bøde på 50.000 kroner til Telia.

- Det er særligt groft, når der er tale om virksomheder, der tidligere er blevet politianmeldt og har fået bøde for ulovligt telefonsalg, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Telias pressechef, Mads Houe, siger til Jyllands-Posten, at man i selskabet er meget opmærksomme på de problemstillinger, der relaterer sig til telesalg, og han understreger, at det ikke er noget, man er stolte af.