Tiltalt for at svindle 25 kvinder med løgne om kærlighed og kræft

Flere af de forelskede kvinder troede, den tiltalte var ved at dø og lånte ham store beløb til kræftbehandling.

Kristian Tanh Lauridsen ses her kort tid efter sin anholdelse i København.

Retten på Frederiksberg indleder i dag en retssag om såkaldt romance-scam mod den 26-årige Kristian Thanh Lauridsen.

Sagen omhandler 27 forurettede - heraf 25 kvinder - der ifølge anklageskriftet er blevet svindlet for en million kr.

Næsten alle kvinderne har på et tidspunkt været i et forhold med den tiltalte, der gentagne gange bildte sine ofre ind, at han var læge og forsker i medicinalindustrien.

Kristian Thanh Lauridsen lod sig blandt andet fotografere i kitler fra Novo Nordisk med selskabets logo og i laboratorier, ligesom han lånte og kørte rundt i store biler. Alt sammen for at give indtryk af at være en succesrig og fremadstormende ung mand med tjek på tilværelsen.

Løj om kræftsygdom

Mange af kvinderne forelskede sig i manden, der af flere blev beskrevet som opmærksom og kærlig og ofte inviterede på dyre restauranter og lange gåture i skoven.

Derfor kom det som et chok for dem, når han pludselig fortalte, at han var dødelig syg af kræft og havde akut brug for penge til behandling i udlandet.

Nogle af kvinderne lånte ham få tusinde kroner, mens andre lånte ham langt flere penge. I et enkelt tilfælde blev det til over 700.000 kr.

Flere af kvinderne fortalte deres historie i DR’s forbrugerprogram Kontant i juni.

- Jeg føler mig brugt og sparket til. For hvem kan lyve om at have kræft overfor en pige, der har mistet begge sine forældre til kræft? Det var rigtig hårdt, sagde Anna Sofie Andersen i Kontant.

Overtalt til sugardating

Et andet offer fortalte, hvordan Kristian Thanh Lauridsen overtalte hende til såkaldt sugardating, hvor mænd betalte hende for selskab og sex.

Hun var sammen med 15 mænd og skaffede på den måde 35.000 til Kristian Thanh Lauridsens opdigtede kræftbehandling.

Efter programmet ”Ruineret af kræftsvindleren”, der blev sendt 20. juni på DR1, har flere ofre henvendt sig til politiet med deres historie.

Kristian Thanh Lauridsen er blandt andet tiltalt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed, rufferi og blufærdighedskrænkelse.

Han erkender at have lånt pengene, men nægter sig skyldig i de øvrige anklager.

Der ventes at falde dom i sagen i næste uge.

Facebook
Twitter