Uerfarne elever: Vi behandlede diabetespatienter

Behandlingen, der foregik på Skønhedshuset i Vejle, møder kritik fra Diabetesforeningen.

Linda Khuen Jakobsen har i dag sin egen fodplejeklinik og ved, hvor afgørende det er, at diabetikere får den rette behandling.

Når fodplejeren sidder klar med skalpellen, vil man gerne, at vedkommende har prøvet det før.

Men ifølge en række tidligere elever på Skønhedshuset i Vejle blev de sat til at behandle kunder på trods af, at de ingen erfaring havde og følte sig utrygge i situationen.

- Jeg startede med at skære en hæl med skalpel, men jeg blev meget usikker, siger Linda Khuen Jakobsen, der fik skalpellen i hånden, kort tid efter hun var begyndt på uddannelsen i Skønhedshuset.

Er der først et sår, der udvikler sig, kan amputation meget nemt komme på tale.

Kristian Johnsen, faglig direktør i Diabetesforeningen

Kan give koldbrand i foden

Kunden havde ifølge Linda Khuen Jakobsen diabetes, og her er det særlig vigtigt, at fodplejeren ved, hvad han eller hun har med at gøre, da rifter og sår kan have alvorlige konsekvenser for diabetespatienter. Det forklarer Kristian Johnsen, der er faglig direktør i Diabetesforeningen.

- I værste tilfælde går der koldbrand i foden, fordi såret ikke vil hele, og problemet udvikler sig. Det er svært at behandle, og er der først et sår, der udvikler sig, kan amputation meget nemt komme på tale, siger Kristian Johnsen.

Flere tidligere elever bekræfter, at de behandlede kunder med diabetes, og at det også gik galt.

- Jeg tror ikke, jeg havde været der i mere end 14 dage, før jeg lavede hul i en kunde med sukkersyge, siger en nu tidligere elev, der ønsker at være anonym.

Jeg skulle ikke have haft lov til at behandle sukkersygepatienter.

Linda Khuen Jakobsen

Ifølge Kristian Johnsen er det et skråplan og et rigtig stort problem, hvis diabetespatienter behandles af uerfarne fodplejere.

- Det er rigtig vigtigt, at diabetikere får den rette behandling af høj kvalitet, og hvis man står i en situation, hvor man har en uuddannet, der overser noget eller laver fejl, kan det lulle patienten ind i en falsk tryghed, og dermed risikerer han eller hun, at problemet bliver stort over tid og ikke bliver fanget, siger Kristian Johnsen.

Meget uansvarligt

Linda Khuen Jakobsen har i dag sin egen fodplejeklinik i Vejle. Hun afviser, at hun står frem med sin kritik, fordi hun er konkurrent til Skønhedshuset. Hun gør det, fordi praksis med at lade uerfarne elever behandle syge kunder skal stoppes.

Skriv til kontant@dr.dk

Har du et tip eller et forslag til et program, som du synes, Kontant skal lave, hører vi meget gerne fra dig.

Skriv en mail eller lav en kort video og send det til kontant@dr.dk

Vi læser alle henvendelser og kontakter dig, hvis vi får brug for det.

- Jeg synes, det er meget uansvarligt, for man ved ikke, hvordan det fungerer. Jeg skulle ikke have haft lov til at behandle sukkersygepatienter, for jeg var ikke dygtig nok, siger hun.

DR’s forbrugerprogram Kontant har gentagne gange forsøgt at få en kommentar fra ejeren af Skønhedshuset, Bina Knudsen, men hun ønsker ikke at stille op til interview, men har sendt en kortfattet skriftlig kommentar.

- Med henvisning til jeres mail af 28. august 2018 kan jeg oplyse om, at jeg ikke er enig i de konkrete omstændigheder, ligesom jeg ikke kan udtale mig yderligere om sagens omstændigheder på baggrund af persondataforordningen.

Kontant har været i kontakt med i alt 16 tidligere elever og to tidligere undervisere fra Skønhedshuset, som fortæller om mangelfuld undervisning. Flere er blevet sygemeldt, og nogle fører nu en retssag mod Bina Knudsen.

Se "Kontant: Jeg blev snydt for min drømmeuddannelse"