Alarmer er en god forretning. Danskerne brugte 356,5 millioner kr. på alarmudstyr i 2016 i forsøget på at stoppe tyven, og med finansloven for 2018 blev installation af alarmer også omfattet af bolig-job-ordningen, så der er fradrag at hente, hvis du investerer i alarmering.
Men alarmer skræmmer ikke nødvendigvis indbrudstyven væk. Martin Rasmussen er tidligere tyv og dømt for over 700 indbrud, og alarmer skræmmer ikke ham.
- Jeg rykker den ned lige så hurtigt, jeg kan. Jeg rykker den fra hinanden eller klipper ledningen, og så holder den op. Det er ikke så svært.
At alarmen ikke stopper tyven er også erfaringen på DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut
- Det kan være en god tryghedsskabende foranstaltning. Men alarmen fortæller os bare, at indbruddet er i gang. Hvis vi vil stoppe tyven, skal der mekanisk sikring til med de rigtige beslag og låse på døre og vinduer, siger afdelingsleder på DBI, Jesper Florin.
Klip hækken
Mekanisk sikring er også det første af tre råd, Det Kriminalpræventive Råd giver til at undgå indbrud. Det andet og tredje råd er:
- •
Sørg for at låse værktøj og haveredskaber inde, så de ikke kan anvendes til indbrud
- •
En høj hæk giver ro også til at bryde ind. Du kan klippe hækken ned.
På den måde kan naboer og andre holde øje, og Martin Rasmussen er enig i, at et synligt og godt naboskab – modsat alarmen - får tyven til at tænke sig om en ekstra gang.
- Hvis jeg kommer ned af en vej, og jeg ser fru Hansen stå det ene sted og hører en hund det andet sted, og der er skilt med nabohjælp, og der er lys og larm, vender jeg om med det samme.
Frygten overstiger fakta
Endelig er det værd at huske på, at antallet af indbrud er faldet markant de senere år. Fra 48.670 i 2009 til 31.885 i 2016. Risikoen for at blive udsat for indbrud bliver altså stadig mindre.
Og hvor meget udgør indbrud af den samlede anmeldte kriminalitet? Giv dit bud og få svaret her: