VIDEO: Her afsløres rumænske hvalpesmuglere

Hundene smugles systematisk ind i landet fra Østeuropa og videresælges på nettet.

I videoen her ankommer en varevogn på rumænske plader til Valby udenfor København først på natten.

Mændene i varevognen mødes af en tredje mand, der kort efter bærer tre bure med hundehvalpe op i sin lejlighed.

Få minutter senere kører varevognen videre.

Afleveringen er sidste led i, hvad der ligner systematisk og illegal import af hundehvalpe til Danmark.

Populære hvalpe til halv pris

Hundene sælges helt åbenlyst via annoncer på nettet. Her kan interesserede finde hvalpe, der koster langt mindre end tilsvarende hvalpe solgt under ordnede forhold, og mange lader sig lokke af de lidt for gode tilbud.

- Vi ser en tendens til, at det er de populære hunderacer som for eksempel maltesere, franske bulldogs og bomuldshunde, og vi ser en tendens til, at de kommer ulovligt ind i landet primært fra Østeuropa, siger Tina S. Nielsen, der er embedsdyrlæge i Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold.

Fødevarestyrelsen konkluderer i en kontrolrapport fra januar i år, at den ulovlige import er et stort problem.

- Man har som køber intet kendskab til, hvor de ulovligt importerede hunde er født henne. Man har heller intet kendskab til, hvilke forhold de er vokset op under. Det vil sige, at risikoen for at få en syg hund med adfærdsmæssige problemer er ret stor, siger Tina S. Nielsen.

Får leverancer hver fredag

En journalist fra Kontant har vist interesse for at købe en hund af hundehandleren fra Valby og samme nat, han får hundene hjem, sender han en SMS om, at hun kan komme og se dem.

I videoen her er journalisten på besøg og filmer hundene med sin mobiltelefon.

Hundehandleren, der kalder sig Marius, fortæller, at han får leverancer hver fredag, hvor en bil kommer med hvalpe fra blandt andet Italien, Rumænien og Ungarn. Andre bagmænd får hvalpe op fra Serbien, Polen og Ungarn. Marius forklarer, at han kan få 8000 kr. pr. hvalp i Danmark, hvilket er langt mere, end hvalpene indbringer i Rumænien.

Også hos Dyreværnet har de set hans annoncer på nettet.

- Lige nu er det malteserhvalpe, men for under en uge siden, var det franske bulldogs, og før det var det maltesere igen, siger udrykningsleder i Dyreværnet, Nina Amdi.

- Det virker så organiseret. Der kommer nye hundehvalpe hver uge. Det er jo rigtig mange penge, vi taler om, siger hun.

Ifølge Dyreværnet stammer hvalpene med stor sandsynlighed fra regulære hvalpefabrikker, hvor hundene avles under kummerlige forhold.

Marius: Det er bare en hobby

DR’s forbrugerprogram Kontant har fulgt den illegale import af hvalpe gennem længere tid.

Marius er ikke registreret som importør af hunde til Danmark, og han har heller ikke den nødvendige erhvervsmæssige tilladelse til handel med hunde.

Han nægter at stille op til interview i Kontant, men over telefonen afviser han, at det han gør skulle være ulovligt. Han nægter også, at der skulle være tale om organiseret hundehandel og påstår, at det blot er en hobby.

Efter Kontants afsløring har Marius nu registreret sig som importør. Men det ændrer ikke på, at han tidligere har overtrådt lovgivningen ved ikke at være registreret som importør og ikke haf haft den nødvendige tilladelse til erhvervsmæssig handel med hunde fra udlandet.

Kontant har forelagt sagen for Københavns Politi, der nu vil indlede en efterforskning af sagen på baggrund af det pågældende videomateriale.

- Jeg synes, det er bekymrende, at det foregår. Primært af hensyn til dyrene, der måske transporteres under forhold, der ikke er betryggende, men også for køberne, der ikke har nogen som helst i dé om, hvad det er, de køber, siger vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, Jesper Bangsgaard.

Se ”Kontant: På sporet af hvalpesmuglere” 21.00 på DR1.

Facebook
Twitter