Vildleder kræftpatienter: Her er den falske læge, der i virkeligheden er revisor og racerkører

Heino Frederiksen rådgiver prostatakræftpatienter til at tage imod en ikke-godkendt behandling.

Heino Frederiksen står bag firmaet Receptor Oncology, som reklamerer for en bivirkningsfri behandling i Tyskland til en samlet pris på cirka 216.000 kroner.

DR's forbrugermagasin Kontant kan i dag afsløre, hvordan en mand ved navn Heino Frederiksen via sin virksomhed Receptor Oncology rådgiver kræftpatienter til at købe en eksperimentel behandling mod prostatakræft til flere hundrede tusinde kroner.

Men Heino Frederiksen er slet ikke læge. Han er i virkeligheden revisor, og de danske læger advarer mod den behandling, han tilbyder prostatakræftpatienter.

Foruden revisor er Heino Frederiksen også direktør og stifter af en lang række andre virksomheder inden for forskellige brancher, heriblandt et anlægsgartnerfirma, elevatorservice, et eventfirma og et firma, der eksporterer og importerer guld og ædelstene.

Heino Frederiksen er i virkeligheden uddannet revisor og har også et revisionsselskab.

Han ejer også Heino Frederiksen Racing IVS – et firma, der understøtter hans store passion for at køre racerløb i blandt andet Dubai, USA og Portugal. Derudover har han en række bestyrelsesposter i andre firmaer.

Og har altså også kastet sig over rådgivning af kræftramte.

Blev snydt af Heino Frederiksen

To af dem, der har stiftet bekendtskab med Heino Frederiksen i en af de øvrige roller, er Tommy Hansen og hans forretningspartner Christian Reinholdt.

I 2016 låner de nemlig Heino Frederiksen 500.000 kroner. Penge, der skal bruges til at arrangere danseshows i Hamborg, Herning og København med den tyrkiske dansetrup Fire of Anatolia gennem Heino Frederiksens eventfirma.

Forinden har Tommy Hansen i flere år brugt Heino Frederiksen som revisor, og Tommy Hansen har derfor tiltro til ham.

Her ses Heino Frederiksens aktive direktørposter.

- Han er meget imødekommende, og han er meget pænt klædt, så min opfattelse af ham har været meget positiv, fortæller han.

Da Heino Frederiksen en dag spørger, om Tommy Hansen kan hjælpe med et lån, er han derfor heller ikke i tvivl.

- Jeg ringer så og spørger Christian, om han er interesseret i at være med i det. Han er meget skeptisk, og så siger jeg: ”Ja, men det er min revisor gennem tre år. Jeg stoler på manden”.

Her fortæller Tommy Hansen om lånet til Heino Frederiksen.

Heino Frederiksen laver et gældsbevis og lover de to mænd 10 procent i rente, og at de får tilbagebetalt pengene inden for to måneder.

Tommy Hansen og Christian Reinholdt ender med at låne Heino Frederiksen den halve million.

De tyrkiske danseshows i Danmark bliver imidlertid aflyst, og de to mænd får aldrig de 500.000 kroner tilbage.

- Det er total mangel på samvittighed! Det er virkelig at tage røven på folk. Jeg er meget målløs over, at han kan gøre det. Han er en plattenslager. Simpelthen en plattenslager, lyder det fra Tommy Hansen.

DR har forelagt kritikken for Heino Frederiksen, men har ikke modtaget noget svar.

Rådgiver kræftpatienter

Heino Frederiksen har mange firmaer, der kører sideløbende med hinanden. Et af dem er altså firmaet Receptor Oncology, som lover om en bivirkningsfri behandling i Tyskland kaldet ”NanoKnife”, der kan kurere prostatakræftpatienter til en samlet pris på cirka 216.000 kroner.

En behandling, som dog ikke er godkendt eller anerkendt i Danmark mod prostatakræft, og som ifølge danske læger kan føre til alvorlige komplikationer og tilbagefald.

Styrelsen for Patientsikkerhed har nu påbudt Heino Frederiksen at stoppe den vildledende markedsføring af prostatakræftbehandling, og på Receptor Oncologys hjemmeside fremgår det nu, at siden er under opdatering.

Se programmet ”Kontant: Den falske kræftlæge” i aften på DR 1 klokken 21.55.