Kontantløst? Danmark er allerede EU-duks i elektronisk betaling

Betaling med mønter og sedler er i hastig afvikling. Der er ingen grund til at lovgive om det, siger professor.

( ARKIVFOTO) Danskerne er allerede godt i gang med at droppe kontanterne. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Otte ud af ti danskere handler på internettet. Og under hver fjerde betaling i danske butikker foregår med mønter og sedler.

Ifølge Danmarks Nationalbanks seneste analyser af vores betalingsmønstre er danskerne det folkefærd i EU, der har taget elektroniske betalingsløsninger mest til sig.

- Prøv at spørge folk, hvordan en 1000-kroneseddel ser ud. De fleste ved det ikke. Og mange af os går jo slet ikke med kontanter længere, siger professor Jan Damsgaard, der er leder af Institut for Digitalisering ved Copenhagen Business School, CBS.

- Rejser vi derimod til Tyskland, så er det helt anderledes. Og flyver vi til USA, så kan man stadig betale med check. Den afskaffede vi i Danmark i slutningen af 2016.

Professor: Forbud er en dårlig ide

Danskernes betalingsvaner er et varmt emne på den dag, hvor Jyske Banks ordførerende direktør Anders Dam i en kronik i Jyllands-Posten foreslår at forbyde kontanter i Danmark fra 2025.

Men i et land, hvor det nationale betalingskort, dankortet, blev introduceret tilbage i 1983, vil brugen af kontanter dø af sig selv, mener Jan Damsgaard.

- Jeg tror under alle omstændigheder, at vi vil være så godt som kontantløse på det tidspunkt, hvor han foreslår, at det skal gælde en lov, siger han.

Et forbud mod kontanter vil være et effektivt våben mod blandt andet bankrøverier, narkokriminalitet, hvidvask, socialt bedrageri og sort arbejde, lyder argumentet fra Anders Dam i kronikken.

Men så simpelt er det næppe, vurderer Jans Damsgaard.

- Hvis man forbyder kontanter, så tror jeg, vi vil få euroen som en parallel valuta i Danmark. Og så vil kriminelle og lyssky aktiviteter foregå med den i stedet.

- Samtidig tror jeg også, at samfundet har brug for at lade lidt damp komme ud, så man kan få klippet sin hæk, uden at man til hver en tid skal vide, hvor pengene kommer fra, siger professoren.

Drop de store sedler ligesom 25-øren

Ifølge Danmarks Nationalbanks analyse af danskernes betalingsmønstre sidste år har 46 procent af danskerne mindre end 100 kroner på sig.

Og i det hele taget er det svært at finde gode grunde til, at Nationalbanken stadig trykker de store sedler, mener Jan Damsgaard.

I 2011 blev 25-øren afskaffet. Nu kan det samme passende ske med 1000 krone- og 500 kronesedlen.

- Vi kan se, at de sedler ikke bliver brugt til handel, men til værdiopbevaring. Ofte med et lyssky formål. Og hvorfor skal nationalbanken stå bag et system, der understøtter skatteunddragere og kriminelle, kunne man spørge.

Regeringen har dog ingen planer om at fremsætte et lovforslag mod brugen af kontanter sådan som Jyske Bank-direktør Anders Dam foreslår.

Ifølge erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) ønsker regeringen heller ikke at nedsætte en kommission, der skal udrede fordele og ulemper ved et kontantløst samfund.

- Jeg synes ikke, man skal undervurdere, at kontanter stadig betyder meget for de små erhvervsdrivende og blandt andet også for ældre mennesker, siger han.

Facebook
Twitter