Korrespondent: Fagbevægelsen har opfundet en atombombe

Musketer-eden er et nyt kraftfuldt våben for fagbevægelsen. Men der er store fare for sprængningsulykker.

Her ses nogle af musketeredens hovedpersoner, formand for akademikerne Lars Qvistgaard, Anders Bondo Christensen fra Danmarks Lærerforening og Flemming Vinther fra CFU foran Forligsinstitutionen i København. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

I dag skulle mange af landets offentligt ansatte vende tommelfingeren op eller ned for de overenskomstaftaler, som topforhandlerne bragte med hjem fra Forligsinstitutionen efter et hedt forhandlingsforløb.

De opadvendte tommelfingre var i stort flertal ved de mange afstemninger i forbundene, og med det vil fagbevægelsen nu se tilbage på forløbet og vurdere, hvad man kan tage med sig frem over.

Det afgørende våben blev den musketered, som man svor om at kæmpe sammen og om ikke at efterlade nogen faggrupper tilbage på slagmarken uden resultater.

Med musketereden har fagbevægelsen opfundet et kraftfuldt våben – en fagligt aktiv atombombe – mod arbejdsgiverne i stat, regioner og kommuner.

Også selvom der gennem forløbet blev fumlet faretruende med våbnet.

Aldrig før har de offentligt ansatte dannet en lignende slagkraftig front, og det er næppe sidste gang, at bomben vil blive kørt i stilling.

Allerede nu overvejer man, hvordan den kan bringes i brug ved de næste forhandlinger om offentlige overenskomster i 2021.

Der følger dog også et stort ansvar med ved at ligge inde med den slags våben - der er en fare for, at de eksploderer i hovedet på en selv.

Eden vækkede medlemmerne

Holdbarheden i eden som en overraskelse for alle. Arbejdsgiverne troede længe på, at man kunne demontere musketererne - og blandt lønmodtagernes topforhandlere var der en næsten endnu større forbløffelse over evnen til at holde sammen.

Eden gav resultater ved forhandlingsbordet. Mest markant i forhold til en højere økonomisk ramme end mange havde troet opnåelig.

Der var stor opbakning for musktereden fra de offentligt ansatte. Under overenskomstforhandlingerne var den gennemgående slogan 'En løsning for alle' (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Da forhandlingerne på det kommunale område brød sammen, var arbejdsgivernes højeste tilbud for eksempel en stigning på 6,9 pct. – man endte som bekendt langt højere på 8,1 pct.

Det gjaldt også for den garanti for retten til spisepause som en del af arbejdstiden, som de statsansatte akademikere opnåede, og som innovationsminister Sophie Løhde ellers havde afvist blankt at give.

Men også uden for forhandlingslokalet så fagbevægelsen resultater af pagten. Aldrig har man i det offentlige oplevet en lignende mobilisering af medlemmerne.

Man troede ganske enkelt ikke sine egne øjne, da 10.000 tillidsrepræsentanter på tværs af alle faggrupper samledes i Fredericia.

På de sociale medier gav hundredtusindvis af offentligt ansattes deres besyv med i debatten og i de afgørende uger i Forligsinstitutionen var pladsen foran bygningen omdannet til en bølgende folkefest, der tiljublede topforhandlerne som rockstjerner.

For mange var det en decideret øjenåbner i forhold til, at det faktisk kan lade sig gøre at engagere medlemmerne. Ikke mindst af den grund overvejer man nu, hvordan fællesskabet kan bæres ind i fremtiden.

Faremomenter ved bomben

Det er dog ikke uden risici at håndtere bomber af den kaliber. Hvor musketereden kan være med til styrke medlemmernes tro på fagbevægelsen kan den også – hvis ikke man passer på – skade den.

Det blev tydeligt en sen nat i forligsinstitutionen, hvor LO-forbundene med Dennis Kristensen i spidsen valgte at lave deres eget fremstød og efterlod alvorlige huller i den fælles front. LO-forbundene indgik en aftale på det regionale område uden at have FTF-forbundene med.

Bitterheden drev ned ad væggene i forligsinstitutionen den nat, og det er ikke sår, som er helet fuldstændig endnu.

FOA-formanden, Dennis Kristensen, blev upopulær blandt mange danskere. Hashtagget #EnLøsningForDennis blev det nye slogan under overenskomstforhandlingerne. (Foto: Setareh Niknam Tavin Web og Mobil)

Efterfølgende har LO-forbundene lagt stor vægt på, at deres udbrud på det regionale område sikrede aftaler på alle andre områder. Alle nåede i mål på grund af fremstødet, mener man i LO-kredse.

Nej, lyder det i andre kredse: Vi fik alle aftaler på trods LO’s enegang. Det gjorde ikke vores kamp lettere, det gjorde den sværere.

Sidste uge evaluerede forbundene i fællesskab overenskomstforløbet. Alle taler pænt til hinanden, lyder det – men man kan da godt fornemme fronterne. Man er våbenfæller, men man stoler ikke til fulde på hinanden.

Hvis man skulle tvivle på, at splittelsen stadig fylder noget, så skulle man bare høre efter i dag.

Akademikernes formand Lars Qvistgaard benyttede en snas af sine taletid i P1 Morgen på at minde om, at LO ikke gjorde noget lettere med deres gennembrudsforlig. Han oplevede det nærmere som et tilbageslag, forstod man.

Man kunne også kaste et blik på den afgåede FOA-formand Dennis Kristensens Twitter-konto, hvor han glædede sig hjerteligt over det store ja fra medlemmerne, men i samme socialt medierede åndedræt kaldte Dansk Sygeplejeråds næstformand og FTF’s formand for ”rundforvirrede”.

Den næste pagt

Splittelsen er næppe alvorlig nok til, at man ikke om tre år kan forsøge sig igen med en lignende tværfaglig alliance. Det vil se mærkeligt ud, hvis den højt besungne fælles solidaritet om tre år pludselig er forduftet.

Men man har lært en lektie af slaget i 2018. En pagt skal holdes i stramme og veldefinerede tøjler, for ellers er der en risiko for, at den pludselig galoperer afsted med parterne. Det var i nogen udstrækning, hvad der skete denne gang.

Pludselig stod man med begge ben i et bittert opgør i stedet for en fælles kamp mod arbejdsgiverne. Berusede af fællesskabet, medlemmernes opbakning, mediernes opmærksomhed, det store pres på arbejdsgiverne, begav man sig på et effektfuldt, men også på lange stræk ukontrolleret ridt over forhandlingsstepperne.

Musketereden ændrede løbende form og omfang.

Oprindeligt handlede den om offentlig opbakning fra de øvrige forbund til, at lærerne skulle i såkaldte ”realitetsforhandlinger” – mod en knap så offentlig studehandel om, at lærerne så ville gå med til at afgive store særpuljer af penge til blandt andre FOA’s medlemmer.

I januar måned blev pagten i en pressemeddelelse lukket helt ned, fordi lærerne nu kunne konstateres i netop realitetsforhandlinger, men ingen hørte tilsyneladende efter, og alliancen levede videre uanfægtet i medierne, godt hjulpet på vej af ivrige fagbosser.

Ved det berømte stormøde i Fredericia med 10.000 tillidsrepræsentanter blev der så i kulissen skrevet en ny pagt – og helt hen i april måned skrev man, igen ude af offentlighedens søgelys, en ny definition på pagtens betydning for en truende konflikt.

Et af de helt store faremomenter ved musketereden var, at ingen af parterne for alvor vidste, hvordan den ville virke.

Det var et våben som man opfandt, mens kampen udspillede sig. Derfor var det også for alle uklart, hvordan det hele skulle afsluttes, og derfor endte man med et ukønt forløb, hvor ”En løsning for alle”, som sloganet lød, i nogle dage blot var en løsning for nogle.

Det bliver afgørende for fagbevægelsen frem mod de næste overenskomstslag at gøre sig klart, hvordan en ny pagt kan virke – med en væsentlig reduceret risiko for sprængningsulykker.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk