Korrespondent: Folk vender Lego ryggen og det må bekymre ledelsen

Efter et dårligt regnskab vil Lego nedlægge 1.400 stillinger, heraf op mod 600 i Danmark.

- Det er i Danmark, der skal fyres flest, siger DR Nyheders økonomikorrespondent Casper Schrøder.

Salget af Lego-klodser falder i Europa og USA, og det må virkelig bekymre ledelsen i Lego.

Sådan lyder vurderingen fra DR Nyheders økonomikorrespondent, Casper Schrøder, efter at Lego tidligere i dag fremlagde et dårligt halvårsregnskab.

- Det er vildt bekymrende, at det er på de gamle markeder i Europa og USA, som elsker Lego, hvor salget falder, siger Casper Schrøder.

Lego vil ikke oplyse, hvilke europæiske kunder der vender Lego ryggen, men ifølge DR Nyheders økonomikorrespondent er det nyt, at Lego oplever svigtende salg.

- Når salget falder, så er det fordi kunderne tager mindre Lego ned fra hylderne. Interessen for Legos produkter falder, og det er simpelthen noget helt nyt, siger økonomikorrespondenten.

Sjældent med fyringer i Lego

Samtidig med det dårlige regnskab har Lego også offentliggjort, at 1.400 ud af Legos cirka 18.200 ansatte verden rundt skal se sig om efter et nyt job inden jul. Særligt stillinger inden for administration og marketing bliver skåret ned.

DR Nyheders økonomikorrespondent fortæller, at fyringer langt fra er dagligdag i Lego-koncernen.

- Man skal enormt langt tilbage for at finde en tilsvarende fyringsrunde, som rammer Lego så hårdt og så hårdt i Danmark - hjertet af Lego. Det er usædvanligt, siger Casper Schrøder.

- Jeg er ret sikker på, at vi skal tilbage til Legos store krise i de første år af 00’erne for at finde en tilsvarende Lego-fyringsrunde i Danmark, tilføjer han.

Legos hovedsæde ligger i den jyske by Billund, og særligt her rammer fyringerne hårdt. Lego nedlægger 500 til 600 stillinger i Danmark ud af 4.500 medarbejdere.

- Fyringerne i Danmark kommer til at udgøre det største enkeltslag ned i organisationen. Det er i Danmark, der skal fyres flest, siger DR Nyheders økonomikorrespondent.

Legos omsætning landede på 14,9 milliarder kroner i første halvår af 2017 - et fald på 5 procent sammenholdt med samme periode sidste år. (Foto: Fabian Bimmer © Scanpix)

Farvel til flere år med pæne regnskabstal

Lego har de sidste år leveret pæne regnskabstal, hvor både salget og indtjeningen er steget.

Succesen i Lego har faktisk været så stor, at den nuværende bestyrelsesformand Jørgen Vig Knudstorp kastede sig ud i dans.

Men sidste år kom det første tegn på, at der måske ikke var helt så stor grund til at danse, som den nuværende bestyrelsesmand i 2015 kastede sig ud i, da virksomheden kunne fremlægge det bedste årsregnskab nogensinde.

- Vi så med halvårsregnskabet sidste år for første gang i umindelige tider, at overskuddet faldt, fortæller Casper Schrøder.

- Der fik vi den første røde, blinkende lampe om, at ikke alt var, som det skulle være i Lego, tilføjer han.

Nu er omsætningen faldet med fem procent i første halvår af 2017 sammenholdt med samme periode sidste år.

- Lego har i en række år hængt deres succes op på de store licensaftaler som for eksempel Lego Star Wars, hvor de låner en fortælling, der er vildt populær hos børn og deres forældre, siger Casper Schrøder.

Noget tyder på, at den strategi løber panden mod en mur nu.

- Der har været en række meget sete film, men når den effekt tager af, og det gør den på et tidspunkt, så rammer det salget, siger økonomikorrespondenten.

Lego fortæller i dag, at det går godt med salget af de klassiske Lego-temaer som Lego City, Lego Friends, Lego Duplo og Lego Technic, og at produkterne fra Lego Batman-filmen også bliver godt modtaget af forbrugerne.

Derimod halter det for salget af Lego Star Wars, oplyser Legos bestyrelsesformand, som også siger, at virksomheden har svært ved at få fat i børn og unge med tv-reklamer, fordi de ikke ser tv længere.

Hør bestyrelsesformandens forklaring her:

En McKinsey-mand med problemer

I dagens pressemeddelelse fra Lego fremgår det, at bestyrelsesformanden Jørgen Vig Knudstorp og resten af ledelsen vil genstarte organisationen, rydde op i hierarkierne og gøre organisationen mindre kompleks.

Målet er ifølge Lego at nå ud til flere børn.

- Jørgen Vig Knudstorp taler som en rigtig McKinsey-mand, der kan håndtere et organisationsdiagram, men han taler ikke særlig meget om det faktum, at der er færre mennesker, som tager Lego ned fra hylderne, og det er måske der, det største problem er, siger Casper Schrøder.

Jørgen Vig Knudstorp var administrerende direktør for lego fra 2004 til 2017, hvor han i stedet blev bestyrelsesformand for virksomheden. (Foto: Fabian Bimmer © Scanpix)

Økonomikorrespondenten interviewede Jørgen Vig Knudstorp for ti år siden, hvor han som Lego-direktør havde skabt en succes med at få Lego ud af en økonomisk ruin og skabt en virksomhed i vækst.

Dengang brugte Lego-lederen ifølge økonomikorrespondenten lang tid på at fortælle om, hvor farligt det er for en virksomhed at vokse hurtigt - at den risikerer at vokse sig så stor og indviklet, at den løber løbsk.

I dag tolker Casper Schrøder Legos udmeldinger som om, at netop det er sket for Lego.

- Derfor vil de fyre mennesker og lave organisationen helt om. De vil restarte den, som bestyrelsesformanden siger. Hele setuppet skal være mere overskueligt både for Lego, men også for forhandlerne og kunderne, når de skal købe produkterne, siger han.

Det bliver den tidligere topchef i Danfoss Niels B. Christiansen, der skal drive udviklingen videre.

Han overtager nemlig direktørposten i Lego den 1. oktober og erstatter dermed briten Bali Padda, som overtog direktørposten 1. januar i år efter Jørgen Vig Knudstorp, der efter 13 år som Lego-direktør i stedet blev bestyrelsesformand for legetøjsproducenten.

OBS: Det fremgik tidligere af artiklen, at Lego fremover ville have færre produkter. Det er ikke tilfældet, og derfor er citatet med Casper Schrøder rettet.

Facebook
Twitter