Korrespondent: Meget usædvanligt samarbejde med Airbnb

Mens andre europæiske byer er bekymrede for Airbnb, vælger Aarhus at byde platformen indenfor.

Håbet er, at samarbejdet skal få flere turister til byen. For eksempel for at opleve kunstmuseet Aros, som ses her på billedet. (Foto: Kim Haugaard © Scanpix)

I Barcelona er folk gået på gaden i protest mod udlejningsplatformen Airbnb. Og i Amsterdam har bystyret halveret antallet af dage, man må leje ud gennem Airbnb.

Men i Aarhus går man nu den modsatte vej og satser på et tæt samarbejde med platformen, der er blevet verdens førende udlejningsportal for private.

Airbnb bliver fremover en del af turistorganisationen Visitaarhus på lige fod med byens hoteller, og det er et meget usædvanligt skridt, vurderer DR Nyheders erhvervskorrespondent, Jakob Ussing.

- Det er virkelig usædvanligt i lyset af, hvor meget opstand, der har været i andre europæiske byer. Nu ser vi en dansk kommune og turistorganisation gå i den stik modsatte retning og ikke bare byde dem velkommen, men ligefrem lave et fælles samarbejde om at trække endnu flere turister til Aarhus, siger han.

Der er årligt 1,4 millioner overnatninger i Aarhus, og heraf er 200.000 af dem gennem Airbnb. Formålet med samarbejdet er at få endnu flere turister lokket til.

Vi er ikke så trætte af turister

I store turistbyer som Amsterdam, Berlin og Barcelona har en del af protesterne gået på, at de mange Airbnb-turister fortrængte almindelige borgere fra beboelseskvarter, larmede og hævede ejendomspriserne. Men det bliver næppe tilfældet i Aarhus.

- Vi har ikke så mange turister i Danmark, at befolkningen er rasende over det og går på gaden. Tværtimod er der nok mange kommuner som Aarhus, der godt kunne tænke sig flere turister, siger Jakob Ussing.

Samtidig blev der sidste år indgået en aftale mellem Airbnb og de danske skattemyndigheder for at sikre, at der bliver betalt korrekt skat, når almindelige mennesker lejer deres bolig ud til turister via Airbnb.

- Hvis der ikke var styr på skattebetalingerne, ville det have været svært for en kommune at gå ud og promovere et samarbejde med en privat virksomhed på denne her måde. Den danske skatteaftale med Airbnb betyder, at det er blevet meget lettere for Aarhus, siger Jakob Ussing.

Aftalen betyder, at Airbnb fra 2021 automatisk vil indberette, hvor meget brugerne tjener på udlejning til myndighederne. Og allerede fra 1. juli i år vil Airbnb give de danske skattemyndigheder adgang til informationerne.

Kan godt bekymre hotellerne

Den private udlejning bliver ofte betragtet som en konkurrent til hotelbranchen. I Aarhus mener borgmester Jacob Bundsgaard (S) dog ikke, at Airbnb-samarbejdet vil være et problem for hotelejerne, hvis Airbnb bliver en endnu større spiller i byen.

Det betyder dog ikke, at hotellerne kan føle sig sikre på ikke at miste gæster, vurderer erhvervskorrespondenten.

- Det er klart, at den private udlejning via Airbnb er en konkurrent til hotellerne, uanset hvordan man vender og drejer det. Men omvendt betyder det nye samarbejde, at Airbnb skal være med til at skyde penge i promoveringen af Aarhus som turistdestination, og det vil også kunne komme hotellerne til gavn, siger Jakob Ussing.

Samtidig kan Airbnb-værterne løse nogle af byens kapacitetsproblemer.

- I byer som København og Aarhus kan man generelt sige, at der er plads til flere turister, end der kommer. Men der er også nogle højsæsonsperioder, hvor der godt kan være pres på hotellerne: Store festivaler eller begivenheder, hvor det kan være svært at finde et værelse - sågar via Airbnb, siger Jakob Ussing.

Facebook
Twitter