Korrespondent om plagiat-sejr for Lego: Problemet er der stadig

Ved en domstolssejr har Lego fået lagt låg på Lepin. Men kopi-truslen er der stadig.

Lego er udfordret af kinesiske kopier, som er skyllet ind på det europæiske marked de senere år. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

En kinesisk domstol har erklæret legetøj fra fire kinesiske firmaer ulovlige.

Alle har de produceret og solgt såkaldt Lepin-legetøj, som er et legetøjsbrand, der til forveksling ligner legetøj fra den danske klodsgigant Lego.

En vigtig sejr for Lego, lyder det fra DR's økonomikorrespondent, Casper Schrøder:

- Opgøret med Lepin har varet i årevis, og det er en vigtig sejr for Lego, der bliver mere og mere optaget af at beskytte deres varemærke, siger Casper Schrøder.

Truslen fra kopivarer er en af de helt store udfordringer for den internationale legetøjssucces, som ved en række kinesiske domstole har forsøgt at sikre sit brand.

- Der har altid været Lego-kopier, men kopierne er blevet bedre, og de seneste år kan man pludselig også finde dem på hylderne i flere europæiske lande, eller folk bestiller dem selv på nettet. Derfor er sagen vigtig for Lego, siger Schrøder.

Selv om afgørelsen ved domstolen i den kinesiske Goungzhou-provins er en klar indikation på, at der er grænser for, hvor tæt kinesiske producenter kan lægge sig op ad Lego-klodser, vil der stadig være gråzoner, hvor Lego vil have sværere ved at overbevise domstolene om, at deres rettigheder er kompromitteret.

Og den type sager vil der formentlig kun komme flere af, vurderer Schrøder:

- Sejren er et vigtigt signal om, hvor grænsen går for kopiering af Lego. Men man skal vide, at konkurrenterne stadig kan lave klodser og figurer, der ligner det danske legetøj enormt meget, og holde sig inden for rettighedslovgivningen. Så problemet kommer ikke til at gå helt væk med den kinesiske sag.

Facebook
Twitter