Tema Bitcoin og blockchain

Korrespondent: Salg af kritiseret cybervaluta er blåstempling

Selvom bitcoins kritiseres af bankverdenen, er valutaen for første gang blevet handlet på en etableret børs.

- Den bliver brugt til alt fra narkohandel til betaling af lejemord på det mørke internet, fortæller DR Nyheders økonomikorrespondent, Casper Schrøder. Alligevel er den digitale valuta for første gang blevet handlet på en stor, amerikansk børs.

I går aftes blev det for første gang nogensinde muligt at handle bitcoin-værdipapirer på en stor og etableret børs.

Den digitale møntfod bitcoin er ellers kun tidligere blevet handlet på mindre internetbørser. Men i går satte den amerikanske børs Chicago Board Options Exchange (CBOE) såkaldte futures-kontrakter baseret på bitcoins til salg.

Bitcoin og blockchain

Er du nysgerrig på bitcoin og blockchain? Bitcoin er noget af det mest hypede og samtidig noget af det sværeste at forstå. Cryptocurrency og blockchain-teknologien har potentiale til at udfordre og ændre både vores etablerede digitale infrastruktur og gøre op med måden, vi tænker valuta i dag. Temaet her forsøger at gøre dig lidt klogere på, hvad det egentlig går ud på og hvordan det hele virker.

Gå til tema

Kontrakterne giver investorer mulighed for at købe eller sælge en mængde bitcoins til et bestemt beløb på en bestemt dato i fremtiden. Det er altså en slags væddemål om, hvad bitcoins bliver værd i fremtiden.

Samtidig har andre børser annonceret, at de også vil åbne op for handel med værdipapirer baseret på bitcoins i løbet af december.

DR Nyheders økonomikorrespondent, Casper Schrøder, giver dig her svar på, hvad introduktionen af bitcoins på en etableret børs kan have af betydning for den digitale møntfods fremtid.

Hvad betyder introduktionen af værdipapirer baseret på bitcoins?

- Det giver store, etablerede investorer, som ikke bevæger sig rundt i afkrogene af internettet, mulighed for at sætte penge i bitcoins. Og vi har umiddelbart set et løft i kursen på bitcoins, som godt kan tilskrives, at den her handel er gået i gang. Mange ser det samtidig som en blåstempling af bitcoins. Den etablerede finansverden kan ikke længere komme uden om den her lidt pirat-agtige valuta.

Kan du prøve at forklare, hvad bitcoins er?

- Bitcoins er en form for digitale penge. Bitcoins findes kun på internettet, og der står ingen nationalbank bag dem, sådan som vi kender med etablerede valutaer. I stedet er det en computerkode, der er skrevet af ukendte bagmænd og lagt ud på millioner af computere, som er med til at regulere mængden af bitcoins. Så på en måde er det penge, men samtidig også en helt ny måde at tænke penge på.

Hvad bliver bitcoins typisk brugt til?

- Bitcoins er i dag mest af alt et investerings- og spekulationsobjekt. Man kan ikke betale med bitcoins særlig mange steder. Bitcoin svinger også så meget i kurs fra dag til dag, at valutaen ikke er egnet til at bruge som penge. Hvis vores krone svingede lige så meget, så ville kronen også hurtigt blive ret uduelig som betalingsmiddel.

Den amerikanske storbank JPMorgan Chases topchef, Jamie Dimon, har brugt ordet ”bedrageri” om bitcoins. Nordeas topchef, Casper von Koskull, kalder valutaen for en ”joke og en absurd konstruktion”. Hvad bunder det her lidt blakkede ry, som bitcoins har i den etablerede valutaverden, i?

- Det skyldes, de her meget store kursudsving – altså det her spekulationspræg. Men også at valutaen har vist sig at være populær i kriminelle kredse. Den bliver brugt til alt fra narkohandel til betaling af lejemord på det mørke internet.

- Der kører blandt lige nu en sag ved Retten i Lyngby, hvor en kvinde er tiltalt for at have bestilt et lejemord på internettet, der skulle betales med bitcoins. For fordelen ved bitcoins er, at du ikke skal lave traditionelle bankoverførsler, som typisk vil være lettere at spore for politiet. Bitcoins kan godt spores, men det er langt fra lige så let at finde ud af, hvem der står bag.

Er det en risikabel valuta at sætte sin penge i?

- Som minimum må man kalde det for et højrisikoområde at sætte sine penge i. Dels fordi valutaen er så ukontrolleret og kan svinge så meget, men også fordi der har været sikkerhedsbrud. I 2014 gik en af de helt store bitcoin-børser på internettet ned, og mange bitcoins forsvandt.

- Vi har også i sidste uge set et stort indbrud i en af de bitcoin-banker, der findes rundt om på internettet. Der har selvfølgelig også altid været risiko for bankrøverier i den etablerede bankverden. Men den helt store forskel er, at ved almindelige penge er der et system bag, og her i Danmark har vi blandt andet en indskydergaranti, så du kan få 750.000 kroner tilbage, hvis dine penge skulle forsvinde i et bankkrak. Sådan er det ikke med bitcoins, der er du helt på egen hånd.

Nu har bitcoins så haft sin debut på en stor, amerikansk børs. Betyder det, at de etablerede banker i fremtiden måske skal til at forholde sig til den her form for valuta på en anden måde end i dag, hvor linjen i bankverdenen overvejende er skeptisk?

- Bankerne holder stadigvæk bitcoins ud i meget strakt arm og vil helst ikke have noget med det at gøre. Men når man taler med bankchefer, så siger de som regel også i næste sætning, at teknologien bag bitcoins ser rigtig spændende ud.

- Bankerne kan ikke lide de uregulerede og lyssky aspekter, men de kan godt se, at blockchain-teknologien, der ligger bag, måske er noget, der kommer til at præge deres forretning i fremtiden. Det, tror jeg, at bankerne godt er klar over ikke lige er sådan at komme uden om.