Korrespondent: Usædvanligt at Estland smider Danske Bank ud

Estisk finanstilsyn vil have sat et endeligt punktum i Danske Bank-sag med drastisk tiltag.

Formanden for det estiske finanstilsyn, Kilvar Kessler, tordner mod det danske finanstilsyn og vil have Danske Bank ud af Estland inden for otte måneder. (Foto: Ints Kalnins © Scanpix)

Danske Banks filial i Estland skal lukkes ned inden for otte måneder.

Beslutningen sker i kølvandet på Danske Banks store hvidvask-sag i Estland, som stadig bliver efterforsket af myndighederne i flere lande, herunder i netop Estland.

- Det er absolut ikke hverdagskost, at et tilsyn smider en bank ud af et land på den måde. Det sker med direkte henvisning til, at Danske Bank har brudt loven over en lang årrække, og at det har skadet tilliden til hele det finansielle system i Estland, siger DR Nyheders erhvervskorrespondent Jakob Ussing.

Risiko for enorme dagbøder

Hvis Danske Bank ikke har afviklet alle sine aktiviteter i Estland inden for de otte måneder, så venter der dagbøder på hele 100.000 euro - altså knap 750.000 kr. om dagen.

- Det er en markant økonomisk trussel, som det estiske finanstilsyn bruger, og tilsynet understeger også, at det er de maksimale bøder, der kan komme i spil, hvis banken ikke i løbet af de otte måneder sørger for, at alle kunder kommer smertefrit over i andre banker, siger Jakob Ussing.

Ved udgangen af 2018 havde Danske Bank 14.700 kunder i Estland med indlån i banken, mens banken havde ydet lån til 12.300 kunder, som nu skal finde en ny bank.

Skarp kritik af dansk myndigheder

I pressemeddelelsen bliver der også sendt en bredside afsted mod det danske finanstilsyn fra bestyrelseformanden for det estiske tilsyn, Kilvar Kessler:

- Tilsynsmyndigheden i hjemlandet har behandlet banken blidt, udtaler han.

Det danske finanstilsyn sendte tidligere i slutningen af januar en redegørelse til erhvervsminister Rasmus Jarlov (K), hvor tilsynet reelt frikender sig selv for ikke at opdage de omfattende problemer i Danske Banks estiske filial. Men det danske finanstilsyn foreslog samtidig mere end tyve nye tiltag, som skal styrke finanstilsynet. Tiltag, som politikerne skal diskutere i de kommende uger.

Den redegørelse fik det estiske finanstilsyn til at rette en kras kritik mod det danske tilsyn, og det estiske tilsyn erklærede sig sågar klar til at overtage hele tilsynsansvaret for Danske Bank.

- Det var det estiske finanstilsyn, som lukkede ned for Danske Banks problematiske kunder i landet efter inspektioner i 2014 og 2015. Derfor føler man, at man gjorde sin pligt i langt højere grad, end det danske tilsyn gjorde. Den udlægning ligger tilsynene i åben ordkrig om, siger Jakob Ussing.

EBA, den europæiske banktilsynsmyndighed, undersøger stadig, om finanstilsynene i Danmark og Estland gjorde deres arbejde godt nok, og om der er brug for opstramninger.

Danske Bank har selv en tilbagetrækningsplan

Danske Bank annoncerede selv i oktober, at banken vil lukke hele den estiske afdeling ned i løbet af et års tid.

Danske Bank offentliggjorde selv en advokatundersøgelse i september, som viste, at der over en niårig periode strømmede 1.500 mistænkelige milliarder kroner gennem filialens særlige afdeling for udenlandske kunder. Det gør potentielt sagen til en af de største kendte hvidvasksager i verdenshistorien.

Den særlige afdeling for cirka 10.000 udenlandske kunder, hovedsageligt russere, blev allerede lukket ned i januar 2016 efter pres fra det estiske tilsyn.

I Estland blev ti tidligere ansatte i Danske Bank - alle estiske statsborgere - anholdt før jul som en konsekvens af efterforskningen i Estland.

Herhjemme har Bagmandspolitiet sigtet Danske Bank for brud på hvidvasklovgivningen, ligesom myndighederne i USA og Frankrig har bekræftet, at banken efterforskes i sagen.

Især efterforskningen i USA kan potentielt udløse en enorm bøde til Danske Bank.

Facebook
Twitter