Korrespondent: Virksomheder græder tørre tårer over Trumps aflysning

For nogle virksomheder var der mere at tabe end at vinde på præsidentbesøg, lyder analyse.

- Donald Trump har været ude og kalde medicinalindustrien for mordere. Hvad ville han kunne finde på i forhold Novo Nordisk?, siger Casper Schrøder, DR Nyheders økonomikorrespondent. (Foto: Nicholas KAMM © Scanpix)

Med under to uger til lange røde løbere, kongelig modtagelse og massiv politibeskyttelse har den amerikanske præsident valgt at trække stikket på sit planlagte statsbesøg i Danmark.

Det slog præsident Donald Trump selv fast i et opslag på Twitter i nat.

Men selvom mange danske virksomheder og erhvervsorganisationer havde set frem til Donald Trumps besøg den 2.-3. september, så er der også virksomheder, der græder tørre tårer over aflysningen.

Det fortæller DR Nyheders økonomikorrespondent, Casper Schrøder.

- Der har siddet betroede medarbejdere i flere store virksomheder og overvejet, om der mon var mere at tabe end at vinde ved sådan et møde. For Donald Trump er en kontroversiel præsident, som er i opposition til en række af vores vigtigste eksportvarer, siger han.

Medicinindustrien er "mordere"

Et besøg af Donald Trump ville derfor ikke kun have været en stor mulighed for danske virksomheder - for nogle ville det også indebære en stor risiko.

Det gælder blandt andet Novo Nordisk, som sidder på en del af markedet for insulin i USA, hvor stigende priser har ført til politisk debat, fordi mange amerikanske diabetikere har svært ved at betale for deres insulin.

Derfor kan Novo Nordisk være på listen over virksomheder, som nu ikke skal bekymre sig om at komme i spotlyset under et stort anlagt præsidentbesøg.

- Donald Trump har været ude og kalde medicinalindustrien for mordere. Hvad ville han kunne finde på i forhold Novo Nordisk?, siger Casper Schrøder.

Donald Trump har tidligere kaldt medicinalindustrien for "mordere", fordi mange amerikanske diabetikere har svært ved at betale for deres insulin. (Foto: POOL New © Scanpix)

Vindmøller et andet varmt emne

Også virksomheder som Vestas og Ørsted, der laver vindmøller og vindmølleparker, vil muligvis nu kunne ånde lettet op over det aflyste besøg, lyder økonomikorrespondentens analyse.

- Donald Trump er også en mand med stærke meninger om klimaspørgsmålet, og en af vores største eksportvarer er vedvarende energi, som er et svar på klimaspørgsmålet, siger Casper Schrøder.

Der var i forvejen ikke lagt op til, at det nu aflyste statsbesøg ville få et særlig stort erhvervsaftryk. Det lå blandt andet ikke i kortene, at store samhandels- eller eksportaftaler skulle underskrives.

Derfor ville der næppe have været tale om meget mere end et ganske kort møde og et håndtryk til udvalgte personer i toppen af dansk erhvervsliv.

Og det var man måske i virkeligheden meget godt tilfreds med flere steder i virksomhederne, fortæller Casper Schrøder.

Facebook
Twitter