KORT Tre ulykker om året på de danske farvandes største motorveje

Ingen af skibene, der de sidste fire år har været involveret i ulykker langs de to danske gennemsejlingsruter, havde lods ombord.

(Foto: Grafik Mie Hvidkjær © DR Nyheder)

Skibene er store, trafikken er tæt og nogle steder kan afstanden mellem skib og havbund måles i centimeter.

Det øger risikoen for ulykker.

Siden 2010 er der i gennemsnit sket tre ulykker om året langs de to danske sømotorveje, hvor der hver dag transporteres 700.000 ton olie. Ingen af de implicerede skibe havde lods ombord.

Blæser på anbefalinger

For at undgå alvorlige ulykker med store konsekvenser for miljøet opfordrer FN's søfartsorganisation, IMO, de største skibe at tage en dansk lokalkendt kaptajn med ombord på hele strækningen mellem Gedser og Skagen og på ruten op gennem Øresund.

Men i de første 11 måneder af 2014 har 445 store skibe ikke fulgt anbefalingerne og i stedet sejlet gennem uden lods.

Langt de fleste skibe, der er involveret i ulykker langs de danske gennemsejlingsruter, er containerskibe eller skibe med tørlast, og derfor har ingen af ulykkerne ført til større olieudslip.

Danmarkshistoriens største oliekatastrofe

Det senest store olieudslip skete i 2001 i det, der kaldes danmarkshistoriens største oliekatastrofe. 2.700 ton russisk olie væltede ud i Østersøen, da et fragtskib bragede ind i siden på et stort tankskib syd for Gedser.

Heller ikke i dette tilfælde havde nogen af skibene lods med ombord.

Op mod 4.000 fugle blev dengang dræbt i olien, og oprydningen tog flere år og kostede over 100 millioner kroner.

Facebook
Twitter