Kræftmiddel får Genmab til at eksplodere på børsen

Investorerne er vilde med Genmab-aktien efter en opjustering og en vigtig godkendelse til et nyt kræftmiddel.

Genmabs topchef Jan van de Winkel glæder sig over, at virksomhedens aktie er steget på fondsbørsen. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Genmab løber stærkere end alle de andre på aktiemarkedet tirsdag morgen.

Efter godt en halv times handel stiger biotekselskabets aktie nemlig med omkring 11 procent på fondsbørsen.

Forklaringen ligger i, at de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) mandag godkendte et kræftmiddel fra Genmab.

Genmab, der er specialiseret i at udvikle lægemidler mod kræft, har fået godkendt lægemidlet Darzalex.

Darzalex er baseret på stoffet daratumumab, og det er et lægemiddel mod knoglekræft (myelomatose) målrettet patienter, der har været igennem flere forgæves behandlinger.

En potentiel "game changer"

Hos selskabets administrerende direktør, Jan van de Winkel, er man da også begejstret for det blå stempel fra FDA.

- Visionen er at sørge for, at selskabet giver vedvarende overskud, og daratumumab er præcis det molekyle, som vil kunne sørge for, at det lykkes i løbet af de kommende år. Så det her er potentielt en "game changer", siger han til Ritzau Finans.

I forbindelse med nyheden om godkendelsen opjusterede Genmab også sine finansielle forventninger til resten af året.

Driftsoverskuddet ventes at blive 625-700 millioner kroner mod tidligere forudset 325-400 millioner kroner.

Det skyldes, at Genmab får en kontant milepælsbetaling fra sin samarbejdspartner som belønning for, at godkendelsen er kommet igennem.

/ritzau/