Krakket skyldtes dårligt håndværk

Amagerbanken havde de helt forkerte kunder og en alt for optimistisk ledelse, siger bestyrelsesformand Niels Heering. Det samlede tab er endnu ikke gjort op.

Det er meget længe siden, der sidst har været lavet eksterne vurderinger af, hvad bankens engagementer egentlig er værd, og det har vist sig at være en stor fejl, mener bestyrelsformand i Amagerbanken Niels Heering. (© DR)

88 dage efter at han satte sig i stolen som bestyrelsesformand i Amagerbanken har Niels Heering nu måttet dreje bankens nøgle om, anmelde konkurs og lade banken overtage af Finansiel Stabilitet.

På et enkelt kvartal har der været nedskrivninger i banken for over tre milliarder kroner. Det skyldes, at bestyrelsen, da den tiltrådte først i november, satte gang i et eftersyn af alle låne-engagementer.

Her fik man blandt andet lavet eksterne vurderinger af ejendommenes værdi, noget den tidligere ledelse ikke havde fået lavet i mange år, og efter at have set på 169 engagementer stod man altså med et minus på 3,1 millarder, forklarer Niels Heering.

- Den tidligere ledelse har ikke sikret sig godt nok. Den har selv skønnet værdien af engagementerne, og også indregnet fremtidige indtjeninger i den sikkerhed, banken havde. Indtjeninger, der ikke er kommet. Så man har generelt været meget optimistisk.

Dårligt kredithåndværk

Den præstation, bedømmer Heering nu som "dårligt kredithåndværk". Og han mener, at skylden for bankens krak ligger hos den tidligere ledelse, der har ydet de risikable lån. Den har simpelthen valgt at have med de helt forkerte kunder at gøre.

- Banken går ned, fordi man har ydet meget store kreditter til disse kunder. Det, der er galt, er, at banken har ydet kæmpekreditter til ejendomsfinansiering på toppen af arbejdsmarkedet, siger Niels Heering.

Til spørgsmålet om, hvorvidt den tidligere ledelse har dækket over nogen af kunderne, lyder svaret.

- Man har i hvert fald ikke haft travlt med at gribe ind.

Få kunder gav stort tab

De 25 største af de nedskrivninger, der er blevet foretaget i 4. kvartal, er alene løbet op i 2,6 mia.. kroner, fortæller Amagerbankens administrerende direktør Steen Hove. Bare 25 engagementer har altså stået for langt størstedelen af tabet.

- Da vi i weekenden kunne se, at alt er lukket, var det vores pligt at træffe denne beslutning og melde banken konkurs, siger han.

Markant større tab

Steen Hove sad tidligere i bestyrelsen som repræsentant for Finansiel Stabilitet. Og i november stemte han imod bankens årsregnskab efter at have set de først 3 kvartaler. Allerede da havde han altså mistanke om, at noget ikke var helt rigtigt, men bankens reelle situation var langt værre, end Steen Hove havde forventet.

- Jeg blev meget overrasket. Det var helt uden for min verden, at det kunne gå så galt, siger han.

Hvad Amagerbankens endelige tab løber op i er usikkert, men Steen Hove vurderer, at det bliver markant større end de tre milliarder, der er tabt i nedskrivninger.

Almindelige kunder mærker intet

Nu kører Amagerbanken videre som et nyt selskab under Finansiel Stabilitet. De almindelige kunder vil ikke mærke noget til krakket, men staten har altså tabt mindst 5,4 mia. kroner. Banksektoren har gennem Bankpakke 3 tabt omkring to milliarder på konkursen, og endelig har 6-700 kunder i banken tabt gennemsnitligt en million hver. Det er kun kunder med mere en 750.000 kroner i banken, der bliver berørt.

Flere andre banker har allerede udtrykt interesse i den sunde del af banken, og bestyrelsesformand Niels Heering er ikke i tvivl om, at de almindelige kunder nok skal komme sikkert gennem konkursen.

- Masser af bankens kunder skal nok finde gode hjem, siger han.

Finansiel Stabilitet har bedt både Amagerbankens bestyrelse, formand Niels Heering og adm. direktør Steen Hove om at fortsætte i det nye selskab.

Facebook
Twitter