Krisen bekymrer ikke danskerne

Kun hver fjerde mener at at de økonomiske fremtidsudsigter er bekymrende. Men realiteten er, at den danske vækst er den laveste i 200 år.

Langt de fleste vælgere ser sorgløst på landets økonomiske fremtid. (Modelfoto) (© Colourbox)

De danske vælgere er i vid udstrækning ubekymrede i forhold til landets økonomiske fremtid, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

Selv om både økonomer og politikere har advaret om et meget dystert økonomisk fremtidsbillede med lav vækst og konstante, store underskud på de offentlige finanser, er det kun godt hver fjerde vælger, der mener, at de økonomiske udsigter for Danmark i de næste 10 år er dårlige, viser en meningsmåling fra Rambøll/Analyse Danmark.

Direktør Jørgen Horwitz fra bankernes interesseorganisation, Finansrådet, kalder det alarmerende, at så få danskere kan se, at der er noget galt med økonomien.

Ned ad bakke på 1. klasse

Han siger, at der ikke er den nødvendige krisebevidsthed i befolkningen.

- Det ser ud til, at danskerne er blevet et mageligt folkefærd, der tager velfærden for noget naturgivent. Men realiteten er, at vi i fuld fart er på vej ned ad bakken på 1. klasse, tilføjer Jørgen Horwitz.

Laveste vækst i 200 år. Professor Jørgen Goul Andersen som er velfærdsforsker ved Aarhus Universitet er også bekymret.

Han har beregnet, at den danske vækst gennem de seneste tre år har været den laveste i 200 år.

Samtidig viser Jørgen Goul Andersens beregninger, at kun ganske få andre lande, blandt dem Zimbabwe, har oplevet et større fald i deres bruttonationalprodukt end Danmark.

 

Facebook
Twitter