Krisen kradser dybere end ventet i USA

Den Amerikanske Centralbank vælge overraskende at sætte diskontorenten ned i nat samtidig med, at endnu en bank bukkede under og blev overtaget. Krisen er værre end ventet, siger dansk analytiker.

Krisen på det amerikanske boligmarked breder sig stadig. Og det står værre til end først antaget, siger dansk analytiker.

Den finansielle krise i USA er langt mere alvorlig end hidtil frygtet. Det vurderer Handelsbankens cheføkonom Jes Asmussen efter en weekend med opsigtsvækkende nyheder fra den anden side af Atlanten.

I nat dansk tid valgte den Amerikanske Centralbank overraskende at sætte diskontorenten ned, stort set samtidig med, at finansselskabet JPMorgan overtog den amerikanske storbank Bear Stearns for blot to dollar per aktie. Det skete efter, at banken i fredags løb tør for penge.

Alvor i det her

- Der er ingen tvivl om graden af alvor i det her. Risikoen for det finansielle system og den globale økonomi er bestemt ikke blevet mindre, siger Jes Asmussen, som mener, at det mere og mere ser ud til, at centralbanken er inde i en panikfase, hvor der slukkes brande til højre og venstre i takt med at kreditkrisens ofre tager til.

Cheføkonomen hæfter sig ved, at den amerikanske centralbank har åbnet for, at investeringsbankerne i USA kan handle direkte med centralbanken.

- Et så markant indgreb er ikke set siden depressionen i USA i 1930'erne, og det understreger alvoren af situationen, siger cheføkonomen.

Kun brandslukning - ikke løsning

Jes Asmussen mener imidlertid ikke, at indgrebene vil løse op for situationen:

- Det er naturligvis positivt, at centralbanken viser, at den er villig til at gøre alt, hvad der står i dens magt for at forhindre en total nedsmeltning af det finansielle system, men indgrebene har fortsat karakter af at fremstå mere som brandslukning end som egentlige løsninger på problematikken, siger Jes Asmussen.

Som det ser ud fra morgenstunden, er der heller ingen tegn på, at centralbankens indgreb har haft nogen positiv effekt på markedet, pointerer Jes Asmussen:

- De asiatiske aktiemarkeder bløder, og obligationsrenterne er faldet markant. Samtidigt er dollarprisen i bund, mens olieprisen og guldprisen har slået nye rekorder.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter