Kritik af FOA: Frit valg af pension er ikke reelt

Der er ikke tale om et reelt frit valg, når FOA melder ud, at organisationen vil give sine medlemmer frit valg af pensionsselskab, mener kritiker.

Der er ikke tale om et reelt frit valg, når FOA melder ud, at organisationen vil give sine medlemmer frit valg af pensionsselskab, mener kritiker. (© Colourbox)

Der er ikke tale om et reelt frit valg, når FOA melder ud, at organisationen vil give sine medlemmer mulighed for selv at vælge hvor deres pensionsopsparing skal forvaltes.

Sådan lyder kritikken fra Brian Vittrup, der både er medlem af FOA og PenSams bestyrelse.

Han er utilfreds med FOAs forslag, fordi medlemmernes pensionsmidler stadig vil blive indbetalt til og udbetalt fra PenSam.

- Set ud fra de problemer, man har set på arbejdsmarkedspensionerne og i særdeleshed på pensam, bør man sætte hele markedet frit, så den enkelte selv bestemmer, hvilket pensionsselskab, pensionsbidraget bliver indbetalt til, siger Brian Vittrup.

Beskyttelse af svage

Overenskomstkravet fra FOA går ud på, at medlemmet selv kan vælge, hvem der skal forvalte opsparingen. Men at det stadig vil være PenSam, der står for ind- og udbetalinger.

FOA's formand, Dennis Kristensen, afviser kritikken. Han forklarer at et helt frit valg af pensionsselskab på sigt ville betyde forringede vilkår for økonomisk svage lønmodtagere.

- Vi vil i virkeligheden få den situation, at de gode liv kan løbe fra de dårlige liv. De højtlønnede kan løbe fra de lavtlønnede, og mændene kan løbe fra kvinderne. Der har vi sikret, at der er en gensidig solidaritet ved, at alle kan blive optaget i PenSam, og i andre arbejdsmarkedspensionsordninger, når man arbejder på overneskomstområdet, siger han.

Facebook
Twitter