Kritik af resultatkontrakter

For mange meningsløse mål i resultatkontrakter hos de offentlige ansatte betyder stress og mangel på motivation.

Stress rammer de offentlige ansatte, der skal nå meningsløse måltal i resultatkontrakter.

Mange offentlige ansatte klager over stress og mangel på arbejdsglæde i disse år. Et styringshelvede med resultatkontrakter, der bugner med tal for opgaver, de ansatte skal nå i løbet af året, har ført til mangel på engagement og arbejdsglæde.

Elisabeth Hvass, chef for afdelingen for ledelse og kvalitet i Finansministeriet, erkender, at man mange steder i det offentlige har målt for meget og målt forkert.- Og ofte er det de meget medieomtalte brancher som politi og fødevarekontrol, der ender med en høj grad af detaljeret styring, fordi politikerne ønsker synlighed på de områder. Især når målene ikke er del af kerneopgaverne, svækker det den enkelte medarbejders motivation, mener hun.

Henrik Hjortdal, direktør for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling (SCKK) var én af embedsmændene bag konceptet om kontraktstyring i 1990'ernes Finansministerium. Dengang havde han høje tanker om kontrakterne, der kunne skabe frihed for de offentlige ansatte. I dag mener han, at kontraktstyringen mange steder er blevet et ” ressourceforbrugende og demotiverende ritual”.

Syv dogmerI stedet er både Henrik Hjortdal og Elisabeth Hvass enige om, at en resultatkontrakt hellere skal have få og strategiske mål, der kan give plads til dialog på arbejdet.- Det er især dialog om kontrakten, respekt for kerneforretningen og situationstilpasning til den enkelte institution, som bliver afgørende for kontraktens succes, fortæller Henrik Hjortdal, der har udviklet syv dogmer for god offentlig styring i kommunerne.

Facebook
Twitter