Kritiske kreditforeningskunder kræver kontant kompensation

Foreningen Fair Bidragssats overvejer retslige skridt, hvis Totalkredit dømmes for vildledende markedsføring.

Nykredits datterselskab Totalkredit er politianmeldt for vildledende markedsføring. (Foto: Sara Gangsted © Scanpix)

Hvis Totalkredit har vildledt kunderne om bidragssatserne, skal det have en konsekvens, der luner i kundernes lommer.

Det mener foreningen Fair Bidragssats, efter at forbrugerombudsmanden har meldt realkreditinstituttet til politiet for vildledende markedsføring.

Problemet - som Totalkredit erkenderher til morgen - er, at der i instituttets produktark har været formuleringer om, at ydelsen på et fastforrentet lån er fast, hvilket er forkert.

Det drejer sig om formuleringerne:

”Med en fast rente ved du, hvor høj ydelsen er på dit lån i hele lånets løbetid, og samtidig beskytter du din formue ved rentestigninger.” Og: ”Vælger du et lån med fast rente, får du: - en fast ydelse, som ikke ændrer sig, når renterne gør.”

Totalkredit varslede tidligere på året markante stigninger i bidragssatsen, også for kunder med fastforrentede lån, der dermed ikke har en fast ydelse som lovet.

Flere er fulgt med

De øvrige realkreditinstiutter, bortset fra BRF Kredit, er fulgt med Totalkredits bidragsforhøjelser, men har undladt at justere på bidragssatsen for kunder med fastforrentede lån med afdrag.

De forkerte formuleringer har fået forbrugerombudsmanden til at gå ind i sagen - og nu vil foreningen Fair Bidragssats, der består af kritiske realkredit-kunder, holde nøje øje med udviklingen i sagen.

- Jeg kan ikke afvise, at vi vil gå ind i sagen retsligt. Vores medlemmer har en interesse i, at der kommer en konsekvens, de kan mærke, siger formand for foreningen, Chresten Ibsen.

Skal til lommerne

Han mener, at en sådan konsekvens bør være, at Totalkredit kompenserer kunder, der er blevet vildledt til at tro, at deres ydelse var fast ved at selskabet betaler pengene tilbage.

Nykredit og Totalkredit har været i ilden siden begyndelsen af året, hvor selskabet pludselig meddelte, at bidragssatserne ville blive hævet og begrundede det i finansielle krav, man venter, vil komme. Det er krav, der kan betyde, at Nykredit skal sikre sig en større økonomisk buffer.

Facebook
Twitter