Kun 375 butikker lader kunder betale med mobilen

Danskere er vilde med at betale med mobiltelefonen, men butikkerne er ikke med på idéen.

1,3 millioner forbrugere kan betale med mobiltelefonen. Men butikkerne vil ikke tage imod mobil-betaling. Det er alt for dyrt, siger de. (Foto: Line Rasmussen DR Fyn)

Telefonen er ikke bare til at tale i. Den er også til at betale med.

Der er nu installeret 1,3 millioner aktive betalings-apps på danske mobiltelefoner, og der kommer hele tiden flere til.

- Fordelen for forbrugerne ved at få betalingsmidlet på mobiltelefonen er, at vi altid har mobiltelefonen med os. Så uanset hvilken situation vi er i, så har vi mobiltelefonen ved os, og derfor kan vi altid betale på den måde, siger professor og nyudnævnt digital vismand Jan Damsgaard fra CBS.

10.000 nye brugere om måneden

Tre apps konkurrerer hårdt om forbrugernes gunst: MobilePay fra Danske Bank, Swipp fra alle de andre banker og mobileselskabernes betalingstjeneste, Paii. Alene den største tjeneste, MobilePay, får 130.000 nye downloads hver måned.

Kun 375 butikker tager mobil-betaling

Trods tjenesternes popularitet, så skal forbrugerne stadig have dankort eller kontanter med ud at handle. Godt nok melder bankerne om en stigende interesse fra butikkernes side, men kun 375 butikker lader i dag deres kunder betale med mobilen.

For dyrt, siger butikkerne

- Det er simpelthen for dyrt, siger underdirektør Claus Bøgelund Nielsen fra De Samvirkende Købmænd.

Ifølge De Samvirkende Købmænds beregninger, så vil det koste omkring halvanden krone for et supermarked at modtage penge via MobilePay. Til sammenligning koster det kun købmanden 48 øre at tage imod en dankortbetaling.

Men købmændene er nødt til at revurdere deres forhold til betaling via mobiltelefonen, mener den digitale vismand. For det er det, kunderne vil have.

- Butikkerne vil fremover være i en situation, hvor de skal acceptere flere forskellige betalingsmidler, siger Jan Damsgaard.

Bliver din telefon misbrugt som betalingsmiddel, kan du læse om reglerne her på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside.

Se mere i Pengemagasinet på DR1 onsdag aften kl. 21.55.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk