Kun få prutter om prisen

Det er kun lidt over halvdelen af os, der kan finde på at forhandle om prisen, selvom der kan være penge at spare.

Det kan være muligt at forhandle prisen ned på varer. så hvis du ellers tør, kan der være mange penge at spare (Foto: © DR Magasinet Penge)

Det er en gammel skik at forhandle om prisen, men i dag er det kun lidt over halvdelen af os, der kan finde på at gøre det. 52 procent svarer i en undersøgelse lavet af Analyse Danmark for Fagbladet 3F, at de kan finde på at prutte om prisen, når de handler.

Forhandlingsrådgiver Malene Rix oplever, at mange er nervøse for at spørge.

- Det handler om, at man forventer et nej. Man ved godt, at der sikkert kommer et nej, og det er der nogle af os, som synes er hårdt at få sådan lige op i ansigtet, når man kommer ud og beder om noget, siger Malene Rix til magasinet Penge på DR1.

Der er penge at spare En undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har tidligere vist, at der kan være noget at hente, hvis man spørger.

Af dem, der spørger, var det 85 procent, der fik rabat eller noget ekstra med, da de købte hårde hvidevarer. Ved køb af babyudstyr var det 72 procent, der fik noget ud af det, og på pakkerejser var det 74 procent.

- Når man forhandler om prisen, så oplever man faktisk også i de fleste tilfælde, at man får en økonomisk gevinst ud af det. Og på den anden side kan man jo også sige, man taber i hvert fald ikke noget ved at prøve at forhandle om prisen, siger Mette Rose Skaksen, der er vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Ud over at man gør sig selv en tjeneste ved at forhandle, så er der også en gevinst for andre forbrugere.

- Når forbrugere forhandler om prisen, så er de aktive forbrugere, og aktive forbrugere de er med til at sikre, at vi har et velfungerende marked, og på et velfungerende marked, der er der konkurrencepres på virksomheden, så de sætter skarpe priser, siger Mette Rose Skaksen.

Hvo intet vover... Forhandlingsrådgiver Malene Rix opfordrer folk til i det mindste at spørge, om man kan prutte om prisen.

- Man gør for lidt for at undersøge om man kan forhandle. Jeg anbefaler nogen gange, at man, når man kommer ind i en butik, spørger dem fra start: I har mange dejlige ting her, er i til at handle med, hvis jeg køber ind her? Så har man på forhånd undersøgt, om der overhovedet er mulighed for det.

Og så bliver det nemmere at prutte om prisen, hvis man øver sig.

- Det er ikke sådan at man har et magisk redskab som gør, at hver gang du går ind i en butik og starter en forhandling, så får du en rabat. Der er ligeså mange, eller flere næsten, situationer, hvor det ikke går, som man regner med. Men pointen er, at du får slet ikke fat i noget som helst, hvis du aldrig prøver, siger Malene Rix.

Der er masser af gode råd til, hvordan du forhandler om prisen i magasinet Penge d. 4/10 2017.