Kun fire procent hører TV2 Radio

De første officielle lyttertal for den nye radiokanal viser, at der stadig er langt til store markedsandele.

De første lyttertal for TV2 Radio viser, at der stadig er langt igen til store markedsandele. (Foto: DR © DR)

TV2's radiokanal TV2 Radio har stadig en del land, der skal erobres.

De første officielle lyttertal fra Gallup i TV2 Radios levetid viser, at kanalen havde en markedsandel på fire procent i februar.

Radiolytning
  • I løbet af en dag er der 3.648.000 forskellige lyttere, der lytter til radio, mens der i løbet af en uge er 4.337.000 forskellige lyttere.
  • Alle danskere lytter i gennemsnit til radio i knap 20 timer om ugen, hvilket svarer til, at gennemsnitsdanskeren lytter til radio i knap 3 timer i løbet af en dag.
  • Fordelingen mellem DR og andre stationer er, at 67,2 % af lytningen er til DR mens 32,8 % er lytning til andre stationer.

Kilde: Gallup

TV2 havde omkring halvt så mange lyttere som konkurrenten 100FM, og den eneste DR-kanal, man indtil nu har overhalet, er P2.

Det er især om morgenen, at lytterne fravælger TV2, viser tallene.

Men TV2 Radios direktør Jens Rohde er optimist:

- Jeg er faktisk vældig godt tilfreds, fordi vi i vores målgruppe - de 21-50 årige - har nået en tredjedel af vores målsætning ved at opnå en share på fem procent. Og det bedste er, at vi rent faktisk tager lytterne fra DR, og det er nødvendigt, hvis vi skal løfte hele den kommercielle lytning, siger Jens Rohde til Radioavisen.

DRs samlede markedsandel er faldet over en firemåneders periode fra 72 til 67 procent. Det betyder, at de kommercielle kanaler har haft en fremgang fra 28 til 33 procent.

Antal lyttere pr. uge

Antal lyttere pr. uge - ifølge Gallup Radio Index

1. DR P4 - 2.279.000

2. DR P3 - 1.861.000

3. Radio 100FM - 859.000

4. DR P1 - 853.000

5. The Voice 636.000

6. TV 2 Radio - 629.000

7. DR P2- 391.000

8. DR P2 Klassisk - 286.000

9. Radio 100FM Soft - 250.000

10. Radio 2 - 244.000