Det kan måske til tider virke som en let og fristende løsning at tage et hurtigt kviklån og se pengene trille ind på kontoen.
Men konsekvenserne er enorme for både en selv, ens børn og for samfundet.
Det mener privatøkonomisk rådgiver Erik Fraas.
- Det er simpelthen det værste. Det er som en sygdom, og politikerne ser ikke de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser af de her kviklånsselskaber, siger han.
Erik Fraas medvirker i DR-dokumentaren 'Kongerne af kviklån', der afdækker, hvordan en eksplosiv stigning i kviklån de seneste ti år sender danske unge ud i privatøkonomiske kriser, mens ejerne skummer fløden i lande som Monaco og Malta.
Han vil i flere tilfælde anbefale folk at undlade at betale af på deres kviklån - i hvert fald hvis det er gået helt galt med økonomien.
Omkostninger ved lånene er nemlig så ekstremt høje, at det kan blive umuligt at betale dem af. For mens ÅOP - årlige omkostninger i procent - på et almindelig lån i en bank kan ligge på omkring fire procent eller lignende, så kan kviklånene nå op over 700 procent.
Derfor ender mange i så svær en situation, at det har alvorlige konsekvenser, mener Erik Fraas.
For det første bliver den daglige økonomi så dårlig, at eventuelle børn vil vokse op uden de samme muligheder som andre. Desuden er Eriks Fraas erfaringer, at det tærer på folks psyke og til tider giver dem problemer, der kan holde dem uden for arbejdsmarkedet.
Han kommer herunder med fem trin til, hvordan man bedst får afviklet sin gæld, hvis man har taget de dyre kviklån.
Vurder, om det er realistisk at betale gælden
Det første og allervigtigste, du skal gøre, er at afgøre, om du har en overskuelig eller uoverskuelig gæld, altså om det overhovedet er muligt at betale din gæld af.
En uoverskuelig gæld kan være, hvis renterne er højere end det, du har råd til at betale. Eksempelvis hvis du årligt har 50.000 kroner i renteudgifter, men at du kun kan betale 48.000 om året.
- Så vil gælden bare stige og stige, og man er i en negativ spiral, og så kan man lige så godt lade være med at betale, siger Erik Fraas.
Ejer du hus, sommerhus eller lignende er det lidt mere kompliceret, og derfor kræver det rådgivning at tage den beslutning.
Stop med at betale af på lånet
Når du frem til, at din gæld er umulig at betale af, så må du tage den tunge beslutning og stoppe med at betale, velvidende at det vil sende dig til inkasso og i RKI som dårlig betaler.
Her får mange kolde fødder, men det er noget, man må acceptere.
- Det er selvfølgelig ubehageligt, men i forhold til at betale i 10, 20 eller 30 år og smide penge ud af vinduet på det, så er det klart at foretrække inkasso og RKI, siger Erik Fraas.
Kviklånsselskaberne vil nemlig næppe tvinge folk til at sælge deres ting på tvangsauktion, for de ved, at de står sidst i køen og derfor sjældent får noget ud af det, forklarer Erik Fraas.
Vær opmærksom på din ret til at have penge til dig selv
Selvom man er røget i RKI og til inkasso eller bare har stor gæld, så har man stadig ret til at bruge penge på sig selv udover de faste udgifter, og det er der mange, som ikke ved.
Det, der hedder inddrivelsesbekendtgørelsens satser, som svarer til gældssaneringspraksis, sikrer nemlig, at man efter at have betalt ting som husleje, a-kasse og medicin stadig har ret til at have 6.410 kroner til andre udgifter.
- Den bedste måde at komme ud af sin gældssituation er at tage udgangspunkt i den praksis, og så tilbyde kreditorerne det, der kommer udover de penge. Det kan dog kræve rådgivning, siger Erik Fraas.
Få styr på den grundlæggende økonomi
For at kunne gøre ovenstående, er det vigtigt, at du skiller din gæld og privatøkonomi ad og dernæst får godt styr på sidstnævnte først.
Mange begår nemlig den fejl, at de ikke har styr på deres grundlæggende økonomi og ikke har overblik over, hvad deres udgifter er.
- Men hvis man optimerer sin privatøkonomi, og hvis man lever efter gældspraksis, så er der selvfølgelig ikke meget at rutte med, og det er lidt hårdt, men man lever acceptabelt, og det er ikke umuligt, siger Erik Fraas.
Tag ikke nye lån
Problemet med kviklån er, at det har fjernet den stopklods, der tvinger folk til at få styr på deres privatøkonomi.
Tidligere var der ikke noget at gøre, hvis man brugte for mange penge, andet end at optimere økonomien. Nu har man kviklånet som et kortsigtet løsning, der udskyder problemerne.
Erik Fraas kalder det 'lidt som at tisse i bukserne for at få varmen'. Du skaber nemlig et kæmpe problem for dig selv på et senere tidspunkt.
- Det værste, man kan gøre, er at tage et kviklån, og endnu værre er det at tage et nyt kviklån for at betale de andre, siger Erik Fraas.
Han mener, at hvis man får styr på de nævnte ting - eventuelt med professionel hjælp - kan de fleste blive gældsfrie inden for fem til ti år.
Du kan se første afsnit af 'Kongerne af kviklån' i aften klokken 20.45 på DR1 eller på DR TV.