Kviklån med rente på 759 procent skal for Højesteret

Hvor ligger rimelighedens grænser for et kviklån? Det skal Højesteret nu tage stilling til.

Højesteret skal nu kigge på et kviklån med en årlig omkostningsprocent på 759 procent. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)

Hvor langt kan man gå i forsøget på at vride penge ud af fattige danskere, der lader sig overtale til at optage et ellers økonomisk usmart kviklån?

Det skal Højesteret nu tage stilling til, efter et kreditlån med en årlig omkostningsprocent (ÅOP) på 759 procent har taget hele vejen til landets højeste retsinstans.

Højesteret skal kigge på 'rimeligheden' i et kviklån på 4.000 kroner, der havde en rente på 18 procent om måneden og en ÅOP, som var anført til hele 759 procent.

Det betyder med andre ord, at et misligholdt lån på 4.000 kroner efter et år ville runde en gæld på over 30.000 kroner.

Underkendt i landsretten

Låntageren betalte ikke pengene tilbage i overensstemmelse med aftalen, og långiveren gik derfor i fogedretten. Her vurderede en dommer, at lånet var for dyrt.

- Fogedretten fandt, at en rente på en kassekredit på cirka 759 procent årligt, der var fastsat ensidigt af långiver, og som markant afveg fra det almindelige renteniveau i samfundet, var endog særdeles urimelig, konkluderede Fogedretten.

Striden handler om kreditaftalelovens paragraf 22, som går ud på, at en forbruger ikke må betale 'urimelige' omkostninger.

Omvendt fandt Østre Landsret, at en kreditrente på 18 procent om måneden var inden for rimelighedens grænser, og at ÅOP ikke kan bruges til en juridisk afgørelse, da ÅOP-satsen først og fremmest er et sammenligningsværktøj.

- På denne baggrund ophævede landsretten fogedrettens afgørelse, skriver Danmarks Domstole på sin hjemmeside.

Facebook
Twitter