Lån & Spar Bank overtager Gudme Raaschou

Lån & Spar Bank overtager Gudme Raaschou Bank, men de lader pantebrevsaktiviteterne bliver liggende i statens regi. Købet omfatter kapitalforvaltning samt en mindre ind- og udlånsportefølje.

Gudme Raaschou Banks historie går tilbage til 1925. Her grundlagde fondsbørsvekselerer Gudme Raaschou den virksomhed, der igennem nu godt 80 år har ydet investeringsrådgivning til private og institutionelle kunder samt erhvervskunder. Gudme Raaschou Bank har i dag aktiviteter inden for ejendomsfinansiering, aktieanalyse og aktiehandel, kapitalforvaltning, pensionÊog private banking. (© Scanpix)

Den 1. juni overtager Lån & Spar Bank alle Gudme Raaschou Banks kapitalforvaltnings- og porteføljemanagementaktiviteter samt en mindre ud- og indlånsportefølje. skriver Berlingske Business.

Med i købet følger også retten til at bruge navnet Gudme Raaschou Bank.

Købet omfatter imidlertid ikke pantebrevsaktiviteterne i Gudme Raaschou Bank. De aktiviteter vil nu blive overdraget til et nystiftet datterselskab under Finansiel Stabilitet.

Betinget af godkendelse

Finansiel Stabilitet er det statslige selskab, som overtager nødlidende banker.

- I Finansiel Stabilitet er vi glade for, at det er lykkedes at gennemføre et salg af Gudme Raaschou Banks kapitalforvaltningsaktiviteter så hurtigt. Det betyder, at kunderne i denne del af banken også fremover kan få en god betjening. Samtidig vil vi nu fortsætte arbejdet med at optimere aktiviteterne på pantebrevsområdet, siger Henrik Bjerre-Nielsen, der er administrerende direktør i Finansiel Stabilitet.

Den indgåede handel er blandt andet betinget af Finanstilsynets godkendelse.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter