Det var langt over stregen, da en onlineportal for forbrugslån sidste år sendte målrettede Facebook-reklamer ud til et udsnit af mænd, der af det sociale medie anses for at være interesserede i hasardspil eller online-gaming.
Sådan lyder vurderingen fra Forbrugerombudsmanden.
I et brev til firmaet Sky Connect, der står bag låneportalen Favoritlån, kalder myndigheden de målrettede reklamer "påtrængende, udnyttende og generende".
Reklamer for hurtige lån til spillelystne forbrugere er en rigtig dårlig cocktail, mener forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.
- Det er i strid med god skik at målrette reklamer for lån mod folk, som spiller og har interesse for spil. Det er uetisk og socialt uansvarligt, siger hun.
'En svinestreg'
Det var i efteråret sidste år, at Forbrugerombudsmanden blev gjort opmærksom på de målrettede Facebook-reklamer for Favoritlån.
Det skete, da Rasmus Juul Wagner fra Brøndby sendte en klage til forbrugermyndigheden.
- Da jeg fandt ud af, at de her lån var målrettet mænd i en vis aldersgruppe, som interesserer sig for online-gambling, online-poker og andre former for hasardspil, så tænkte jeg med det samme: Det er en svinestreg det her, siger han.
Rasmus Juul Wagner havde set et opslag fra en ven på Facebook, der havde oplevet at få én af reklamerne for Favoritlån præsenteret i sit Facebook-feed og havde klikket på reklamen for at se, hvorfor han mon havde fået den.
- Man henvender sig for at låne penge til folk, som man har en formodning om har brug for pengene, fordi de vil spille dem op, eller fordi de allerede har spillet deres husleje op, siger Rasmus Juul Wagner.
Her kan de se, hvad Facebook selv skrev om reklamen:
'Gik specifikt efter hasardspillere'
Gennem Facebooks mulighed for at betale for målrettede annoncer havde Sky Connect udset sig en gruppe af danske mænd i alderen 28 til 45, som skulle have reklamerne.
Firmaet spidsede målretningen af reklamerne yderligere til ved at bede Facebook om at gå efter personer kategoriseret med interesse for enten "online gambling", "action games", "browser games", "firstperson shooter games", "online games" eller "online poker", skriver Forbrugerombudsmanden.
På den måde gik Sky Connect specifikt efter mænd, der i større eller mindre omfang "spillede hasardspil på internettet", lyder forbrugermyndighedens vurdering af de målrettede reklamer.
Det er den første beslutning nogensinde, Forbrugerombudsmanden har taget om den form for markedsføring.
- Her drejer det sig om personer, der er tilbøjelige til at spille eller er registreret med interesse for at spille, og reklamen kan jo gøre, at man får lyst til at finansiere sit spil med lån. Så kan man bagefter sidde med et lån, uden at have vundet penge til at betale lånet, siger Christina Toftegaard Nielsen.
Men har forbrugerne ikke også selv et ansvar for sortere i de reklamer, de får på Facebook og andre steder?
- Forbrugerne har altid et ansvar, men markedsføringsloven stiller også nogle krav, der er helt generelle og ikke afhænger af, hvad den enkelte forbruger gør, siger Christina Toftegaard Nielsen.
Rasmus Juul Wagner klagede til Forbrugerombudsmanden over de målrettede reklamer. Se ham fortælle, hvorfor han gjorde det:
Firma fortryder 'boost' af reklame
I et høringssvar til Forbrugerombudsmandens vurdering i sagen har firmaet Sky Connect forklaret, at reklamerne blev udsendt i dagene fra 26. september til og med 3. oktober 2019.
Firmaet ville afprøve mulighederne for 'boost' af sine annoncer og dermed betale for ekstra medvind til de målrettede reklamer på Facebook.
- Vi tilvalgte blot alle former for spil uden at tænke over, hvilken konsekvens dette kunne medføre. Visse af underkategorierne burde vi have undladt at målrette vores services imod, skriver virksomheden i sit svar.
Efterfølgende har Sky Connect fortrudt sin markedsføring, skriver firmaet i sit høringssvar til sagen.
- I kategorien ”Onlinespil” er vi bevidste om, at der kan være personer med udfordringer med spillegæld. Set i dette lys fortryder vi vores test af målrettet 'boost' overfor denne kategori, skriver Sky Connect i sit svar til Forbrugerombudsmanden.
Sky Connect har ikke ønsket at stille op til interview, men i en e-mail til DR Nyheder forklarer direktør i Sky Connect Mathieu Hesse videre, at der ifølge virksomheden kun var tale om en "meget kort annoncering, i alt 7-8 dage, der desværre nåede at udløse beskedne 25 kliks" og som havde "et dagligt budget på 34 kroner".
Desuden mener firmaet, at annonceringen er sket ved en fejl, fordi Facebook automatisk udfylder mange af de omstridte kategorier, "når man vælger at annoncere mod personer med interesse for underholdning", skriver Mathieu Hesse.
- Hele annonceringen imod denne særlige målgruppe, har således været utilsigtet fra start, og vi har i hele forløbet været i god tro. Dette understreges også ved, at vi stoppede annonceringen, så snart vi blev opmærksomme på fejlen, skriver Sky Connects direktør i sit svar.
Facebook: Vi har lukket reklamekonto
Sagen stopper dog ikke her, for Forbrugerombudsmanden har også bedt Facebook selv om at forklare sig om sin rolle som udbyder af de målrettede reklamer.
- Vi har hørt Facebook, og vi venter foreløbig på deres svar til os. Mere kan jeg ikke sige, men generelt har en virksomhed et ansvar under lovgivning for de forretningskoncepter, de tjener penge på, siger Christina Toftegaard Nielsen.
Tidligere har DR afdækket, hvordan Facebook har registreret 36.000 danske børn ned til 13 år som interesserede i gambling.
Dengang sagde Facebook, at man ikke tillader, at virksomheder bruger oplysningerne til at målrette reklamer, der promoverer gambling og alkohol til børn.
Det siger loven
- •
I henhold til markedsføringslovens § 3, stk. 1, skal erhvervsdrivende udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugere, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser.
- •
Ifølge lovbemærkningerne beskytter bestemmelsen bl.a. forbrugerne mod handelspraksis, som krænker almene samfundshensyn, forbrugerens personlige integritet, privatlivets fred, social ansvarlighed, eller som er påtrængende, udnyttende, generende eller på anden måde krænkende eller uetisk.
- •
Kilde: Forbrugerombudsmanden
Men kommunikationschef for Facebook i Norden Peter Münster har dog tidligere fortalt til P1 Orientering, at de oplysninger, som Facebook indsamler om børns annonceinteresser, bliver brugt til at promovere gambling og alkohol, når de fylder 18.
Facebook har ikke ønsket at stille op til interview, men i et skriftligt svar forklarer Facebooks nordiske kommunikationsafdeling, at virksomheden nu har lukket ned for Sky Connects annoncer.
- Vi har fjernet lånefirmaets mulighed for at reklamere på Facebook, fordi de har brudt vores reklamepolitik, skriver kommunikationsafdelingen i en e-mail til DR Nyheder.
Ifølge Facebook har man allerede lukket ned for reklamer fra lånefirmaer, der tilbyder hurtige lån med tre måneders eller mindre tilbagebetaling, lyder det i svaret.
- Selvom vi allerede forbyder annoncer, der tilbyder kortfristede lån på 90 dage eller mindre, fortsætter vi med at undersøge vores politikker på dette område, skriver kommunikationsafdelingen.
DR Nyheder har efterfølgende bedt Facebook om at uddybe, hvordan virksomheden forholder sig til Forbrugerombudsmandens brev og sin egen rolle i sagen.
- Vi har lige modtaget spørgsmålene i sidste uge. Vi kan bekræfte, at vi arbejder på at besvare deres spørgsmål inden for den fastsatte frist, lyder det i et nyt svar fra Facebooks nordiske kommunikationsafdeling.
Her kan du se, hvad du skridt for skridt skal gøre, hvis du vil vide, hvad Facebook har registreret om dig: